Jeg skal ud og leve livet

Det er ikke svært at blive 95 år. Det kræver bare gode gener og et godt helbred. Det er straks meget sværere at komme igennem tidsbestillingen, så man kan få en tid til coronavaccinationen. Det kræver nemlig masser af tålmodighed og en computer – og 95-årige Annelise Olsen i København har ingen af delene.

Hun har heldigvis to døtre og medfølgende svigersønner, og det er dem, der har sørget for, at hun lige netop nu er blevet vaccineret mod corona. De har ringet og ventet, ventet og bestilt tid, og andre igen har fået bragt Annelise af sted til det vigtige stik.

Nu er Annelise fuldstændig parat til foråret, for der er masser af liv, hun meget gerne vil ud og opleve.

Der er jo hendes have, der venter, stauder, der skal trimmes, blomster, der skal sås, og kartofler, der skal lægges. Ude i skuret står cyklen, og den kommer der aldrig rust på, for Annelise cykler så meget og så tit som overhovedet muligt.

Læs også Puks svar til en Coronaangst

I form og i live

Det gælder om at holde sig i form og i live – og det har været svært i den lange, lange vinter, hvor hun næsten kun har været hjemme, netop for ikke at udsætte sig selv for risikoen for at blive smittet med corona, men det har bestemt ikke været med hendes gode vilje.

– Vi er rigtig mange gamle hønisser, der bare sidder i vores stole og ser tv hele dagen lang. Det er jo livsfarligt for os. Når vi ikke kommer ud og rører os, så bliver vi da først syge og går helt i stå, både fysisk og psykisk, mener Annelise.

På et tidspunkt fik Annelise det lidt dårligt og blev i huj og hast bragt ind på hospitalet. Man snakkede om, at hun måske havde corona, men det var heldigvis ikke tilfældet. Syv timer efter var hun hjemme hos sig selv igen, og sådan har hun det bedst. Hun kommer ikke på hospitalet af egen fri vilje.

Annelise har gjort sit bedste vinteren over. Hun har ikke slidt for meget på fjernsynet, for det er der ikke tid til, når der skal laves mad og bages rugbrød og kager. Mad udefra og moderne hjælpemidler, der skal gøre livet lettere, er ikke noget for fruen. Hun står op klokken syv, laver sin morgente, rister brødet og lægger planer for hver nye dag. Det har hun altid gjort, også dengang hun var kone og mor og havde et travlt liv.

En skrap sekretær

Nu er hun enkefrue og regerer alene i det store hus, der engang rummede en familie på fire. Nu er der kun hende. Som en enlig ært i en ærtebælg er hun, men hun har aldrig været bange for at være alene. Hun har boet her i huset i 63 år, og det er hendes plan at blive her, til hun skal bæres ud – og Annelise ligner ikke en dame, man sådan kan få til noget, hun ikke selv vil.

– Jeg er jo i grunden et forkælet menneske, der altid har haft det godt. De første mange år af mit ægteskab gik jeg hjemme, som de fleste jo gjorde dengang, og da vores døtre så blev store, fik jeg arbejde som sekretær ved en øre-næse-hals-læge. Jeg var sådan en rigtig skrap sekretær, der holdt styr på kalenderen, siger hun med et smil, og man tror hende, for nok er hun lille og spinkel, men man er ikke i tvivl om, hvad fruen mener.

Øjnene gnistrer, når hun fortæller om den medarbejder fra kommunen, der venligt ville forklare Annelise noget.

– Jeg hader, når jeg bliver tiltalt, som om jeg var et forvirret gammelt menneske, man kan kalde ”lille De”. Sådan er jeg ikke, og jeg kan sige, at sådan er vi gamle ikke. Vi er mennesker, der bare har nået en høj alder. Jeg er ikke moderne og forstår mig ikke på computer og al den slags isenkram, men jeg har jo heller ikke brug for det.

Hurtigt rundt på cykel

– Men jeg følger med tiden, så godt jeg kan, og ser, hvad der sker. Jeg var en af de første kvinder, der fik kørekort i vores kvarter, jeg elskede at køre vores Volvo. Med automatgear. Når jeg ser, hvordan kvinderne har det nu, så er det dem, der har den lille bil, mens manden har den store, så hvor er fremskridtet? Det er jo kvinderne, der har mest brug for den store bil.

Til sin store irritation kører hun ikke længere bil, og det har noget med alderen at gøre. Volvoen er solgt, men så har Annelise sin cykel. En Raleigh, som hun trækker ind og ud af skuret hver dag og cykler i byen på, for Annelise handler helst hver dag.

– Jeg bruger altid cykelhjelm, siger hun hurtigt, inden nogen skulle komme til at spørge om det.

– Bilisterne er så hensynsfulde. Det er nok, fordi de kan se, jeg er sådan en gammel dame, så holder de tilbage og vinker mig frem. På den måde kommer jeg faktisk hurtigt rundt, filosoferer hun og ligner et øjeblik en lille, lidt fræk pige på 10 år, der har regnet de voksne ud.

Ud og nyde foråret

Annelise er gammel af år, hun er klog og erfaren – og hun er også mistroisk og nærig. Det sidste siger hun i hvert fald selv, men det skal man vist ikke tro på. Hun vil bare gerne selv bestemme, hvad hun vil bruge sin tid og sin pension på.

Læs også om et spil til ældre

En svær tid

Coronatiden har været svær, for i al den tid har hun ikke været på det nærliggende ældrecenter, hvor hun plejer at cykle over et par gange om ugen for at snakke med nogle andre og dyrke stolegymnastik. Ikke fordi hun har brug for den slags gymnastik, men fordi det er rart at være sammen med andre, for indimellem kan hun jo godt føle sig alene, indrømmer hun hårdt presset.

Annelise har en stor familie, og hun holder af dem alle sammen, men hun vil klare sig selv, indtil den dag hun ikke længere er i live. Hendes kræfter og gåpåmod holder hele formiddagen, men klokken 14 er det slut med det. Så vil hun gerne sidde i haven og nyde forårssolen eller i det mindste kigge ud på alt det, der gror og spirer lige nu. Hun kan næsten ikke vente på endnu et forår, endnu en chance for at se det hele blive grønt.

– Det var godt, jeg fik den vaccination. Jeg er slet ikke parat til at dø af alderdom – når det sker, håber jeg, det sker, mens jeg cykler en tur. Det ville være smukt, siger hun, men det kan hun så ikke bestemme, selv om hun gerne ville. ■