Jeg vil altid elske min mand

Gitte og Anders Schultz er gift og har elsket hinanden i over 30 år. Aligevel er tiden inde til, at de må skilles. Anders er blevet dement. - Jeg valgte selv, at Anders skulle blive boende hjemme. Han kan da ikke bo på plejehjem, for der spiller de jo slet ikke ” ACDC”, siger Gitte Schultz i Grindsted. Det er rigtigt. Anders er kun 61 år, han elsker hård rock, motorcykler, sport. Han er ikke gamme. Hans hjerne er bare blevet dement. Den mand, der før var Anders, er der ikke mere. Den Anders, der er tilbage nu, har mistet sit sprog og sit temperament. Han er som en fremmed, men Gitte elsker ham. Det har hun altid gjort, men nu elsker hun ham på en anden måde. Læs også om Marie der kæmper for de pårørende

Anders overkom alt

Anders er 61 år, og det er lang tid siden, han løb sit sidste maratonløb. Siden han fik diagnosen frontallapsdemens, er alt blevet anderledes. Gitte er designer på LEGO og arbejder stadig på fuldtid. Hun elsker sit arbejde, og hun har tænkt sig at blive ved med at arbejde. Hun elsker også sin mand, og vil helst at han skal blive boende i deres fælles hjem, for Gitte kan slet ikke forestille sig at leve et liv uden Anders - men hun ved også godt, at sådan bliver deres fremtid ikke. Hvornår blev Anders syg? Det er svært at sætte en dato på, hvornår man bliver dement. Han ændrede sig gradvist, og nogle gange undrede Gitte sig, når hun syntes, han pludselig virkede fraværende eller glemsom..

Der er noget galt

- Anders var TDC-tekniker, da han kom ud for en bilulykke i 2012. Han var sygemeldt et stykke tid og gik selv med til en frivillig aftrædelse fra TDC, fordi det på en eller anden måde var en økonomisk god ide for os, men han var helt sikker på, at han nok skulle komme i arbejde igen. Han var 58 år og fuld af mod på alting, som han plejede at være. Han begyndte at tage truckcertifikat, men han dumpede to gange, og det undrede mig faktisk. Han havde altid været så god til teknik og biler. Hvorfor var det så svært for ham at tage truckkortet? På et tidspunkt tænkte Gitte og familien, at Anders måske havde en depression. Han blev undersøgt, og det var ikke en depression, men han blev sendt til videre undersøgelser. De kom til Esbjerg sygehus og videre til gerontologisk afdeling på Odense Universitetshospital, hvor hans hjerne blev undersøgt, og til sidst fik Anders diagnosen: Frontallapdemens. - Da lægen fortalte os, hvad Anders fejlede, græd jeg.” Kan du se, din kone græder” , spurgte lægen. Det kunne Anders godt, men han forstod ikke hvorfor, og han trak bare på skulderen.. Der forstod jeg, måske for første gang, at Anders nu var et andet menneske, end den mand jeg altid havde elsket. Nu var det mig, der måtte være den stærke for os begge to, siger Gitte.

Jeg passer på ham

Det er hun så blevet. Gitte passer sit arbejde på LEGO. I mens er Anders på dagcenteret på det plejehjem, der ligger i nærheden af deres hus. Når hun har fri, er hun sammen med Anders. Der er gået halvandet år siden, Anders fik sin diagnose .For et år siden havde han endnu et sprog, dengang kunne han selv gå en tur og finde hjem igen. Det kan han ikke længere. - Jeg klynger mig til mit job, for jeg har brug for et normalt liv med arbejde og kolleger. Ellers havde jeg ikke kræfterne til at være der for Anders, men jeg kunne godt ønske mig, der fandtes omsorgsdage for pårørende til demente. Der er rigtig mange gange, jeg må tage fri for at tage med Anders til læge, kommune eller plejehjem - og jeg ved, det ikke bliver nemmere. - Han er den første, jeg tænker på, når jeg vågner om morgenen, og den sidste inden jeg lægger mig til at sove, siger hun. Anders kan ikke sige mere. Men han følger sin kone med øjnene. Han ler og er glad. Hver dag går de en tur og holder hinanden i hånden - hvis Anders vil. Læs også om Kirsten der har Alzheimer