Jeg dør lidt indeni, når der står 30-30 i femte sæt

Det er sommer og så er der sport. Altså på tv. Både tennis og Tour de France.

Og jeg ser det trofast.

Men jeg ser sport, som andre ser gyserfilm: Med en pude halvt oppe foran ansigtet og lyden lidt lavt, så det ikke bliver for intenst.

Når det bliver rigtig spændende, rejser jeg mig og går rundt.

Henter vand, som jeg ikke drikker. Stirrer ud ad vinduet.

Jeg kan ikke holde det ud, og alligevel nægter jeg at slukke.

For tænk, hvis jeg går glip af det øjeblik, hvor det hele vender!

Det er ikke, fordi jeg er en superfan, der kan huske hundrede navne, tidligere rekorder og har bolde og trøjer med autografer hængende i arbejdsværelset.

Nej, jeg ser sport, fordi jeg elsker at føle sammen med nogen, der kæmper for noget – også selv om jeg ikke selv ville have holdt i fem minutter i deres sted.

Jeg mærker det hele: Nervøsiteten, presset, skuffelsen, og det håbefulde lille fnug af ”måske…”, som de hele tiden spiller videre på.

Tag nu bare tennis.

Jeg dør lidt indeni, når der står 30-30 i femte sæt, og kameraet zoomer ind på en spiller, der tørrer sved af panden.

Jeg sidder og holder vejret, som om det hjælper nogen.

Det gør det ikke.

Det eneste, der hjælper, er min skrøbelige illusion om, at jeg er en del af kampen.

En slags tredje spiller.

En meget passiv og svedig mentaltræner i nattøj.

Jeg ville aldrig kunne være i spillernes sted.

Ikke kun på grund af fysikken – det siger sig selv – men fordi jeg ville være stået af for længst.

Altså, virkelig for længst.

Ved første lille modgang: “Nå, jeg missede en bold. Pyha, det var det for mig. Tak for nu, jeg trækker mig stille og roligt. Held og lykke med finalen!”

Jeg ville have pakket tasken, åbnet en proteinbar og sagt “det var en oplevelse”.

Og ment det.

Men det gør spillerne på tv ikke.

De bliver.

De kæmper.

De kaster sig efter bolde, der burde være opgivet.

De nægter at tro, det er slut, selv når alle andre tænker "den der er ude."

Det er grænseløs viljestyrke.

Eller stædighed.

Eller vanvid.

Måske alle tre.

Og jeg er blæst bagover af det.

Hver gang.

For det er ikke bare fysisk form, der får dem til at fortsætte – det er en mental kraft, jeg slet ikke forstår.

Det er som om de er skabt af noget andet.

Jeg er mere lavet af croissanter og undskyldninger.

Så jeg ser med.

Skiftevis bag puden, gennem fingrene og på skærmen.

Jeg mærker det hele, for det er det sport kan: Ryste én i hjertet, selv når man sidder på sin sofa og ligner alt andet end en atlet.

Og hvis jeg engang skulle få det samme mod og den samme udholdenhed som dem?

Så vil jeg bruge det til noget vigtigt.

Som for eksempel at turde se en tie-break helt til ende.

Med lyd på.