
Hjemme hos os blev højtiderne altid fejret på behørig vis. Helligdage og andre ferier brugte vi aldrig på at rejse og da slet ikke til udlandet.
Bevar mig vel, så langt rakte pengene slet ikke. Det var svært nok at få det til at løbe rundt i det daglige, når der var en stor børneflok at mætte. En børneflok, som ”konen”, det vil sige min mor, passede.
I øvrigt var min fars indtægt ikke bare lav, men også svingende.
Trods alt havde vi tag over hovedet, og mit hjem dengang i 1950’erne var en lejlighed i København med tre værelser, kakkelovn i stuen, koldt vand i køkkenvasken samt et wc med træk og slip i et rum på størrelse med et kosteskab.
Der boede jeg, efternøleren, sammen med mine forældre og tre ældre søskende. De fire allerældste var allerede blevet gift og var nu selv i fuld gang med at sætte børn i verden.
Alligevel havde de alle en magnet i maven. En magnet, der trak dem inklusive deres afkom hjem til os en gang om ugen.
Så var der et leben og et hurlumhej med kortspil og gang i strikkepindene, mens rollingerne legede skjul under spisebordet eller i klædeskabet.
Jeg holdt altid et vågent øje med dem, for det kunne ske, de fik fingre i mine påklædningsdukker, blandt andre Store Marie og Lille Marie fra Solgrynspakkerne, og forsøgte at rive hovederne af dem eller flå deres fine kjoler i strimler.
Endnu værre kunne det gå ud over en af mine smarte påklædningsdukker med tøj så flot og fantastisk, at man skulle tro, det var løgn. Tøj, der i en butik ville være helt uden for min families økonomiske rækkevidde, men pyt, vi var nemlig heldige, mine fem søstre og jeg. Vi havde nemlig en mor, der kunne trylle på sin træsymaskine med håndsving.
Hos os blev helligdagene som sagt fejret, ikke alene med den til højtiden hørende mad og drikke, men også i den forstand at vi iklædte os vores pæneste tøj tilsat nypudsede sko, nyvasket hår og rensede negle. Skål og glædelig jul og påske i god ro og orden.
Men til pinse, hvor skoven så småt var grøn, blev alle sejl sat. Så skulle samtlige kvinder i familien have nye kjoler, og det skulle ikke bare være ”forkølede” sommerkjoler, som kunne ses i Daells Varehus’ katalog.
Nej, det skulle være det helt store pinseskrud. Stof på tilbud blev jagtet, og billeder klippet ud af ugeblade af skuespillere og andre stjerner.
Doris Day, Birthe Wilke … Min næstyngste søster, der havde former og var ret yppig, havde Marilyn Monroe som forbillede, mens jeg foretrak Audrey Hepburn, som jeg var stor fan af. Også selv om man nok ikke brugte ordet ”fan” dengang, jeg var pigebarn.
Det var i øvrigt også ligegyldigt, for jeg var slet ikke gammel nok til at deltage i den store, årlige familieudflugt til Dyrehavsbakken.
I stedet blev jeg efterladt derhjemme med mine små niecer og nevøer, og alle havde fuld tiltro til, at dem kunne jeg sagtens passe. Skulle der ske noget, var der jo plaster i køkkenskuffen og trøsteslik i dækketøjsskabet.
Ikke så snart var der ryddet op efter påskeinvasionen af samtlige familiemedlemmer, før min mor gik i gang med at udføre sine kunststykker udi kjolesyning.
Hun svingede saksen, som var det en tryllestav, og klippede løs i det ene stykke stof efter det andet. Knappenåle faldt som snefnug fra spisebordet, hendes arbejdsplads, så det gjaldt om ikke at gå barfodet gennem stuen, hvor sytrådsrullerne blev slankere og slankere, stofstumperne lå som en collage på gulvbrædderne, og mine søstre kom på besøg og agerede mannequiner.
De drejede rundt og gik frem og tilbage, mens min mor knælede foran dem med munden fuld af nåle, som hun satte i forneden, når den rette længde var fundet. Ikke noget med at vise knæ, og da slet ikke lår, det hørte fremtiden til.
– Værsgo, færdig. Hvad siger du så?
Min mor smilede, symaskinen tav, og mine søstre, de ganske unge kvinder, så lykkelige ud.
Måske drømte de sig, bare et øjeblik, væk fra babyskrål, tissebleer, amning og fremtidige graviditeter, der ventede forude i disse år, hvor de fik tre, fire eller fem børn i rap.
Men til pinse var de prinsesser for en dag, når de svansede ned ad gaden i flok og følge med resten af familien iført deres fejende flotte kjoler, måske med trekvartlange ærmer, bådformede udskæringer eller sjalskraver og rundskårne nederdele.
Naboerne måbede og sendte lige dele beundrende og misundelige blikke efter dem, mens de råbte:
– God fornøjelse, og gå nu lige hjem.
Den slags svarede min mor ikke på. Hun slog med nakken og gik med rank ryg som bagtrop efter sine døtre, der svingede håndtaskerne og smilede til verden, mens min far spankulerede forrest med sin hat let på sned og nikkede til højre og venstre til de forbipasserende, som nikkede tilbage.
Imens deres blikke gled hen på pigeflokken, der havde let til latter og kunne slå smut med øjnene, så selv den mest hårdføre og havelskende sømand gik i land, sådan som min far i sin tid havde gjort, da han mødte min mor.
Her så man så resultatet af livet som landkrabbe. Aldrig havde man set så stolt og glad en mand, som når han kom gående og kunne præsentere sit afkom for verden og det endda i deres stiveste puds, som konen selv havde syet.
Jeg fulgte med oppe fra altanen, hvor jeg stod og passede på, at ingen af ungerne klatrede op på en stol og faldt ud over rækværket. Det var ren øv ikke at måtte komme med på pinseudflugten, men når jeg engang var konfirmeret, blev der grønt lys. Og jeg vidste jo, hvordan deres dag ville forløbe.
Min søster, der var den livligste af os, var det, man kaldte ”mandfolketosset”.
Så snart de stod af toget, gik de gennem skoven op til Bakken.
Når de passerede Cirkusteltet, hvor revyerne blev spillet år efter år, drejede min mor til højre sammen med de unge, mens min far drejede til venstre og fulgte den smalle passage med tombolaer og iskiosker op til den større plads, hvor ”hans” spillebule lå.
Her spillede han på roulette dagen lang, kun afbrudt af en kort kaffepause med resten af familien.
Øl og spiritus drak han ikke. Han havde set for meget elendighed på sine arbejdspladser med kolleger, der drak ugelønnen op, endnu før den blev udbetalt. Skulle han vinde, måske to-tre kroner, vankede der kage til kaffen, og så var der fest.
Min mor drak heller ikke andet end kaffe og gul sodavand. Hendes største fornøjelse på Bakken var derimod at få sig en svingom.
Hjemme i stuen lærte hun os piger trinene og turene, som det hed, så hun altid havde en partner ved hånden, for vores far besad ikke nogen former for rytme i kroppen.
Hun holdt til på restaurant ”Danmark”, hvor der var tiøres dans og gang i den med gamle danse, mens min far prøvede at forøge vores ikke eksisterende formue.
Som timerne gik, sivede mine endnu ugifte søskende lige så stille væk fra vores mors blik.
De foretrak restaurant ”Figaro”, hvor der var fart på fødderne og swing i skørterne, men det var efter min mors mening ikke noget pænt sted. Blandt andet fordi man på dametoilettet kunne se obskøne tegninger, og det hørte ingen steder hjemme, mente hun.
Mine svogre kunne godt drikke et par øl, men ingen blev ”skidefuld og på rulleskøjter”, muligvis af respekt for svigerfar, men humøret var altid højt, når flokken sent om aftenen vendte fnisende og grinende hjem.
Så skulle mine søskende hente deres afkom, der snorksov, mens jeg ansvarsfuldt sad vagt med følelsen af en tung sten i maven. Men alt vel, plasteret var blevet i skuffen, og slikket havde jeg selv spist, da der endelig var ro i lejren.
De drog af sted og glædede sig allerede til næste år, men ét år vendte min mor dog ikke hjem i godt humør. Dels var min bror ikke dukket op ved toget til aftalt tid, og dels havde en af mine søstre stjerner i øjnene og snavs bagpå kjolen.
Det sidste var værre end det første, for min bror var jo en dreng, men min søster, der var den livligste af os, var det, man kaldte ”mandfolketosset”, ak og ve. Man vidste aldrig helt med hende.
Derfor havde min mor tit udtrykt sin glæde over, at skovbunden omkring Bakken var dækket af brændenælder.
– Det er for, at de unge piger ikke skal komme galt afsted, som hun forklarede mig en dag, hvor jeg brændte mig på benet lige over kanten af ankelsokkerne.
Men om brændenælderne var nok til at afskrække min søster fra at lade sig lokke længere ind i den grønne skov end godt er, var min mor i tvivl om. Heldigvis var der ingen skade sket, i hvert fald ikke med hende.
Til gengæld kom min bror først hjem næste dag og ovenikøbet sammen med en pige, som var kommet galt af sted natten mellem første og anden pinsedag.
Det endte med et kirkebryllup, inden året var omme, og før ”det kunne ses”. Suk! Endnu en baby at passe næste pinse, tænkte jeg slukøret.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com