Lisbets mand døde af kræft: Hverdagen er blevet vigtig 

Det nybyggede parcelhus ligger blandt flade marker med landejendomme som sporadiske naboer i den vestfynske by Brenderup.

Det er Lisbets og hendes tre sønners hjem. For halvandet år siden var det også Kristians hjem. Lisbets mand og børnenes far. En længe fælles drøm, hvor købsaftalen knap var blevet tør, før de overvejede at droppe det hele igen.

For Kristian opdagede et par hævede lymfeknuder på sin hals kort efter. I dag er Kristian her ikke mere. Han døde en dag i juni i 2022. Bare 43 år.

Han efterlod sig ikke kun Lisbet og drengene, Andreas, Nicklas og Marius. Men også parrets fælles arbejdsplads gennem mere end 23 år.

Brenderup Bageri med den perfekte beliggenhed ud til en trafikeret landevej, der fører videre ud på motorvejen, så de fleste bilister kører lige forbi.

Dét lurede de hurtigt, Lisbet og Kristian, da de i sin tid – unge, spontane og sultne på udfordringer – slog til og købte det dengang konkursramte bageri, der var røget på tvang, hvis ikke Kristian en aften var faldet over salgsannoncen i Fyens Stiftstidende.

– Jeg forestillede mig, at jeg skulle passe butikken, og Kristian skulle passe bageriet. Vi åbnede lige midt i højsæsonen, og vi var fuldstændig overrendte. Vi knoklede virkelig meget de første mange år. Men jeg havde nu alligevel ikke forestillet mig, at vi skulle have bageriet i så mange år, siger 43-årige Lisbet Hvenegaard og smiler ved tanken om begyndelsen på den fremtid, de tog hul på dengang.

Lisbet og Kristian fik øje på hinanden på Teknisk Skole i Odense. Hun var 17, han var 19. Hun ville være kok, han ville være bager. Men de ville hinanden, og Kristians drøm om at få sit eget overtog Lisbet stille og roligt, fordi det var noget nær umuligt at ses med de to forskellige erhverv, de hver havde valgt. Når den ene kom hjem fra kogegryderne i køkkenet, stod den anden op og gik i bageriet.

Nu fik de en fælles hverdag, hvor der trods travlhed også blev tid til at stifte en familie. Først kom Marius, senere Nicklas og sidst Andreas. Samtidig voksede bageriet både i kvadratmeter og ansatte. En årlig familieferie til Gran Canaria blev en tradition, ligesom sommerhuset i nærheden blev stedet, hvor familien slappede af og ofte valgte at være sammen.

På et tidspunkt begyndte tankerne om at flytte tættere på bageriet så at rumstere. Længe havde de udset sig det perfekte sted, og da grunden pludselig kom til salg, slog de til. Fordelene stod i kø. Andreas ville få kortere til skole, og bageriet lå 400 meter væk. Hvad de ikke kunne forudse var, at deres verden kort efter ville ramle. For Kristian gik til sin læge med de hævede lymfekirtler.

– Lægen mærkede ikke engang på Kristians hals, men sagde, at han skulle henvises til en kræftpakke med det samme. Det var så voldsomt at få den besked, men vi forstod det nok heller ikke rigtigt, fordi Kristian så jo hverken syg ud eller havde det dårligt. Vi forsøgte virkelig at bevare håbet og sagde til hinanden, at det kunne helbredes, for det var blevet opdaget så tidligt, fortæller Lisbet.

Beskeden forsøgte de at fordøje derhjemme, samtidig med at statsministeren lukkede landet ned på grund af corona samme aften.

– Hvilket også bare gjorde det hele endnu mere vanvittigt. Vi anede ikke, hvad det betød for Kristian og hans forløb, siger Lisbet.

Men dagen efter mødte de ind på Odense Universitetshospital og gik derfra med et hav af aftaler til undersøgelser de næste uger. Drengene forsøgte de at skåne og fortalte kun, at Kristian skulle undersøges, og at det hele nok skulle gå.

Kæmpede for drengene

Det samme forsøgte de at bilde sig selv ind, men da de blev kaldt til en samtale 14 dage senere, gjorde de det ikke længere. Med lægens ord slukkede selv den mindste gnist, der kunne antænde bare et spinkelt håb. Kristian var uhelbredeligt syg, og lægerne ville kun kunne tilbyde en livsforlængende behandling.

– Jeg har aldrig haft sådan en samtale, hvor ens liv bare lukker ned. Alt slukkede indeni. Jeg brød fuldstændig sammen. Kristian var mere sådan praktisk og spurgte, hvor lang tid han havde, og spurgte ind til, hvad vi nu gjorde. Lægerne sagde til os, at vi skulle køre hjem, men holde ind til siden undervejs og få talt om de ting, man aldrig snakker om. Og så skulle vi fortælle vores børn det. Jeg havde det bare sådan: Jeg kan simpelthen ikke fortælle vores børn, at deres far skal dø, siger Lisbet.

Så det gjorde Lisbet og Kristian ikke. De fortalte, at Kristian var syg og skulle i gang med en behandling.

Lisbet søgte råd hos Kræftens Bekæmpelse, og de anbefalede at fortælle børnene om Kristians sygdom i etaper, så de ikke tog al håb fra dem. Samtidig anbefalede de familien at fortsætte livet og ikke stoppe husprojektet.

– For man ved ikke, hvor langt sygdomsforløbet er, og om lægerne alligevel kan gøre noget, sagde de. Og det var egentlig også meget rart at gøre. I dag er jeg glad for, at vi gjorde det. Drengene og jeg er glade for at bo her. Vi har fået gjort det til vores, siger Lisbet.

Kristian nåede at bo i huset et lille års tid. Han tog egentlig godt imod behandlingen og formåede stadig at arbejde mellem kemokurene. Han plejede at planlægge en fridag lige efter en kemokur, fordi han vidste, at han blev dårlig, men derefter tog han fat i bageriet. Det vil være forkert at påstå, at det bare var ligetil. Det var det ikke. Det var hårdt. Så hårdt, indrømmer Lisbet. Men hun kunne se, at Kristian kæmpede. Også for sine drenges skyld. Han ville ikke lade sygdommen styre deres hverdag.

– Men det gjorde den jo alligevel. Alt var skemalagt. Medicin, scanninger, lægesamtaler og behandlinger, siger hun så.

Da foråret var ved at slippe sit tag og sommeren parat til at tage over, blev Kristian indlagt med, hvad de regnede med, var en lungebetændelse. Han hostede og var sløj, men Lisbet var slet ikke dér, hvor hun tænkte, at Kristian ikke kom hjem til Brenderup igen. Indtil hun blev ringet op af sygehuset og bedt om at komme med det samme. Det hastede, for de var ikke klar over, hvor længe Kristian ville være i live.

Nyt syn på livet

Alt var kaotisk derfra. Lisbet fik sin søster til at komme med drengene, så de kunne nå at sige farvel til deres far, og Lisbet fik sagt de ord, hun gerne ville sige til sin Kristian. Et døgn senere gav han slip.

– Jeg har været i en slags ventesorg under hele Kristians sygdomsforløb, og da han så døde, var der pludselig en masse praktik med begravelse og bageriet, der skulle være styr på. Samtidig stod jeg med vores tre drenge, der også havde mistet deres far. Jeg havde mistet min mand og bedste ven, og nu stod jeg alene med hele ansvaret. Det var voldsomt, at Kristian ikke var der mere. Førhen havde jeg nogle gange tænkt, at vi havde været sammen i mange år, og nu tænkte jeg: Var det kun den tid, vi fik? Alle vores fremtidsdrømme bliver ikke til noget, men det sværeste for mig er tanken om, at vores børn ikke mere har deres far, siger Lisbet.

Lige inden Kristian døde, nåede de at tale om, hvad der skulle ske med bageriet. Kristian ville gerne, at Lisbet drev det videre, selv om hun var tvivl. For kunne hun det? De havde jo altid været to om ansvaret og beslutningerne, så hun vidste ikke, om hun kunne klare det.

Men da Kristian var død, besluttede hun sig ret hurtigt for, at hun ville fortsætte, så længe hun havde lysten til det.

– Jeg kunne mærke efter Kristians død, at jeg havde fået et andet syn på livet. Jeg har fået nogle andre prioriteringer, fordi jeg ved, at alt kan forandre sig på et splitsekund. Den helt almindelige hverdag, hvor jeg står op og går over i bageriet for at arbejde, betyder rigtig meget og er vigtig for mig.

Til gengæld vil sorgen over, at Kristian ikke længere er at finde over i bageriet, altid være der, men Lisbet ved også, at hans højeste ønske ville være, at hun og drengene var glade og fandt livsgnisten igen.

Så den finder hun. For sin egen, sine drenges – og Kristians skyld.