Kære Puk
Middagsgæster er blevet en plage
Det er sol, og det er omsider sommer, og for en gangs skyld har Louise Sander i Tranekær på Langeland masser af tid til at være sammen med sine fire børn. Hun er alene med dem, og foruden børnene har hun et stort, gammelt hus, en kæmpe have og et større antal katte, der skal passes.
I fjor havde hun også flere tusinde mink, der skulle passes. Hvis alt var, som det plejede at være, ville Louise lige nu have taget sig af de nyfødte unger, men der er ingen unger at passe. Louises mink er aflivet, og hun savner dem. Hun er nu en tidligere minkavler, der lever af banklån og gode venner, indtil den danske stat har udbetalt den erstatning, som minkavlerne er berettigede til at få.
Man kan roligt sige, at 4. november 2020 var en dårlig dag for Danmarks minkbestand og for de mennesker, der levede af at være minkavlere, for den dag blev deres erhverv afskaffet med en beslutning på Christiansborg.
– Jeg gik ude i staldene, da jeg hørte, at der var indkaldt til pressemøde senere samme dag. Jeg havde hørt rygter om, at der kunne komme et forbud mod minkavl, fordi der var fundet coronavirus i en besætning i Nordjylland. Jeg havde ikke forestillet mig, at alle landets minkbesætninger skulle aflives.
– Da jeg hørte, at det var det, der skulle ske, og at det skulle ske hurtigt, troede jeg først, at jeg måtte have misforstået noget. Bagefter håbede jeg, at det måske ville blive lavet om i sidste øjeblik. Det blev ikke lavet om, og derfor er jeg nu forhenværende minkavler, siger Louise.
Hun kalder sig forhenværende minkavler, men hun vil også kalde sig dyreven – og netop derfor blev hun minkavler. Det kan lyde selvmodsigende for nogle mennesker, men det er det ikke for Louise.
– Jeg elsker dyr. Det har altid været meningen, at jeg skulle arbejde med dyr og helst landbrugsdyr. Jeg er født på Langeland, men da mine forældre blev skilt, flyttede jeg med min mor til Sjælland. Jeg gik i gang med en uddannelse til landmand, desværre kunne jeg ikke få en praktikplads, så jeg måtte opgive den vej. I stedet tog jeg en hf-eksamen, fik en kæreste og fik min første datter. Da jeg var 28 år, vendte hun og jeg tilbage til Langeland. Det var jo her, jeg hørte til. Jeg skal have plads og lys og luft omkring mig, og det var der ikke i byen, fortæller hun.
– Jeg lejede mig ind på gården Katrinedal i 2008, hvor gårdejeren var minkavler, og jeg fik job hos ham. Det blev det helt rigtige for mig. Mange har spurgt, hvordan jeg kunne blive minkavler, når jeg er så stor en dyreven? En mink lever i sit bur og skal aflives efter et halvt år. Sådan er det, og det skal man kunne klare, men jeg ser sådan på det, at mink faktisk har et bedre liv end så mange andre produktionsdyr: En mink får sine hvalpe i sit bur og får lov til at beholde dem hos sig, indtil hun ikke gider dem mere.
– En mink bliver ikke flyttet rundt fra stald til stald eller kørt til aflivning langt uden for Danmark. Den dag, dyret skal aflives, sker det hurtigt, så dyret ikke mærker noget. Aflivningen har været det sværeste for mig, men netop derfor har jeg altid sat en ære i, at det skulle gøres ordentligt, så dyret døde hurtigt og smertefrit. Jeg synes, mine mink havde et godt liv, og jeg kan stå inde for, at mens de levede, havde de det godt, siger Louise.
I naturen lever mink alene over større territorier. I fangenskab har menneskene brugt mink til avl, fordi deres smukke pels er efterspurgt.
Årets gang for mink og deres mennesker består i, at minkene sættes til parring i marts med udvalgte avlsmink. I april-maj bliver hvalpene født og bliver hos deres mor til august, hvor de er næsten voksne. I september-oktober får de vinterpels, og så bliver de aflivet med gas i november-december.
Læs også om Lise-Lotte der blev grisepasser (link fjernet)
Minkavl har været en stor indtægtskilde for Danmark, men i de seneste år har indtægterne været faldende og priserne ligeså. Men Louise og andre minkavlere troede på, at der var en fremtid for dem og deres mink.
– Jeg arbejdede med mink som ansat i 10 år, undervejs blev jeg kærester med gårdejeren, og vi fik tre børn sammen. Det gik fint med minkene, så jeg drømte om at blive selvstændig minkavler. Det er sådan, jeg er. Jeg duer ikke til at være ansat, jeg vil bestemme selv, så for tre år siden blev jeg selvstændig og begyndte med 400 mink. Så valgte jeg de bedste avlsmink fra, og året efter havde jeg 1.000 avlsmink. Målet var, at jeg skulle have 4.000-5.000 avlsmink.
– Da jeg havde været i gang i de tre år, jeg nåede, havde jeg en besætning på 14.000 mink. Priserne var begyndt at stige, og jeg tænkte, at det her kunne jeg måske leve af. Jeg ville ikke blive rig, men jeg ville kunne leve af det, og det var det vigtigste, fortæller Louise.
Hun var blevet alene med sine fire børn: Laura på 17, Absalon på snart ni, Severin på syv og Isolde på fem år.
Mor og børn havde det godt sammen. Louise havde købt sin farfars tidligere gamle stuehus og kæmpe have tilbage og flyttede derind med sine børn, katte og kaniner. Livet var godt. Hun kunne selv sætte huset i stand, hun havde et job, hun kunne lide, hun syntes, hun gjorde det godt – og hun følte sig stadig som en dyreven, selv om hun også mødte mennesker, der ikke brød sig om minkavl.
– Hele minkavlen fik et ordentlig spark tilbage i 2011, hvor minkavlerne fik nye regler at rette sig efter. Der skulle være bedre bure, mere dyrevelfærd. Du kunne ikke bare lave mink og være ligeglad. I 2016 blev det lovpligtigt, at avlerne skulle have et certifikat. Der kom mere kontrol, og det var jeg vældig glad for.
– En mink er ikke et dyr, man kan klappe, men det har brug for omsorg. Derfor havde jeg lavet en slags minkhospital, hvor syge eller skadede mink blev sat over og plejet med vælling og ekstra foder, indtil de havde det godt igen. Mine børn har altid været en del af arbejdet og set til dyrene hver eneste dag. Vi var stolte af vores dyr og stolte af, at vi skabte noget, slår Louise fast.
Minksygehuset og hele mink-farmen blev lukket ned efter 4. november 2020. Louises mink havde ikke coronavirus, men det betød ikke noget. Samtlige 14.000 mink blev aflivet inden 16. november, for så kunne hun få en tempobonus på 30 kroner for hver mink.
Først for kort tid siden fik Louise sin tempobonus udbetalt, og nu venter hun på sin erstatning. Hun ved ikke, hvor stor den bliver. Det regner revisorer og statens folk stadig på.
– Jeg er ikke bitter og vred, for det får jeg ikke noget ud af. Jeg har været ked af det, for jeg troede på, at jeg havde skabt et godt liv for både os som familie og for mine dyr. Jeg var stolt af, at jeg kunne få dyrevelfærd og mink til at hænge sammen. Nu venter jeg bare. Vi har ingen penge, men på et tidspunkt kommer erstatningen vel, og så kan jeg forhåbentlig betale min gæld på halvanden million kroner og komme videre med mit liv. Jeg har en hf-eksamen, jeg har erfaring fra landbrug og mink, og så må vi se, hvad fremtiden viser. Min drøm er at få råd til at købe noget jord og blive fårehyrde, men det er nok lidt urealistisk.
– Ét er dog sikkert: Jeg bliver boende på Langeland. Jeg er 41 år, mine børn har deres liv her, deres far bor i nærheden, og deres venner er også her. Jeg er ikke en knækket kvinde, der har givet op. Jeg har så meget at være glad for. Nu skal jeg bare finde noget at leve af, siger Louise.