Doris Valgaard har serveret kaffe og kage i hjemmet i Aarhus, men selv nøjes hun med at drikke kaffe. Engang tog Doris ellers lystigt for sig af kagerne, men sådan er det ikke mere.
På sit højeste stod vægten på 110 kilo, og kroppen har nogle skavanker, der gør det svært at motionere. Så Doris havde affundet sig med, at det var det, hun vejede, og det kunne der ikke laves om på.
– Jeg tænkte, det ville være umuligt for mig at tabe mig. Når jeg er gangbesværet, som jeg er, og ikke kan løfte særlig meget, så går jeg ikke og tænker, at jeg kan tabe mig. Jeg har altid hørt, at det er vigtigt at dyrke motion for at tabe sig, fortæller Doris.
Hun fandt dog ud af, at det ikke kun er motion, der kan hjælpe med et vægttab. For nu er vægten ikke mere trecifret. Hun har tabt sig og vejer nu 93 kilo.
– Det er jo dejligt. Jeg kan i hvert fald godt mærke det, understreger hun.
Læs også: Louise er mor og syg: Vi har besluttet os for kun at være glade
Kroppens skavanker
Ja, det er dejligt for Doris, der som nævnt havde afskrevet idéen om at tabe sig fuldstændig, fordi motion i hendes tilfælde næsten er helt udelukket. For som hun selv siger, så har hun ”et par små skavanker”. Et par, og at de er små, er begge en underdrivelse.
Doris har fået fjernet en svulst, der fyldte hele rygmarvskanalen og satte hende i kørestol i en måned. Hun har to kunstige knæ, en protese i venstre skulder, hun er opereret i begge håndled og har fem sammenfald nederst i rygsøjlen, hun har en diskusprolaps, og derudover har hun slidgigt i mange led og er gangbesværet efter de mange operationer.
– Det har jo været træls. Jeg var meget ked af, at jeg ikke kunne bevæge mig mere, end jeg kunne. Det er jo aldrig sjovt at se ens krop gå til, siger hun.
Opskrift: Kantarelsuppe med ostemuffins
Mistede appetitten
Starten på vægttabet kom snigende. Doris havde ikke planlagt, at det nu var tid til at tabe sig. Det skete helt naturligt i sommeren 2018, hvor varmen blev lidt for meget for hende.
– Det var simpelthen så varmt den sommer, at jeg mistede appetitten, hvilket ellers ikke ligner mig, siger hun.
Så mens temperaturerne steg den sommer, faldt kiloene af Doris, for i takt med at der røg mindre indenbords, især chokolade, røg der mere af kroppen.
– Pludselig kunne jeg jo mærke, at mit tøj sad løsere. Det var helt underligt, for det er mange år siden, det sidst er sket, fortæller hun.
Det var dog ikke kun med tøjet, der skete noget.
– Jeg havde også haft åndedrætsbesvær før. Det blev mindre, efter jeg tabte mig. Så kunne jeg jo godt regne ud, at det nok var en god idé at holde det her vægttab. Det er jo meget dejligt at kunne trække vejret, siger hun med et glimt i øjet.
Samtidig blev det også nemmere for hende at holde fingrene fra kagedåsen, for hun kunne jo se, hvad det gjorde ved hendes krop.
– Man kan sige, at den motion, jeg har dyrket for at tabe mig, er at ryste på hovedet og sige nej tak til søde sager. Men det er vel også en slags motion, siger hun, mens hun ler og læner sig tilbage i lænestolen.
Brev til Puk: Se på det indre i stedet for det ydre
Fordel ved at tabe sig
Doris er selv overrasket over, at der kunne ske en så stor forandring, mens hun gjorde så lidt. Venner og bekendte har også lagt mærke til vægttabet og har kommenteret det.
– Måske er jeg også selv meget åbenmundet og fortæller folk om det, men de fleste kommenterer, at de godt kan se det, og at det er flot til mig. Og det er dejligt, for jeg føler mig også meget bedre tilpas, siger hun.
– Og det er jo herligt, at man også kan føle sig sådan i en alder af snart 90 år. Jeg troede lidt, at mit løb var kørt for sådan et vægttab. Men åbenbart ikke. Så nu håber jeg, at jeg kan vise andre, at det aldrig er for sent at gå i gang. Måske kan man ikke gøre det hele, men man kan altid gøre noget, tilføjer hun.
