– Jeg begyndte her i virksomhedspraktik, og nu er jeg ansat i et fleksjob tre timer fem dage om ugen, fordi de blev så glade for mig, fortæller Camilla med en synlig stolt mine, mens hun træder ned fra trucken på lagret ved virksomheden Styrolit. Her på lagret mellem flamingoklodser og pakkemaskiner kan hun være sig selv – uden at skulle forholde sig til nogen, der blander sig. Med diagnosen angst, depression og autisme i bagagen har Camilla brug for at kunne tage tingene i sit eget tempo under kærligt opsyn af andre mennesker.
Camilla har det med at presse sig selv til det yderste, selv om både krop og hoved siger fra. Hun ved bedre end de fleste, hvordan det føles at stå med dirrende ben, en krop, der bliver slap, og med tårer, som presser sig på. Helt uden selv at kunne styre det. Sådan har det været, lige siden hun var helt lille. Hun fortæller, at hun blot var 4 år, da hun for første gang blev mobbet, og siden fulgte øgenavne, fysiske angreb og holden udenfor.
– Jeg følte mig udenfor og blev ved med at spørge mig selv, hvorfor det lige var mig, det skulle gå ud over, siger Camilla og gentager sig selv flere gange. Hun har stadig svært ved at forstå, hvordan det kunne komme så vidt.
Læs også: Min diagnose stopper mig ikke
Diagnosen gjorde alt svært
Tilbage i sin lille lejlighed i Rødby er Camilla kommet ud af arbejdstøjet. Hun trækker godt ned i sin tætsiddende bluse og folder hænderne foran sig. Hun har svært ved at fremhæve én episode frem for en anden. Det hele flyder sammen: Hvordan selv børn fra de mindre klasser løb og råbte efter hende, hvordan hun brød sammen derhjemme, hvordan året på efterskolen blev det værste, hun hidtil har oplevet.
– Da jeg gik på efterskole, havde jeg tanker om, at jeg havde lyst til at gøre skade på mig selv. At jeg ikke havde lyst til at være til. Men samtidig gjorde jeg ikke noget ved det, for jeg vidste, at det ikke hjalp noget. Men jeg havde lyst til at smadre mit værelse og brække arme og ben på mig selv for at slippe væk derfra, fortæller hun.
– Noget af det eneste, jeg gjorde, var, at jeg boksede hårdt i min hovedpude og krammede den og nærmest gyngede frem og tilbage for at komme af med frustrationerne.
Diagnosen hjalp
Camilla har altid vidst, at hun var anderledes. Sådan har det bare været. Til sidst holdt hun op med at spørge sig selv, hvorfor det var sådan. Hun begyndte at tro på, at de andre havde ret, når de kaldte hende grimme ting og gjorde hende så lille, at hun kunne krybe ind under bordet. Lige indtil hun en dag for fire år siden sad over for en psykolog. Efter flere undersøgelser og lange samtaler med hendes forældre var svaret klart: autisme og en personlighedsforstyrrelse, der var opstået efter den årelange mobning. Der sad hun og ventede på sin egen reaktion, men diagnoserne ramte hende ikke som en hammer – tværtimod. Camilla var lettet.
– Da jeg fik diagnosen, var det også med til at forklare, hvorfor jeg er blevet mobbet. Som min psykolog også har forklaret, passer jeg ikke rigtig ind i den her verden. Jeg er født i en verden, der ikke er tilpasset mig. Det har givet mig en forklaring på, hvorfor jeg har haft svært ved det sociale og altid føler mig anderledes og forkert, siger hun og puster ud.
Det gav mening
Når Camilla taler om tiden, hvor hun fik sine diagnoser, lyser hun op. Pludselig gav det mening, hvorfor hun har svært ved at være sammen med mange mennesker på én gang, og hvorfor hun ikke kan overskue for meget larm og derfor helst skal have høretelefoner på for at kunne slappe af. Men hun understreger også, at lykken ikke bare faldt ned i hendes skød med autisme-stemplet. Hun har det stadig svært.
Men tingene ér blevet bedre. Nu har hun både fået svar og noget at stå op til om morgenen: et frirum på arbejdet.
– Jeg elsker mit arbejde, og jeg glæder mig til at komme afsted hver dag. Det kan godt være, at det lyder fjollet, når jeg nu møder kl. 7, men det er med til at holde mig oppe.
