Dorthe opfandt en rollatortaske

Mandag, 18. januar 2010
af Redaktion
Da 38-årige Dorthe Nygaard Gulbæks mor, Dorit, brækkede foden, fik hun brug for en rollator. Det gav Dorthe en god idé, som de fleste af Munkebos ældre nu nyder godt af
Foto: Alex Tran
Foto: Alex Tran

- Da min mor brækkede foden og efterfølgende skulle bakse rundt med en rollator, gjorde hun mig opmærksom på et problem. Min mor og hendes veninde havde ligesom alle kvinder brug for en taske, når de skulle i byen, og det er svært at have sådan en hængende over skulderen, når man går med rollatoren, fortæller Dorthe Nygaard Guldbæk.

En meget praktisk taske
Dorthes mor ringede til sin sykyndige datter med det samme. Dorthe tog straks affære. - Jeg studerede min mors rollator virkelig grundigt, købte vandtæt stof, og så gik jeg ellers i gang ved symaskinen. Skønt, det kostede en del både i penge og tid, lavede Dorthe om og rettede til, indtil hun syntes, at nu var den der. - Jeg prøvede den naturligvis af på min mor, som blev vildt begejstret. Tasken har den rette størrelse, er praktisk firkantet og har et par små lommer til pung og nøgler, siger Dorthe.

VIND ELLER KØB TASKEN

Rollatortasken koster 199 kroner og kan bestilles hos Dorthe Nygaard Gulbæk på tlf. 28 59 32 00 eller 21 74 96 31 - læs mere på tori-d.dk.
Du kan også være en af de heldige, der vinder tasken. Læs mere om konkurrencen her

Skepsis på plejehjemmet
Dorthe besluttede, at andre rollatorbrugere da også skulle have glæde af hendes nye opfindelse. - Min mand Peder arbejder som social- og sundhedsmedhjælper på vores lokale plejehjem, så vi drog selvfølgelig derhen og præsenterede den for nogle af beboerne. Mange var enormt skeptiske i starten og bemærkede, at tasker havde de virkelig nok af! griner Dorthe. - Men da vi så hang dem på deres rollatorer, var det, som om der gik et lys op for
dem, siger Dorthe.

Glæden er næsten løn nok
Og så fik Dorthe travlt, for alle ville bare have én. - Det vigtige for mig er absolut ikke at tjene en masse penge. Jeg får næsten løn nok, når brugerne kommer og fortæller mig, at de slet ikke ved, hvad de gjorde, før de fik den taske, siger Dorthe, som pusler med planer om en videreudvikling i form af en wire til pungen, så den ikke kan stjæles. - Vi skal også have et logo på tasken. Det bliver "tori-d", fordi "tori" betyder fugl på japansk, og jeg synes netop, logoet skulle være et symbol på den frihed og lethed, som mange gamle mangler i hverdagen!

Af Mary Steengaard

Læs også:
Hun nyder at hjælpe