Fra Odder til Paris på løbehjul for Kræftens Bekæmpelse

Fredag, 10. juni 2016
Maja Kristine Lorentzen
Frederik og Allan har begge mistet en bedsteforælder til kræft. Om en måned, den 10. juli, sætter de derfor kursen mod Paris på løbehjul for at rejse penge til Kræftens Bekæmpelse.

De fleste af os forbinder løbehjulet med barndommen - enten har vi selv løbet på dem, eller også har vores børn, børnebørn eller naboens børn.

Men de to unge mænd Frederik Woldenhof og Allan Ludvigsen har ikke efterladt løbehjulet i skuret.

De løber stadig, og snart løber faktisk hele vejen fra Odder til Paris - 1300 km på 14 dage. Det fortæller Aarhus Stiftstidende torsdag den 9. juni 2016.

Hør dem fortælle om projektet i filmen oven for.

Løber for Kræftens Bekæmpelse

Målet med turen er at samle ind til Kræftens Bekæmpelse, fordi Frederik og Allan begge har mistet en bedsteforælder til kræft og gerne vil samle penge ind til at forbedre behandlingsmulighederne.

Men de ville have taget turen under alle omstændigheder.

»De her ture er ligesom blevet vores ting, så vi havde løbet alligevel. Men at vi kan samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse samtidig, det er stort,« siger Allan Ludvigsen.

Læs også om lille Jakob, der fik leukæmi og hans forældres vidt forskellige reaktioner

Ikke den første lange tur på løbehjul

Frederik og Allan har sidste sommer kørt Tour de Jylland, hvor de kørte 1000 km rundt i Jylland.

Der håbede de på at samle 2.000 kr. ind og endte med 15.282 kr.

Turen til Paris er kun 300 km længere, og derfor mener de, at det er realistisk at gennemføre.

De håber på at kunne slå rekorden fra sidste år og sanle endnu flere penge ind.

Søger stadig sponsorer

Frederik og Allan har fået sponsoreret to løbehjul med dertilhørende tilbehør, for eksempel ekstra hjul.

»Vi er desuden på jagt efter nogle sponsorer, der kan hjælpe med at bringe udgifterne til turen ned,« fortæller Allan Ludvigsen.

Vil du sponsorere det gode formål? Så klik her!