Af Erik Pedersen
Der skal meget til at slå benene væk under Hanne Poulsen. End ikke en livstruende kræftsygdom har kunnet gøre det. Og det tilskriver hun de 11 år, hun har arbejdet med mennesker, som hun holder utroligt meget af, de svært psykisk syge og de stærkt demente.
- Dejlige mennesker, som både har lært mig en masse og gjort mig i stand til at klare lidt at hvert.
Hanne kan slet ikke undvære sine
beboere på Kærvang og kunne ikke
tænke sig at arbejde noget andet sted
Datter har indstillet Hanne til julekurven
Det er Hannes yngste datter, Mette, som synes, hendes mor fortjener en julekurv, fordi hun samtidig med kræftbehandlingen fortsatte sit arbejde med psykisk syge, ligesom hun fik overbevist sin egen familie om, at hun nok skulle vinde sin egen kamp.
Kræftdiagnose på sin fødselsdag
- Jeg var til en ganske almindelig mammografiskanning sidst i oktober, men blev indkaldt til en ny allerede uge efter. Så vidste jeg godt, hvad klokken var slået, fortæller Hanne, der fik kræftdiagnosen på sin 51-års fødselsdag.
Ikke noget, jeg kom til at dø af
- Det fældede jeg nu ikke så mange tårer over, men selvfølgelig snakkede jeg med min familie om, hvad dét her i værste fald kunne indebære, også fordi min mor døde af kræft, da jeg var 20 år, uden at hun nogen sinde havde røget. Men da vi havde fået vendt det i familien, synes jeg, der faldt ro på, også fordi jeg sagde til dem, at de ikke skulle være bange. Det var ikke noget, jeg kom til at dø af.
Selvmordstanker
Efter Hannes anden operation fik hun den gode nyhed, at hun nu var rask, og at resten "kun" ville være efterbehandling, så opfyldt af optimisme begyndte hun på kemobehandling.
- Jeg fik seks behandlinger med meget stærk kemo, og hver gang var jeg virkelig nede at kravle. Jeg havde så stærke smerter, at end ikke morfinpiller hjalp spor, og især én nat husker jeg som meget slem. Den nat sagde jeg til mig selv, at hvis dét her fortsætter sådan, så gider du ikke livet længere. Heldigvis var det den eneste gang, jeg havde det så slemt, og de efterfølgende 25 strålebehandlinger, jeg fik efter kemoen, gav ikke flere bivirkninger, end jeg kunne passe mit arbejde det meste af tiden…
Jeg har så meget at leve for
I dag fortæller Hanne med glæde, at hun næsten hver dag går hjem fra sit arbejde med en følelse af, at hun har vundet en sejr. Hun har vundet mange sejre, senest også over kræften, men den fylder ikke længere så meget i hendes bevidsthed.
- For jeg har da så meget at leve for, ler hun. - Min familie, mine dejlige beboere på Kærvang og alle fodbolddrengene i Sydmors IF, som jeg bruger meget fritid på at arrangere kampe og stævner for.
LÆS OGSÅ:
| Jeg fik en ny datter juleaften | Cathrine kæmpede for livet | Plads til børn - og en julekurv |
