Jørgen var kun 16, da han friede til Christy: Endelig sagde hun ja – med 28 års forsinkelse

De er så lykkelige, at de nærmest er flove over det. Det var de i det mindste, da Familie Journal kiggede indenfor.

 

Meget mod deres vilje kan 44-årige Jørgen Pedersen og to år ældre amerikanske Christy Roberts nemlig ikke længere promenere deres genfundne kærlighed i Løgumklosters sønderjyske idyl. Udlændingestyrelsen har – i al fald i første omgang – givet Christy og hendes 10-årige datter, Caryn, afslag på opholdstilladelse.

 

Så let opgiver parret dog ikke det helt usædvanlige forhold, de har gået og drømt om i over 27 år. Hver for sig – i hver sin verdensdel. Christy i USA med mand og fem børn – Jørgen i Danmark med to børn og et kuldsejlet ægteskab.  Uden at have haft så meget som telefonkontakt over Atlanten i mere end en snes år. 

 

Derfor har de tre nu slået sig ned i en lejlighed i Tyskland, hvorfra Jørgen, firedobbelt veteran fra de danske kampstyrker i Afghanistan, dagligt kører turen til Flyvestation Skrydstrup, hvor den professionelle soldat trods to blodpropper og rimeligt hårdt ramt af posttraumatisk stress passer sit administrative job i forsvaret.

Men lad nu ikke diskussioner om forstærket grænseovervågning, øget paskontrol, stigende terrorfrygt og formindsket familiesammenføring overskygge denne forunderlige love story, som når sin happy end, når Jørgens skilsmisse er på plads. En medrivende fortælling, hvor begge en lang overgang frygtede, at sidste kapitel var skrevet. 

 

Men en dag for godt et år siden stod Christy her så lige pludselig. Med en kuffert i den ene hånd – og sin lille datter i den anden. Oven i købet med sin eksmands velsignelse.

 

– Han vidste, at Jørgen var mit livs kærlighed. At der ikke gik en dag, hvor jeg ikke tænkte på ham. Og at vi langt om længe ved skæbnens – og Facebooks – hjælp havde fundet hinanden igen. At vi havde talt sammen i telefonen. Ofte og længe. Nogle gange til så langt ud på de små timer, at jeg faldt i søvn med røret i hånden.

 

- ”Jeg har aldrig set dig så lykkelig. Endelig har du fundet den, du har savnet gennem alle årene. Det er, som er et hul i dit hjerte blevet lukket,” sagde Jay, min mand. ”Så nu har du kun to muligheder. Blive her hos dine fem børn og mig. Eller rejse og være sammen med den mand, du elsker. Vælger du Danmark, vil jeg give dig flybilletten i afskedsgave.” 

 

–  Store ord fra en mand, der har elsket mig hele sit voksne liv, og som jeg har fejret sølvbryllup med! Jay er virkelig et prægtigt menneske, siger Christy, der dog tøvede med at tage afsted, så længe hendes yngste dreng ikke var færdig med skolen. 

 

Men heller ikke han var i tvivl: ”Rejs du bare, mum. Jeg skal nok klare mig,” sagde den 16-årige, der som sine søskende godt vidste, at mor engang havde haft en anden boyfriend.

 

 – Og vist nok også, at jeg stadig var så crazy med ham, at jeg var heartbroken i de år, hvor vi havde mistet forbindelsen, siger Christy, der lod lille Caryn selv bestemme, om hun ville bo hos far eller mor. 

 

– Hun valgte altså at tage med herover og kom hurtigt i dansk skole. Først i det nærliggende Vojens. Og nu i Süderlügum i Sydslesvig. Og klarer sig flot i 4. klasse, siger den stolte mor, hvis liv slog sin første store kolbøtte, da hun på falderebet til sin 18-års fødselsdag forlod millionbyen New York og som udvekslingsstudent rykkede ind hos daværende vvs-mester Knud Nielsen og hans kone, Jytte, i Haderslev. Og i byens gymnasium. Uden at kunne så meget som to ord dansk.

 

– Det kan hun stadigvæk ikke. Men hun taler glimrende sønderjysk, griner hendes daværende ”plejefar” Knud, som dengang sidst i 1980’erne intet kendte til den spirende dansk-amerikanske romance.  

 

– Måske hørte vi hans navn nævnt to gange. Men han kom aldrig i huset. Ikke mens vi var hjemme i hvert fald.

 

– Han var kun en stor dreng, da vi mødtes til en skolefest. Vi dansede. Og gik så en tur, hvor han pludselig standsede op ud for en tilfældig have, kiggede mig dybt i øjnene og sagde: ”Jeg elsker dig.” Og det allerede den første aften, mindes en rørt Christy.

 

– Jamen jeg havde jo ret, griner Jørgen, der for ikke så længe siden gav Christy bind for øjnene, før han tog hende på en lille spadseretur. Og da hun fik synet igen, så hun sin ungdoms sweetheart ligge på knæ – ud for den selvsamme have. ”Vil du gifte dig med mig?”  spurgte han. Og endelig fik Jørgen sit ja. Med små 28 års forsinkelse.

 

– Dengang turde jeg dårligt nok holde ham i hånden, smiler Christy. Jeg var jo fyldt 18 år – og Jørgen var stadigvæk kun 16. Altså i amerikansk forstand mindreårig. Og den slags er forbudt i USA. Ja, ligefrem strafbart!

Ikke fordi alt ikke forblev ærbart imellem dem. Tiderne var en anden dengang, som de siger. Men de var enige om, at de var forlovet. Uden ring, ganske vist. 

 

– Det var snarere et løfte, vi gav hinanden. At fremtiden – den skulle vi leve sammen.

 

Christy var ulykkelig over at rejse fra Sønderjylland. Ikke blot på grund af Jørgen. Men i sine danske ”plejeforældre” havde hun fundet den familie, hun aldrig havde følt, hun havde i USA. 

 

– Men når hun ikke kunne blive hos mig, måtte jeg tage over til hende, siger Jørgen. Hvad der nu var lettere sagt end gjort. Han skulle på søfartsskole. Og en tur til staterne ville stå i 21.000 kr. 

 

– Men så lejede jeg simpelthen diskoteket i Løgumkloster og lod aftenens omsætning gå i mine lommer. Hele byen dukkede da også op for at støtte mig. Og så forærede min storebror mig resten, så jeg kunne tage til Amerika i tre måneder. Naturligvis var jeg lykkelig over at gense Christy. Men også betænkelig. Hendes forældre havde nemlig andre planer. Deres datter skulle giftes med sin barndomskæreste. 

 

– Jeg var ulykkelig, da Jørgen tog tilbage til Danmark, husker Christy. ”Måske får jeg ham aldrig mere at se,” græd jeg. 

 

Og sådan blev det også. For nok skrev han. Men han kunne ikke engelsk. Og jeg så lidt dansk, at jeg kun forstod ord som ”elsker dig” og ”savner dig”. Desuden forbød familien mig at bruge telefonen. Og da Jørgen ringede, fik han besked om, at ”Christy skulle giftes med Jay, så hold venligst op med at ringe til hende.”

 

En grædefærdig Christy blev ganske rigtigt gift med Jay og fik de fem børn med ham. Og alt mens årene gik, sagde en mismodig Jørgen til sig selv: ”Nå, det var så dét.”

 

– Jamen, hvad skulle jeg ellers tænke, når Christy ikke svarede på mine breve? Så lidt efter lidt gled kontakten i baggrunden. Og til sidst vidste ingen af os længere, hvor den anden boede. Så jeg søgte ind til militæret og blev som sagt også gift og far til to.

 

Det var hårde år. Følelsesmæssigt, når tanken om Christy rumsterede i baghovedet. Og både psykisk og fysisk de fire gange, han gjorde tjeneste i krigens Afghanistan, hvor især det fatale raketnedslag ved Kandahar for altid har sat sig i sindet. I USA var Christy også gået på jagt på Facebook.

 

– Men først i 2015 faldt jeg tilfældigt over en gammel spammappe med 13 breve fra Jørgen. Og næsten samtidig så han et billede af mig på Facebook. Ganske vist under mit kælenavn. Men han genkendte mig omgående. Få dage efter ringede telefonen. Jamen jeg troede ikke på det. Jeg turde ikke tro det, men det var ham. Så tudede jeg igen af glæde – og fortvivlelse. For jeg vidste jo, at jeg for enhver pris ville være sammen med Jørgen, men hvad med min familie – mine børn? Dem elskede jeg jo også. Hvad skulle jeg gøre? Heldigvis traf min mand beslutningen.

 

”Jeg elsker dig. Det ved du,” sagde han med tårer i øjnene. 

 

”Derfor vil jeg se dig lykkelig. Og det kan du kun blive med Jørgen. Han har brug for dig, og du har brug for ham. Så rejs nu. Rejs over til den mand, du har elsket i alle de år, vi har været gift!”