Historier om noget, der går galt, kan være sjove og underholdende at lægge øre til. Det gælder også på teaterscenen. Men som 57-årige Karsten Jansfort henleder vores opmærksomhed på, da vi går i gang med dette interview, er der i praksis noget, der går galt stort set hver eneste aften.
– Det er en levende kunstform, vi arbejder med, og mulighederne for afvigelser, smuttere og forglemmelser er uendelige. På samme måde kan tekniske fejl i teorien ske hvert øjeblik. Men som skuespillere er det en del af vores arbejde at gribe situationen i luften og få alt til at glide glat videre. Det afgørende er, om publikum opdager noget. Det gør de sjældent. Men en gang imellem sker det, at kikset er så åbenlyst, at det ikke kan skjules, fastslår Karsten, som i år er med på holdet i Nykøbing F. Revyen.
Sjove Trine Gadeberg har også haft uheld foran både publikum og presse. Læs her.
En sådan oplevelse havde han, da han i 2005 lagde krop og stemme til landets daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, i den satiriske musical ”Let’s Kick Ass” på Nørrebros Teater.
– Forestillingen starter med, at Fogh på sit kontor får besøg af Gud i skikkelse af Thomas Mørk, der overbringer ham en fredsdue og beder ham passe på den. Her mente instruktøren, Flemming Jensen, at det absolut ville gøre sig bedst med en levende due. Han kendte tilmed en tryllekunstner, der kunne levere en dresseret en af slagsen.
Kulør på kaptajnen
Prøverne gik over al forventning: Duen fløj en tur rundt på scenen, som den skulle, kom tilbage og satte sig på Guds finger, hvorefter den blev overdraget til statsministeren, som forsigtigt anbragte den i en skuffe i sit skrivebord.
– Men til premieren var der et eller andet, som skræmte fuglen. Den flaksede ud i salen og tilbage igen, overklattede skrivebordet og satte trumf på ved at kradse løs på en flot, buet, guldbeklædt væg, som indgik i kulissen, der skulle forestille statsministerkontoret. Guldpapiret blev flået itu, og under hele forløbet stod Thomas og jeg og trådte vande. Det var jo svært at komme videre med forestillingen, så længe duen baskede rundt. Og særligt Thomas var nødt til at tage situationen med ophøjet ro, hvis han skulle være troværdig i rollen som Gud. Da han omsider stod med den forstyrrede fugl i hænderne, gik han dog demonstrativt ud bag scenen og overgav den til en tekniker. Allerede aftenen efter var den erstattet af en kunstig due syet af stof, fortæller Karsten.
Det går dog sjældent så galt som ved den dramatiske premiere. Takket være skuespillernes lynhurtige og opfindsomme reaktioner glider ensemblet på scenen som oftest i olie hen over diverse smuttere. Som da Karsten i 2011 medvirkede i Folketeatrets ”Sugar” – en musicalversion af det klassiske lystspil ”Ingen er fuldkommen” med Maria Lucia i Marilyn Monroes rolle.
– Kristian Boland og jeg spillede de to mandlige hovedpersoner, der blev jagtet af gangstere og derfor var nødt til at klæde sig ud som kvinder. I løbet af forestillingen gled vi ind og ud af mande- og kvinderollerne, og på et tidspunkt kom jeg ind som elegant kaptajn på en yacht og skulle forføre Maria Lucia iført kasket og uniform. Da jeg gjorde min entré, pegede hun dog diskret på sin læbe. Og der gik nogle sekunder, før jeg forstod, hvad hun prøvede at fortælle: Under mit kostumeskift havde jeg glemt at få læbestiften af!
Mens hans medspiller vendte hovedet væk fra publikum for at få grinet af, fandt han selv en løsning på problemet:
– Jeg greb en sofapude fra en sofa på scenen, vendte mig hurtigt om og tørrede læbestiften af i pudebetrækket, husker han.
Den låste dør
Forvekslingskomedier, lystspil og farcer er det i det hele taget blevet til mange af i Karstens karriere. Således var han i 2012 rodet ind i et virvar af løgn og utroskab i Comedieteatrets opsætning af ”Når katten er ude”. Han var selv medproducent på løjerne, som han og kollegerne turnerede med i hele landet.
– I forestillingen dannede jeg par med Vicki Berlin. Og på et tidspunkt skulle jeg åbne døren og finde hende i hedt favntag med sin elsker. Men dekorationen havde været skilt ad og pakket ned på rejsen fra den ene by til den næste. Og da jeg tog i håndtaget, var døren låst.
Igen måtte han forsøge at improvisere sig ud af kniben:
– Jeg valgte i stedet at banke på og højlydt sige ”Luk op! Jeg ved, du er derinde, og at du er sammen med nogen!” Alt imens forsøgte en tekniker at lirke den låste dør op, men uden held. Til sidst fik jeg en anden idé og råbte: ”Hvis du ikke lukker op nu, kommer jeg ind gennem vinduet!” Dekorationen havde faktisk et vindue, jeg kunne kravle ind igennem. Og så måtte man jo lade være med at tænke for meget på, at vi skulle forestille at befinde os på 2. eller 3. sal. Vicki havde svært ved at holde masken, da jeg kom dumpende ind. Men vi kom videre med stykket. Og jeg var overvældet af lettelse og stolthed over, at vi havde bevaret roen og klaret os gennem en vanskelig situation.
Du kender ham som Polle fra Snave, men han hedder Jens Andersen. Læs om den skægge skuespiller her.
Glæden blev dog kort, for pludselig gik den genstridige dør op, og i døråbningen kravlede teknikeren stadig rundt på knæ.
– Han var synlig for hele salen, men man kunne se på ham, at han helst ville være kravlet i et musehul, hvis han havde haft muligheden. Og situationen blev ikke mindre akavet af, at Vicki spontant forsøgte at redde den ved at udbryde: ”Ja, jeg har bestilt låsesmed!”
Holger vaklede ikke
En af teaterverdenens helt store kanoner, salig Holger Juul Hansen, slap tilbage i 1997 betydeligt mere yndefuldt fra at improvisere sig ud af en situation, hvor en af forestillingens rekvisitter i helt bogstavelig forstand gjorde sig ud til bens:
– I ”Gud hvor de løber”, som Lisbet Dahl instruerede på Privat Teatret, spillede jeg en ung soldat, mens Joy-Maria Frederiksen var præstens kone. Hun og jeg var gamle venner, men naboerne fik det indtryk, at jeg var hendes elsker. Og så kørte forviklingerne, fortæller Karsten.
Max Hansen er en veteran i revy og teater og har oplevet mange skøre ting. Læs her om nogle af dem.
Vi skal hen til et tidspunkt i forestillingen, hvor den fromme biskop i skikkelse af Holger Juul Hansen kom på besøg, umiddelbart efter at vores unge venner havde været i et lille klammeri med hinanden.
– Den pågældende aften var jeg væltet ind over en stol med en sådan kraft, at et stoleben var brækket af. Jeg skyndte mig at rejse stolen op og sætte benet ind under den. Og da biskoppen et øjeblik efter lagde an til at sætte sig på selvsamme stol, gjorde jeg alt for at signalere til Holger, at han skulle sætte sig et andet sted. Det lykkedes mig ikke. Han satte sig. Jeg og de øvrige skuespillere på scenen holdt vejret, og det samme gjorde publikum, som jo også havde set stolebenet ryge af. Stolen væltede ikke, men den gamle ”Matador”-stjerne fornemmede straks, at den var ustabil, og udbrød: ”Jeg tror, jeg foretrækker sofaen.” Hvorpå han skiftede plads og satte sig mageligt til rette med ordene ”Det var bedre!”, husker Karsten Jansfort.
