Henriks øjne er våde, klare og venlige. En tåre presser sig på. Han smiler varmt, da han tager om Birgitte og John fra Kirkens Korshærs varmestue i Silkeborg og med høj ryst siger: De er mine bedste venner. Uden deres støtte og omsorg var jeg nok ikke kommet så langt i mit nye liv, som jeg er. De er fantastiske.
Henrik har også en anden kunstnerisk åre. Han er fantastisk til at laver plakater og billeder med tusch. Nu skal de sættes i produktion til fordel for Kirkens Korshærs arbejde
Fars selvmord
Henrik Damgaard Pedersen, 49, blev født på livets solside. Forældrene var kærlige og omsorgsfulde. Men idyllen krakelerede. Forældrene blev skilt, da han var syv. Faderen blev dømt for spirituskørsel og kunne derfor ikke fortsætte sine forretninger. Hans helbred var heller ikke godt, og det endte med, at han begyndte at drikke og tog sit eget liv.
Nedtur og fængsel
- Da begyndte mit misbrug af alkohol. Som 23-årig kom Henrik i afvænning første gang. Men han begyndte at drikke igen, og nedturen fortsatte med biltyverier og indbrud. Og fængsel. Og sidenhen et liv som skærsliber på landevejen.
Fra landevejsrytter til gom
Når Henrik kom til en ny by, meldte han ofte sin ankomst til det stedlige politi. Han mener, at dette billede er fra Ry
- Det var et meget hårdt liv. I digte beskrev jeg det danske samfund, som jeg oplevede det, og som jeg mærkede det på min krop, fortæller Henrik, der i Viborg mødte en kvinde. - Det endte med, at vi forelskede os og flyttede sammen. I næsten tre år boede de sammen. Henrik holdt sig fra flasken, glad for igen at være kommet på livets solside, og han var mere end lykkelig, da hun blev gravid, og de besluttede sig for at blive gift.
Nedtur og fængsel, igen
Men jeg skulle lige have den allersidste tur med Kong Alkohol og de gamle drukkammerater. Men jeg tog fejl. Det, der skulle have været en sjov polterabend, blev en lang og voldsom nedtur. Jeg ødelagde alt i løbet af få uger. Landevejen trak. Jeg ville væk fra det hele igen. Og det endte med, at jeg fik en dom for vold og tyverier og kom to år i fængsel.
Henrik er opvokset i en kernefamilie, hvor idyllen krakelerede. Billedet er fra hans barnedåb. Henrik ses med sin mor Martine, far Eigil og søsteren Karen
Kirkens Korshær
Da Henrik blev løsladt, begyndte han at komme på Kirkens Korshærs varmestue i Silkeborg. Det var her, han traf Birgitte og John, som begge er frivillige medhjælpere. - John og de andre i varmestuen har hjerter af guld. Der bliver ikke set på fra hvilket samfundslag, man kommer, om man har siddet i fængsel eller har et misbrug. Det betyder rigtig meget for mig, fortæller Henrik, der sidder i lejligheden i Resenbro ved Silkeborg. På bordet ligger tuschtegninger, han er ved at lægge sidste hånd på, og en mappe med digte.
To store mål
- Nu skal digtene udgives, og mine tegninger skal i produktion og sælges. Det skal være mit beskedne bidrag som tak til hr. og fru Danmark for den måde, de fleste modtog mig i de omkring fire år, jeg gik på landevejen. Jeg har to store mål i mit nye liv: at komme til at se min søn, som nu er fem år, og at stå med bogen med digtene i hånden. Og det skal nok lykkes.
Af Claus Gjedsig
