Mine drenge er små mirakler

Mandag, 24. januar 2011
af Redaktion
til venstre
Karina og Jesper Hansen ved Esbjerg fik en kæmpe overraskelse, da det langt henne i Karinas graviditet viste sig, at de skulle have tvillinger. Men glæden blev vendt til voldsom bekymring, for Emil og Nicolai blev begge født med hjertefejl
Tvillingerne Nicolaj
Tvillingerne Nicolaj

Karina og Jesper Hansen er forældre til tvillingerne, Nicolai og Emil, der blev født den 15. april 2005. De var absolutte ønskebørn, selv om det først var langt henne i graviditeten, de fandt ud af, at der altså var to.
- Det var en kæmpe overraskelse for os, men også rigtig dejligt. Nicolai og Emil blev født fem uger for tidligt og var enæggede tvillinger.

Hul i hjertet
Da drengene var 14 dage gamle, fandt man ud af, at begge havde en hjertefejl. De havde et hul i skillevæggen mellem de to hjertekamre. Derfor skulle de opereres på Skejby Sygehus, når de blev lidt ældre.

Først var det Emils tur. Operationen gik fint, og fem dage efter blev Nicolai indlagt. Efter operationen havde Nicolai problemer med at trække vejret selv. Derfor skulle han straks tilbage i respiratoren, men sekunderne og minutterne gik, inden det lykkedes at få den lille dreng tilkoblet maskinen igen.

Fik ikke nok ilt
Nicolais hjerne havde vært uden ilt i livsvigtige minutter, og han var blevet ramt på motorikken og på sproget. Desuden viste det sig, at lægerne var kommet til at ridse hjertevæggen. Han skulle opereres endnu en gang og var indlagt i to måneder.
- De sagde, at Nicolai aldrig ville blive en normal dreng, fortæller Karina.

Smilede til morfar
Men Nicolai havde ikke hørt lægernes budskab. En dag drejede han hovedet og smilede til sin morfar. En anden dag rakte han ud efter sin sut. Måske var der håb. Efter genoptræning på Hammel Neurocenter kom Nicolai d. 1. februar 2006 hjem til familien, men forældrene måtte ikke have for store forventninger.

Trygge og glade
I dag er Nicolai og Emil fem år. De holder sammen, leger sammen og hjælper hinanden. Nicolai spiser selv, styrer knapperne på fjernsynet og driller sin bror. Han går ikke ret godt, fordi hofterne og bækkenet sidder forkert, så han skal opereres igen.

- Selv om de har været så meget igennem, er det et par trygge og glade børn, vi har. Emil er den omsorgsfulde, der gerne vil gøre alt for sin bror, mens Nicolai er den frække, der kan selv og vil selv. Og de kan slet ikke undvære hinanden.

Af Greta Johannsen


Deltag i Familie Journals
konkurrence om kåringen
af Danmarks sødeste
tvillingefoto

Hvad ved du om tvillinger?
Prøv quizzen


Se alle billederne af
Danmarks sødeste
tvillinger her