Tine og Sarah på øhop i Danmark

Sarah og Tine ser trætte ud i øjnene, når man spørger dem, om mange ikke tror, at de er søskende?

– Jooh, siger de samstemmende og forsøger at skifte emne.

For det er de altså ikke, søstre. Men de kan ikke skjule, at de slægter hinanden på på mange måder. Deres brede tandpastasmil, deres smittende engagement, deres nysgerrighed og deres rejselyst er fuldstændig synkrone.

Tag med til Dræet, en af Danmarks forladte øer

De er begge 28 år, kommer fra Birkerød, bor midt i København, er forholdsvis nyuddannede og har kuriøst nok også begge en kæreste, der spiller kontrabas. De har gået i folkeskole og gymnasium sammen, og sammen har de vandret gennem canadiske skove, marokkanske markeder og vietnamesiske rismarker.

Så da Tine Tolstrup for et lille års tid siden fik en skæv idé om en opdagelsesrejse i fædrelandet, var Sarah Steinitz med på den med det samme.

– Vi har rejst sammen på fem kontinenter, men har ikke sammen været på en eneste dansk småø, siger Tine.

Læs også: Vi er hjemme på Samsø

På øhop med Øjvind

Siden marts i år og frem til september besøger de to unge kvinder 37 danske øer sammen for at jagte oplevelser, frisk luft og gode historier. Ødysséen kalder de rejsen, og med på turen er Øjvind, der får et kvindechauvinistisk klap på køleren, hver gang han har klaret endnu en ny strækning.

Øjvind er en 24 år gammel camper, der formedelst 40.000 kr. blev Tines. Sarah har investeret i en drone og andet teknisk udstyr, og i marts fyldte de Øjvind med gifler, uldsokker og højt humør og tog til deres første ø, vestsjællanske Sejerø. Siden da har de brugt næsten alle fri- og helligdage på at fylde deres øpas med 37 stempler, og de stopper først, når de i september vinker farvel til færgen fra Ballen på Samsø. Undervejs aflægger de rapport via de sociale medier, og de har allerede flere tusinde følgere.

Følg Sarah og Tine på Facebook, Instragram og deres egen hjemmeside

Følger anbefalinger

Familie Journal fik bagsædepladserne i Øjvind en solvarm sommerdag, hvor Sarah og Tine var på vej til ”Fe-mø”.

– Det udtales nu 5-ø, retter Sarah, som efter et par dage i Smålandsfarvandet allerede er blevet meget klogere på talemåder og vaner her nord for Lolland. I det daglige bruger hun sin sociolog-uddannelse som kommunikationskonsulent i Arbejderbevægelses Erhvervsråd, mens Tine er uddannet geograf. Hun skiftede sin faste månedsløn og sit skrivebord ud med Øjvind og masser af naturoplevelser, da Sarah sagde ja til at tage med på Ødysséen, og når hun ikke laver Excel-ark om rejsen og tjekker færgetider, arbejder hun som tjener og er ved at tage uddannelsen som friluftsinstruktør.

Ude på øerne sørger Tine og Sarah for at se og prøve alt det, som de lokale anbefaler som særligt velegnet for unge på rejse, og de taler med de yngste på øerne – nøjagtig som de gjorde, da de rejste rundt i verden.

Læs også: Annette samler på mennesker

Hilste på tre

– Når man rejser til New York og London, kan man meget nemt komme til at møde mennesker, der lever den samme slags liv som én selv – i sådan en akademisk storbyboble, hvor man arbejder alt for mange timer hver dag. Men efter at have været rundt på øerne har vi tænkt en del over, at der er mange måder at ”blive til noget” på. Der, hvor vi kommer fra, er det jo typisk noget med cv, karriere og kontorjob, men ude på øerne har vi mødt folk, der for eksempel har startet en lokal café eller har sparket en efterskole i gang. Eller sørger for de årlige havnefester, siger Tine.

– Det er gået op for os, at man kan være noget for det samfund, man lever i, på mange måder. Mange øboere er deres egen arbejdsgiver, og det er da vildt sejt. Piller man os to ud af maskinen, kommer der jo bare to nye, griner Sarah.

– I storbyen lever man i anonymitet. Jeg kan for eksempel godt gå ned ad Nørrebrogade med tømmermænd, uden at der er nogen, der siger hej til mig.

– Men i går var vi på Askø, og anden gang, vi var nede i byen, kunne vi allerede hilse på tre, vi havde mødt før: en, vi havde købt jordbær af, den lokale keramiker og en af frugtavlerne på øen.

Tine og Sarah konkluderer, at den vigtigste regel på en ø er, at alle hilser på alle.

– Og det er da en rar måde at leve på!

Læs også: I lære som vaffelbager

Lykkebarometret

Om de to selv kunne tænke sig at rykke fra indre København til en ø – ja, det er stadig under overvejelse.

– Vores evige samtaleemne, når vi vandrer langs kyster, skove og strande er, hvordan man får det bedste ud af begge verdener. Vi er ikke klar til at rykke til en ø lige nu, men omvendt vil vi gerne have mere af det, vi får her på øerne, siger Tine.

De vil også hellere end gerne inspirere andre unge til at tage de danske øer i nærmere øjesyn, for måske behøver man ikke flyve i 17 timer og være væk i tre måneder for at møde eventyret? En færgetur eller to indenlands kan måske give lige så mange oplevelser!

Efter en solskinsdag på Femø, der blandt andet har budt på stand up-paddle (se pigerne demonstrere det på det store billede) langs vestkysten, stjerneskud på gulmalede Femø Kro og snak med tre unge femøboere, siger Tine:

– Her er i al fald fuld plade på idyllen. Jeg er så glad, som man næsten kan blive. Jeg får lov til at være ude hele dagen, jeg møder nye mennesker, og jeg er sammen med min ældste veninde. Det scorer altså ret højt på lykkebarometret!