Tre mødre byggede hjem til deres handicappede børn

Pernille, Pia og Jorun kunne godt udgive en bog med titlen ”De 100 ondeste måder at slå en sagsbehandler ihjel på”, for den bog har de udviklet på rigtig mange gange.

– Når en pædagog eller en sagsbehandler har gjort i nælderne over for ens handicappede barn, er det ufatteligt forløsende at få lov til at sige alle de forbudte tanker højt. Og det har vi tre gjort mange gange, siger Pernille.

– Men vi har ikke slået nogen ihjel – endnu da, siger Pia.

– I hvert fald er det ikke blevet opdaget, siger Jorun. Og så griner treenigheden så højt og så larmende, at enhver vil forstå, at de her damer skal man ikke komme på tværs af… Vel risikerer man ikke ligefrem livet i deres nærvær, men de er parate til at holde næsen i sporet og kæmpe i årevis for dem, de har kær.

Og det er nærmere bestemt Frederikke, Jonas og Magnus, som de tre kvinder elsker overalt på jorden, deres tre børn, der er født med vidtrækkende handicap – eller multiple handicaps, som det hedder nu om dage.

Handicappede fra fødslen

52-årige Pia Rønhøj fra Roskilde, 48-årige Pernille Jellinggaard fra Helsinge og 57-årige Jorun Magnussen fra Hundested har ikke nøjedes med at være brølende løvemødre de seneste 24-25 år, de har sammen udtænkt og skabt nogle helt enestående rammer for en ellers overset gruppe unge.

Mødrenes historie går tilbage til blå stue – til dengang, de mødte hinanden i deres børns specialbørnehave for mere end en snes år siden.

Som langt de fleste gravide havde de hver især en forventning om at få en kornfed og rask baby på puslebordet, men pludselig stod de alle tre med et hjerneskadet og handicappet barn i armene i stedet.

Over et par år lavede de et meget grundigt forarbejde, hvor de tærskede alle tænkelige detaljer og scenarier igennem – fra kunde- og værdigrundlag til højden på loftet i badeværelserne. Drømmen var et rigtigt hjem for deres egne tre plus fem andre unge, for de vidste, at andre forældre ville stå på spring til at være med.

Læs også: Mine handicappede søstre skulle aldrig være født

Stod i stampe

Men der var bare ingen kommuner, der ville binde an med at samarbejde med en gruppe forældre, så det gav frustration og modløshed i en periode. Ved et tilfælde kom de så i forbindelse med Mariehjemmene, en non-profit fond, der bygger og driver plejehjem og andre institutioner landet over.

Og det var det helt rigtige match: I 2013 åbnede Lykke Mariehjemmet i udkanten af nordsjællandske Slangerup, og ind i de splinternye faciliteter trillede Frederikke, Jonas og Magnus til hver deres rummelige lejlighed med direkte adgang til fællesarealer, orangerier, bålhytte og smuk natur.

– Ingen af vores unge er i stand til at komme hjemmefra ved egen kraft, så det var vigtigt for os, at her var så mange ting som muligt, der kunne give dem glæde.

– Man ved fra forskning om modstandskraft, at når det handler om menneskers evne til at komme sig, er sociale fællesskaber noget af det mest befordrende og helende. Vores fællesskab har været fundamentet for os. Det er en livskraft, vi har sammen – og det har givet os en fantastisk fandenivoldskhed, siger Pernille og bliver ikke modsagt af Pia og Jorun, der bare slår fast:

– Vi gjorde det!

Læs også: Min far ville have været stolt af mig

17 hjem landet over

Fonden Mariehjemmene har i 60 år etableret og drevet boliger til særlige målgrupper, og i alle hjem indgår navnet Marie – 
efter stifteren Rose Marie Rørdam Holm. I øjeblikket er der 17 Mariehjem spredt ud over landet.
– Selv om vi tre spøger med ”onde måder at slå sagsbehandlere ihjel”, hører det også med til historien, at vi har mødt rigtig mange engagerede og dygtige pædagoger og behandlere i øvrigt – både her på Lykke Mariehjemmet og i tiden 
forud, siger Jorun Magnussen.