Det er 17 år siden, den nu 45-årige Anne Karina Fuglsang Nielsen fik diagnosen PTSD – også kendt som posttraumatisk stresssyndrom. Hun havde været involveret i to trafikulykker med blot en måneds mellemrum, og for at gøre ondt værre har hun siden været indblandet i yderligere to dramatiske ulykker samt været tæt på at drukne, hvilket naturligt nok har forstærket symptomerne.
– Men jeg havde aldrig tænkt videre over diagnosen, før jeg så et tv-indslag med en dansk krigsveteran, der led af PTSD. I løbet af udsendelsen gik det op for mig, at jeg på mange måder havde det som ham. Og jeg græd, da han sagde, at det ikke bare var noget, der gik over igen. At det var for resten af livet, fortæller den tidligere lastbilchauffør, der i dag er i et 18 timers fleksjob som kontorassistent i Aalborgs kulturcenter Gigantium.
– En dag for to år siden sad jeg i min bil midt i trafikken og kæmpede med min angst. Jeg lyttede til musikstykket ”Men of Honor” skrevet af norskfødte Thomas Bergersen, og havde soldaterne med PTSD i tankerne. Og pludselig kom et digt til mig. Det var på engelsk og på én gang smukt og trist, siger hun om sit digt ”Once I Was a Soldier”, der beskriver PTSD fra en soldats synsvinkel og begynder med linjerne: ”Engang var jeg soldat. Nu er jeg ingenting. Engang kæmpede jeg mod mine fjender. Nu bor fjenden i min krop.”
For at gøre det mere virkningsfuldt henvendte hun sig til Thomas Bergersen og bad om lov til at bruge hans musikstykke som underlægningsmusik. Til hendes begejstring sagde komponisten ja, og efterfølgende tilføjede hun en billedside med krig og soldater som tema. Resultatet blev en lille video, som Anne delte på Facebook.
En læser fortæller: Charlie fik mig ud af min ensomhed
– I første omgang delte jeg den på min egen profil. Det affødte dog ikke de store reaktioner. Først, da jeg fandt på at dele den i en gruppe for PTSD-ramte, skete der noget: En dansk veteran kontaktede mig. Han syntes, jeg havde ramt hans egen situation og hans følelser lige i øjet, og bad om lov til at dele den. Og så kan det nok være, tingene gik stærkt.
– Pludselig blev digtet delt i både danske og udenlandske grupper for krigsveteraner. Det førte til en del nye bekendtskaber i ind- og udland. Mange følte, jeg havde sat ord på nogle følelser, de havde haft i årevis. Og især én af kommentarerne fra en Vietnamveteran rørte mig dybt. Han skrev, at han i 40 år ikke havde været i stand til at forklare sin kone, hvordan han havde det indeni. Derfor havde han holdt det for sig selv. Men da han læste mine ord, havde han vist dem til konen og fortalt, at det var præcis sådan, han selv havde det, siger Anne.
Mareridt, skyld og ensomhed
En anden amerikansk Vietnamveteran, der anmodede om Annes venskab, var den nu 68-årige Allen Etheridge fra Hernando, Mississippi. Og da Familie Journal besøger Anne i hendes lejlighed i nordjyske Nibe, er Allen også til stede. Han har simpelthen taget turen hele vejen fra USA til Danmark udelukkende for at besøge sin nye veninde.
– Venskabet med Anne har givet mig så meget. Og jeg er kommet for at give lidt af det tilbage til hende, forklarer Allen, som kæmpede i Vietnam i 1969-70 i det 11. pansrede kavaleriregiment.
– I alt har jeg været i militæret i ni et halvt år. Det ligger til familien. Min far var i luftvåbnet, og måske på grund af min betydelige erfaring var jeg i stand til at lægge låg på mine problemer i mange år. Men for 17 år siden brød min PTSD ud. Anne og jeg har med andre ord haft PTSD i nøjagtig lige lang tid, fortæller Allen, som blandt andet husker, hvordan han blev overvældet af mindet om første gang, han dræbte en mand.
– Jeg havde været i ildkamp før, men uden rigtig at vide, om jeg ramte modstanderne eller ej. Det er noget andet at stå ansigt til ansigt og se direkte ind i den anden persons øjne. Det er en forfærdelig følelse. Men i den situation gælder det dit eller hans liv, fastslår Allen.
– En anden ting, der har forfulgt mig, er oplevelsen af, at ens ”brødre” bliver skudt omkring en. Og det værste er faktisk skyldfølelsen over, at det er de andre og ikke en selv, der er blevet dræbt. Jeg husker, da det hele vendte tilbage til mig og ramte mig hårdt. Det slog mig helt ud og var faktisk værre end en depression, for minderne blev bare ved med at komme væltende, siger Allen, der har været gift to gange og har fire voksne børn.
– I begge mine ægteskaber var det min PTSD, der var problemet. Ingen af mine koner kunne eller ville forstå mig, for det kræver, at man tager sig tid til det. De mente, at jeg bare kunne tage mig sammen og spise nogle piller. Men det kan jeg ikke, og det kan andre i min situation heller ikke.
– Af samme grund ramte Annes digt mig lige i hjertet. Endelig var der en, der forstod, hvordan jeg havde det. Jeg kan sige præcis det samme, som hun skriver i digtet: ”Fandeme, ja! Jeg er stadig soldat!” Men det er en anden kamp, jeg kæmper i dag. Jeg slås med dæmonen inde i mig selv. Men mit venskab med Anne hjælper mig med at tackle den.
Hans danske veninde fortsætter: – I de kommende måneder talte vi sammen i timevis over Messenger. Jeg havde aldrig mødt en anden, der forstod mig fuldt ud, og som jeg turde åbne mig for. Vi har begge prøvet at bryde grædende sammen over for den anden. Og som jeg sagde til Allen en dag, da han fortalte om sine oplevelser med at slå ihjel: ”Du kan frit fortælle mig alt. Jeg dømmer dig ikke.”
Læs også: Ruth er reservemor for soldaterne i Afghanistan
En gave fra Gud
Da Allen ankom med flyet til Aalborg en dag i august, troede han, at det kun var Anne, der stod klar til at modtage ham.
– I stedet blev jeg mødt af en flok soldater, der gjorde honnør og bød mig velkommen, siger en rørt krigsveteran.
Anne forklarer:
– Allen og jeg har flere gange talt om den grimme modtagelse, han og de andre Vietnamveteraner fik ved hjemkomsten. De blev spyttet på og fik smidt rådden frugt efter sig. Da han kom hertil, havde jeg i forvejen talt med en række af mine nye venner blandt de danske soldater og krigsveteraner. Jeg ønskede at give ham den velkomst, han aldrig fik dengang.
– I det hele taget havde jeg stablet lidt af et program på benene for ham. Vi var rundt for at besøge forskellige kaserner, og han lærte masser af danske veteraner at kende. Folk, der har haft oplevelser inde på livet, der ligner hans egne. Og vi besøgte Rindsholm Kro, hvis ejer, Frode Hansen, har skabt en mindelund for faldne, danske soldater. Frode har rent faktisk deltaget i Vietnamkrigen for den australske hær. Og for at det ikke skal være løgn, var han der på præcis samme tid som Allen. Som man kan regne ud, var min ven næsten ikke til at slæbe med derfra. Jeg måtte flere gange minde ham om, at nu skulle vi altså hjem, griner Anne.
– Det er lykkedes mig at give Allen et væld af oplevelser, men der har heldigvis også været tid til bare at hygge og snakke. Egentlig var det meningen, at han skulle bo på Nibe Camping. Men efter den første nat tilbød jeg ham at sove på min sofa. Det blev han meget glad og lettet over, da han var blevet grebet af angst og ensomhed om natten på campingpladsen. To følelser, vi begge kender alt for godt til, i kraft af at vi begge lever alene.
– Vi har talt om, at vi ser vores nære venskab som en gave fra Gud. Og det er sjovt, for jeg husker, at jeg ofte talte med Gud, når jeg gik tur med min hund Malthe. Jeg bad ham indtrængende om at give mig nogle venner. Dem har jeg fået masser af takket være digtet. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive bedste venner med en 68-årig amerikaner og krigsveteran. Det er mit indtryk, at mange har en negativ forestilling om, at veteraner med PTSD er farlige grund af de dramatiske historier, der af og til figurerer i medierne. Men jeg har kun mødt en masse skønne mennesker. Når jeg taler med soldater og veteraner, mærker jeg deres følelser og sorg, siger Anne.
– Og du er en god lytter. Du forstår at få mig til at åbne mig, og du har gjort utrolige ting for mig, siger Allen taknemligt til sin danske veninde.
