Lasse Stalk Tønnesens hænder rører ved alle dåserne på køkkenbordet. Der er både hakket tomat på dåse, chili, bønner og andet lækkert, der skal bruges til chili con carne. Lasse famler i blinde, bogstaveligt talt, for han kan ikke se og må derfor føle sig frem.
– Ah, der var den, siger han og griber fat om en dåse med chili.
Ved siden af ham står hans bedste ven, Mohammed Alsaadi, 25 år, som er ved at stege oksekødet. Han er også blind, men en pande og sydende varmt kød skræmmer ham ikke.
– Vi har lært at navigere i et køkken, for ellers ville vi jo sulte, siger Mohammed og griner.
Sven er blind og berejst. Læs om ham her.
– Mange spørger, om vi ikke er bange for f.eks. at hakke løg med en skarp kniv, når vi ikke kan se. De er nervøse for vores fingre, men vi har altså ret godt styr på det, tilføjer Lasse, 24 år, og kommer til at smide løget i skraldespanden i stedet for skrællen. Pyt, han henter et nyt fra køleskabet, de griner begge og fortsætter madlavningen.
Spillede teater
– Når jeg skal have lagt en vagtplan på mit arbejde, ringer jeg til Lasse for at høre, hvornår jeg kan arbejde. Han har mere styr på mit liv, end jeg selv har, fortæller Mohammed.
– Ja, vi er nok mere som et gammelt ægtepar, supplerer Lasse.
Og det er tydeligt, at de er mere end bedste venner. Hjemme hos Lasse på Østerbro i København hænger et billede af Mohammed på væggen, selv om ingen af dem kan se det.
– Nogen havde fortalt Mohammed, at det var et godt billede af ham, så jeg hængte det op. For selv om jeg ikke kan se det, skal andre jo ikke frarøves glæden ved at se på ham, siger Lasse.
Det lyder, som om de altid har været venner, men det er ikke tilfældet.
– Vi har kendt hinanden i mange år og har sovet på samme værelse som børn til et kursus, uden at vi gad at snakke med hinanden. Men skæbnen ville så, at vi for seks år siden skulle stå over for hinanden i et teaterstykke på Institut for blinde, og efter det blev vi bedste venner, fortæller Mohammed.
Synshandicappede kan også ride. Læs Cathrines historie her.
– Scenen varede ikke mere end 10 sekunder, men vi klikkede bare så godt. Så jeg tænkte, nu inviterer jeg ham med hjem at spise hos mine forældre, så vi kan blive endnu bedre venner, siger Lasse.
Den middag er blevet til mange flere middage og en fælles begejstring for at lave mad sammen.
– Jeg har altid lavet mad en gang om ugen hjemme hos mine forældre, men Mohammed havde aldrig lavet mad før. Så jeg lærte ham noget om madlavning, og vi fandt ud af, at vi også hygger os meget i køkkenet. Vi laver nu mad sammen i hvert fald tre gange om ugen.
Kan og vil selv
– Der findes ikke problemer. Der findes udfordringer, og dem kan vi klare, siger Mohammed, og Lasse nikker. Det er meget vigtigt for de to at bevise over for andre, at de kan selv.
– Jeg oplever tit, at folk behandler mig lidt som et barn og pakker mig ind i vat, fordi jeg er blind. Og det er både folk, jeg kender, og folk, jeg ikke kender. Derfor er det så vigtigt for mig at vise, at jeg sagtens kan selv, fortsætter Mohammed.
Niels mistede både syn og førlighed. Læs om ham her.
Når livet har gjort ondt eller været svært, har de også støttet sig til hinanden.
– Da jeg skulle søge en læreplads som massør, oplevede jeg, at mange ikke svarede på min ansøgning, og når jeg en sjælden gang fik svar, var det med et afslag, fordi de ikke havde ressourcerne til at ansætte mig, når jeg har et synshandicap. Da gik jeg til Mohammed med mine frustrationer, for han havde prøvet det samme, siger Lasse.
Vil hjælpe andre
Med madbloggen vil makkerparret vise andre, at selv om man har udfordringer, kan man sagtens.
– Hvis nogen ser, at vi kan lave mad på trods af vores synshandicap, så kan det være, det giver dem mod til selv at prøve sig af i et køkken, selv om de også har udfordringer, siger Lasse.
Læs her om en app, der kan afhjælpe mange problemer for blinde.
Planen er at udvikle samarbejdet og venskabet til noget større end en blog med opskrifter. De unge mænd vil gerne arrangere madlavningskurser for andre med synshandicap, og drømmen er, at de på et tidspunkt kan lave catering.
– Ja, men vi starter i det små. Først skal vi begynde at lægge billeder på bloggen, men det er svært selv at tage billederne, når vi ikke kan se, hvad vi fotograferer. Så vi plejer at invitere gæster, og så beder vi dem tage et billede af maden, siger Lasse Stalk Tønnesen og griner.
