Trine Sørensen er klar, og det er hendes søn, Magnus, også.
Vi står ved Skovlyst Naturskole ved Aabenraa, som Trine har drevet i 17 år sideløbende med arbejdet for Naturstyrelsen Sønderjylland. Omgivelserne er den smukke Årup Skov, og vi forlader nu de flotte, hvide stråtækte bygninger for at bevæge os dybere ind i skoven.
Vi når dog kun lige til vejen uden for skolen, for her står skvalderkål, og straks stopper Trine op.
– Det siges, at den blev indført af munke til Danmark, fordi den er så god mod gigt. Nu betragtes den som ukrudt, men den er faktisk meget mere end det, siger Trine.
Vild mad
Vi går videre for at finde andre spændende planter, og vi går ikke langt, for ved skovvejen står nogle mælkebøtter, og de er i høj grad spiselige.
– Men det er bedst at bruge de nye spæde og sprøde skud. De gamle er mere bitre, fortæller Trine og lægger nogle spæde mælkebøtteblade i kurven. Måske skal de med i en god salat?
Trine er blandt de naturvejledere, der er med i projektet Vild Mad. Her skal kokke lære vejlederne at lave spændende retter med brug af vilde planter fra naturen, og derefter skal naturvejlederne tilbyde kurser over hele landet.
– Vi har været samlet første gang, og her fandt vi naturvejledere på tre timer 130 spiselige planter i naturen. Dem skal vi lære at bruge i spændende retter på en måde, så det bliver rigtig lækkert, også at se på.
– Skovsyren kan kendes på de hjerteformede blade og den rødlige stængel. Den er god med sin citronagtige smag både til desserter og for eksempel fisk. Prøv at fylde fisken med skovsyre og så lægge den på grillen. Det bliver rigtig lækkert.
Vore egne planter er eksotiske
Trine synes, det er lidt synd, at så meget viden om naturens spisekammer er gået tabt, fordi vi er vant til bare at gå i supermarkedet og købe det, vi har brug for. Hun mener, at vi gennem de seneste generationer har ændret holdning til, hvad der smager godt, fordi vi ikke i så høj grad som tidligere bruger planterne omkring os.
– Der er nogle stoffer, der giver en let bitter smag, som vi har fravalgt, men som faktisk er gode og sunde for os. Det er lidt synd.
- Det er i sig selv udmærket, at vi i dag bruger eksotiske urter og planter fra andre dele af verden, men så er det jo underligt, at vi ikke bruger ”vore egne”. Det er jo nærmest dem, der er de eksotiske i dag, siger Trine.
Vi er kommet tilbage til naturskolen. Nu skal dagens høst ind i køkkenet, så den kan bruges i salater og stuvninger.
Trine og Magnus spiser nu også gerne et godt stykke kød og alt andet såkaldt almindeligt. Naturens egne produkter er et supplement, og engang var det jo netop disse råvarer, der var de almindelige.
Og mens Magnus har travlt med sit, gør Trine klar til at modtage en busfuld børn, der skal have viden, inspireres og ikke mindst lege i naturen. For det er det, Skovlyst Naturskole handler om: at have det godt i naturen.
Læs mere om Trine og Magnus' liv i skoven og Projekt Vild Mad i Familie Journal nr. 32