Mia gør op med perfektheds-kulturen

Fredag, 4. august 2023

Af Marianne Knudsen foto: Flemming Jeppesen

40-årige Mia Louise Andresen fra Aarhus står bag instagramprofilen ”Postkort fra et ægte liv”. Her skriver folk ærlige og anonyme fortællinger om deres liv, som står i skærende kontrast til den perfekte kultur på Instagram. Profilen er blevet et fællesskab, hvor man gerne vil hjælpe og komme med råd. Her er et udpluk af de mange postkort, som Mia modtager dagligt.

Lykkelige feriebilleder fra spændende rejsedestinationer, glade børn i badetøj på stranden, og to glas vin ved poolen.

Det sociale medie Instagram kan godt slide på selvværdet, hvis man selv lige har forhindret sine egne børn i at slå hinanden ihjel, og man sidder på femtedagen i et sommerhus i silende regnvejr – også selv om fornuften siger, at de små firkantede billeder ofte er en retoucheret virkelighed.

For livet går op og ned, uanset hvor fejlfrit og poleret man forsøger at ”udstille” det, og efterhånden er der kommet flere profiler, der viser sårbarhed og leverpostejliv.

Blandt andre 40-årige Mia Louise Andresen fra Aarhus, der står bag profilen ”Postkort fra et ægte liv”. Her poster hun korte fortællinger fra folk, der har skrevet om deres liv. Ærligt og sårbart – uden filter.

Det kan være kvinden, der skal skilles, har opdaget en knude i sit bryst eller har mistet sit barn. Og det kan være kvinden, der føler sig ensom, er stresset eller ufrivillig barnløshed.

De fleste afsendere er nemlig kvinder, men indimellem er der også postkort fra mænd. Det kan man bare ikke altid læse ud af dem, fordi alle bliver anonymiseret.

– Det gør noget, at folk ved, at de er anonyme. Så skriver de det, som det er, og det er også derfor, at man kan mærke det. Det er så rent og ærligt. Nærmest helt prosaagtigt, synes Mia.

Hun lavede profilen sidste sommer, efter at hun selv var kommet hjem fra en ferie med sine to døtre på fem og syv år. Det var anden sommerferie efter en skilsmisse, og særligt dét at se andre ”kernefamilier” under ferien havde ramt hende hårdt. Så da hun læste et opslag på illustrator Line Jensens instagramprofil, hvor en kvinde havde skrevet et postkort om sin ferie, som langt fra havde været idyllisk, følte hun, at hun kunne spejle sig i den følelse. Også i alle de andre postkort, der fulgte efter, da først én kvinde havde vist vejen. Line Jensen meldte dog ud, at hun ikke kunne poste flere, og det fik Mia til at tage kontakt til hende for at spørge, om hun måtte overtage de postkort, hvilket hun fik lov til.

Alligevel blev Mia overrasket, da det så begyndte at vælte ind med beskeder til hende kort efter, og hun skulle lige finde ud af, hvordan det skulle gribes an, så følgerne ikke blev bombarderet med postkort.

– Det var tydeligt, at der var et behov for et rum, hvor man kunne være ærlig med sine følelser. De sociale medier har været med til at booste den polerede facade, som jeg synes, er så misforstået at have på. For den er jo egentlig ikke superinteressant. Det, der i virkeligheden sker, når vi åbner for, hvordan vi rent faktisk har det, er, at folk rækker ud. Der er utrolig mange, der skriver tak for, at profilen findes, og jeg vil så meget ønske, at mine egne døtre vokser op med følelsen af, at man er ok i alle stadier, og at der kommer op- og nedture i livet, uanset hvem man er, siger Mia.

Hun poster alle postkort og bruger et par timer om dagen på profilen, der er vokset støt og nu har flere end 14.000 følgere. Antallet af postkort varierer, men særligt ved højtider og ferier oplever hun et boom i postkort, og hun tror, at det hænger sammen med, at det ofte er der, at man får mærket efter, hvordan man har det og har tid til at reflektere over sit liv.

Emnerne spænder også bredt. Ensomhed er generelt et emne, der rammer mange, ligesom skilsmisse, single uden børn, aleneforældre og ufrivillig barnløshed. I en periode skrev mange postkort om MeToo og racisme, og Mia kan hurtigt fornemme, når folk kan genkende noget, for så skriver flere ind med deres oplevelser.

Et uventet fællesskab

Folk inspirerer hinanden, men de vil også meget gerne hjælpe hinanden. De kommer med gode råd og opmuntringer, og nogle tilbyder også deres hjælp eller henviser til, hvor man kan søge hjælp, og på den måde er det blevet et slags fællesskab.

– Det havde jeg slet ikke forventet, at det kunne blive til, men jeg er utrolig glad for, at folk er så omsorgsfulde for hinanden. En gang imellem er der nogle, der har skrevet en dum kommentar til et postkort, og opdager jeg det, sletter jeg det og blokerer dem. Det bringer ikke noget konstruktivt med sig, og jeg føler et ansvar for at beskytte dem, der skriver til mig.

Mia har også stået i situationer undervejs, hvor hun har været i tvivl om, hvorvidt hun skulle handle på det, der blevet skrevet i et postkort eller ej. For der er mange barske for-tællinger, og de går ind, og hun bliver rørt.

Blandt andet skrev en 16-årig pige ind og fortalte, hvor svært hun havde det, fordi hun lige havde mistet sin mor.

– Jeg havde jo mest lyst til at tage hen og kramme hende. Det var også en af dem, som mange reagerede på, og jeg fik med pigens tilladelse formidlet en kontakt til en anden ung pige, der også havde mistet en forælder, fortæller Mia, der også henviser til hjælp, når det giver mening.

Hun har selv skrevet to postkort, som hun har postet, selv om hun følte det som vildt nervepirrende og troede, at alle kunne se, at det var hende. Det kunne ingen selvfølgelig, og folk kom med deres erfaringer og råd.

– Jeg sad tilbage med følelsen af at blive hørt og forstået af nogle, der ikke var infiltreret i mit liv. Det var faktisk enormt givende for mig. Det vælger jeg at tro også er årsagen til, at andre skriver ind. Det er i hvert fald det, der er meningen, siger Mia.

Podcast

Mia Louise Andresen, der er uddannet sygeplejerske, er sprunget ud som podcastvært i samarbejde med Podcaster.dk. Sammen med medværten, Stine Juul, læser Mia postkortene op og har blandt andet eksperter knyttet til nogle af de svære emner. Du kan allerede nu høre podcasten "Postkort fra et ægte liv" på de forskellige podcasttjenester.

Eksempler på postkort

Tilbage i skole. Min søn var glad. Troede jeg. Det viser sig at han bliver mobbet. Han har holdt det hemmeligt. Har ingen nære relationer. Bliver kaldt klam. Min smukke, seje, kloge dreng. Jeg er træt efter mange snakke i dag. Med lærere og forældre. Har lyst til at putte ham i lommen, passe på ham og sove til der kommer en voksen med en løsning.

Føler mig så alene i verden. Har mennesker omkring mig. Men er alene. Har alt man kunne ønske sig. Familie, godt job, hus osv. Men føler mig utilstrækkelig, fortabt og ulykkelig indeni Jeg er bange for, om det jeg har krakelerer. Føler jeg er aktør i mit eget skuespil. I dag er vist bare en dårlig dag. Men alenefølelsen er svær.

Jeg har lige sendt min 4-årige på hospitalet med hans far for at få taget blodprøver. Han har været træt og pylret længe, og klager over smerter i ben når han løber. Han har mærkelige blå mærker på benene og er mørk under øjnene. Jeg er ved at kaste op af skræk for at han har cancer. Min lillesøster er død af det, min far og svigerfar har begge været syge. Der går mindst et par dage før vi får svar, og jeg kan slet ikke være i det.

Min mand har et alvorligt stofmisbrug som begyndte da jeg var gravid med vores 2-årig. Det sidste år er det eskaleret og jeg kan ikke mere. Vi elsker hinanden og det liv og den familie vi har bygget op sammen. Men misbruget fylder alt og har forgiftet vores liv, økonomi, tillid, kærlighed, alt. Jeg føler mig så alene. Jeg har ingen at dele det med da jeg skammer mig- Skammer mig over at være gift med sådan en person. Skammer mig over at jeg stadig er i det. Skammer mig over at jeg har ladet det komme så vidt. Skammer mig over at jeg har sat et barn i verden der skal leve med det.

Jeg har gjort det forbi med min kæreste gennem 12 år og har lige købt et lille hus. Det har været en uoverskuelig proces, men det er alligevel gået godt. Jeg er stolt over at forlade en selvoptaget og småsur mand, som ikke udtrykker glæde over mig. I morgen flytter jeg og jeg føler mig stærk og glad. Kvinder!! Vi har krav på kærlighed og glæde. Jeg glæder mig til at finde en mand, som ser hvor dejlig og fin jeg er

Postkort fra sommerlandet: I gang med 3. uge ud af 5 uger – og bliver idiot af min kone og hendes ”vi”-projekter, som på magisk vis ender som ”mig”-opgaver HVER GANG.

Der. Skal. Ske. Noget. Hele. Tiden. ”Ej, vi burde ordne haven”. – GU’ BURDE VI RØV. Vi burde holde ferie fra opgaver og bare lave ingenting. (Ps Jeg råber kun på skrift)

For 10 dage siden troede jeg det her blev vores sidste sommer som familie og ægtepar. Men vi har den stadig. Det kan jeg mærke nu. Vi kan endelig mærke hinanden igen. Hænder der søger hinanden, men vi spadserer med hoppende og legende børn foran os. Indforståede blikke henover børnene på restauranten og spandevis af god sex. Børnene er stadig fuldstændig gakkelak, og der er rigelig med konflikter. Men vi har den, vi er på samme hold. Heldigvis. Jeg var i tvivl et øjeblik.

Postkort fra min allerførste ferie alene med mine 3 unger efter skilsmisse. Jeg har frygtet rejsen sydpå alene med mine tre unger, som er højtråbende og meget bestemte børn. Men det er bare gået så godt sammenlignet med tidligere ”kerne familie” ferier. Man skal ikke underkende hvor meget energi der frigives når man ikke længere skal navigere i en dårlig kemi/stemning/forventninger med en modpart. Så halleluja for mit mod til at prøve den ”nye” familie konstellation af.

Min mand fortalte mig for en måned siden at han ville skilles, da han havde mødt en anden. Vi har været sammen i 15 år og har 3 børn sammen. Af nogle særlige og praktiske omstændigheder er vi nød til at bo under samme tag det næste halve år. Det går ok, men jeg synes det er hårdt! Der er så mange ting at skulle give slip på. Min kæreste, min ven, min fortrolige. Den familie jeg havde forestillet mig vi skulle være, de oplevelser vi sammen skulle have haft. Vores hus … listen er længere. Og tanken om at skulle fortælle det til børnene.Udover at skulle bære sorgen, skal jeg også være i hverdagen med ham samtidig med at han dyrker sit nye forhold. Besøger hende, køber gaver og blomster til hende (kan jeg se i vores netbank). Og jeg har vitterligt ikke noget andet valg end accept. Skulle bare lige have luft …

Min kæreste gennem 20 år gik fra mig sidste forår. Det har været mega hårdt på alle måder! For udover min kæreste, mit livsvidne og min aller bedste ven, mistede jeg også min familie, da jeg ikke har familie selv, og betragtede hans familie som min. Da han havde fundet en ny kæreste på vores fælles arbejdsplads, blev jeg også nødt til at skifte job. Jeg kunne ikke holde ud at blive ved med at se på de to hver dag. Ingen af dem ønskede at skifte job. Jeg følte det som en stirrekonkurrence, hvor den, der blinkede først, måtte gå. Det blev så mig efter 8 måneder i helvede. Men hvordan kommer man videre? Jeg har ikke nærmet mig en mand siden bruddet. Sidst jeg var single, var Tinder ikke opfundet. Jeg kan slet ikke overskue hvordan jeg møder en ny kæreste. Men jeg har heller ikke lyst til at væwre alene resten af livet. Det føles som om at livet er på vej til at slutte på trods af at jeg aldersmæssigt burde stå midt i det. Ind imellem føler jeg mig så ensom.

Til sommer fylder jeg 30. Det skræmmer mig meget fordi jeg føler jeg er ved at blive gammel. Jeg er hverken gift eller mor. Alle omkring er gift og har børn – og det vil jeg også gerne. Mine kolleger og svigerfamilie spørger tit om det ikke er snart er tid til børn og det gør mig så ked af det. For virkeligheden er at vi prøver og har prøvet i 5 år. Jeg kan slet ikke overskue hvordan jeg skal gribe det an, så vi kan blive forældre – for noget siger mig at vi har brug for hjælp for at det kan ske.

Min mor er kræftsyg og dør af det … måske om 6 måneder … måske 1 år. Det er som om hele livet er sat på pause og jeg frygter det mere end noget andet. Dagene, timerne … tiden der helt sikkert står stille lige der. Og hvad med livet efter? Hvad med mig? Kan jeg klare det? Hvordan skal jeg fortælle mine børn det? Hvordan skal jeg kunne begrave min mor … se kisten … jeg kaster op bare ved tanken. Jeg er i tvivl om jeg kan klare det, men jeg ved, jeg skal for min families skyld

Postkort fra et ægte liv – fra en 16-årig pige, der mistede sin mor for 2 måneder siden og bare prøver at være til i en verden, der ikke længere giver mening for mig. Mit liv er vendt 180 grader på kun to måneder. Vi er lige flyttet for to uger siden, og nu skal jeg starte i gymnasiet, hvilket jeg er mere end bange for. Mit hoved er fyldt med angst, stress og sorg, så gymnasiet er det sidste jeg kan overskue lige nu. Jeg føler mig så anderledes fra alle andre på min alder, fordi de er ude og hygger sig imens jeg sidder hjemme og græder og spiser chokolade, fordi jeg ikke tør forlade mit hjem af bare angst.

Jeg er ved at gå ned med stress. Jeg har i dag sagt det højt for min mand, fordi jeg fik det skidt med hjertebanken og katastrofetanker på mit arbejde. Jeg arbejder som radiograf på et sygehus, og vi er så presset på personalefronten, og mange af mine bedste kollegaer forlader eller har forladt den synkende skude en for en. Jeg ved ikke hvad næste skridt er. Måske en samtale med min læge. Pt bare at overleve og holde ud. Forsøge at være en god medarbejder/kollega/mor/hustru og samtidig prøve på at passe på mig selv inden det er for sent.