Min mor ønskede, at hendes historie skulle ud

Bisættelsen var beskrevet ned i mindste detalje i ”Bogen til mine kære”. Der var styr på salmer, kistebærere og gravsted, og det var sågar også noteret, hvad der skulle tales om ved sammenkomsten efter bisættelsen.

”Der skal ikke tales om bilens fortræffeligheder … der skal snakkes om Mig. Højt og inderligt”.

Et andet sted i bogen stod der: ”Græd ikke over, at jeg er død. Glæd jer over, at jeg har levet”.

– Lige de sætninger fik det hele til at gå lidt lettere for os, for vi vidste, at de var skrevet med et smil om læben. Mor havde forberedt hele sin egen begravelse, men det anede jeg faktisk ikke, før jeg læste det her, fortæller Mette Egede Marboe og bladrer videre i bogen.

Bogen er blot én af alt det skriftlige materiale, som hendes mor efterlod sig, da hun døde i en alder af 93 år i 2018. Moderen var halvandet år forinden blevet erklæret terminal, og i den tid havde hun skrevet og skrevet, uden at familien var klar over, hvad det gik ud på. Men under en af hendes sidste nætter, fik Mette, der vågede ved sin mors side, øje på 13 ringbind i moderens reol. Hun bladrede nysgerrigt i dem. De gemte på breve, noter, kalenderblade, fotos, gamle kvitteringer og lange udredninger om hendes barndom på Strandgården – og ikke mindst om de mange episoder, der var foregået under besættelsen.

– Jeg blev meget overrasket over alt dét, hun havde nået at skrive og samle sammen, og det var tydeligt, at min mor havde haft et behov for at give sin historie videre til os, siger Mette.

Hun er den yngste i en søskendeflok på fem, og da moderens ejendele skulle fordeles, blev det hende, der fik flyttekassen med ringbindene. For hun havde fået maleriet af Strandgården, og dén af de fem søskende, der fik det, skulle også ”overtage” Familiekrøniken, som moderen havde skrevet.

I den første tid bladrede Mette blot i dem, så begyndte hun at læse i dem, og langsomt begyndte hun også at forholde sig til det – og besluttede sig så for fire år siden, da hun gik på efterløn, at skrive en bog om sin mors liv.

– Jeg følte, det var en historie, der skulle ud – i hvert fald til familien. Men jo mere jeg kom ind i den, syntes jeg også, at der er noget om kvindens historie, der fortjener at komme ud. Mændenes historie er der skrevet masser om, men hvad med kvinderne, der stod hjemme ved kødgryderne og sørgede for, at hjemmet var ryddeligt? Min mors liv har været, som det sikkert har været for mange kvinder, og er et godt tidsbillede af særligt 1940’erne og ‘50’erne. Et liv med hårdt arbejde fra morgen til aften, mange tanker, oplevelser og udfordringer. Det synes jeg er vigtigt at give videre til efterkommerne, siger Mette, der tog på skrivekursus, inden hun for alvor gik i gang.

– Det har været en lang proces, som indimellem har været svær og ikke mindst bevægende. Jeg har forsøgt at samle min mors notater til en fortælling og støttet mig op ad mine egne og mine søskendes erindringer. Men jeg har også tilladt mig at tolke og fravælge noter, som jeg ikke kunne finde dokumentation for, forklarer Mette, der kunne stå med den færdige bog om sin mor i maj i år.

Mettes mor, Birgit Marboe, var datter af Katha og Gunnar Marboe og voksede op på Strandgården i Over Dråby syd for Jægerspris i Hornsherred. De var seks søstre, hun var den næstældste. Under 2. Verdenskrig blev Strandgården et hjemsted for modstandsarbejdet i Hornsherred under ledelse af Birgits far. Han ledte flere sabotageaktioner, deltog i våbennedkastninger, og det var ikke usædvanligt, at jøder, modstandsfolk og andre på flugt fra Gestapo gik under jorden i kortere eller længere perioder på gården. Birgit var i 1943 ude at tjene i København, men blev kaldt hjem for at hjælpe sin mor på Strandgården, hvor kvinderne især skulle sørge for, at der blev ryddet op og fjernet spor i tilfælde af tyskerbesøg.

– Min mor har ikke talt så meget om den tid. Det gjorde man bare ikke. Jeg er overbevist om, at i dag ville min far have fået diagnosen ptsd, for han var mærket af krigen efterfølgende. Han havde mareridt, hans humør svingede, og hans temperament løb ofte af med ham. Hvis krigen blev nævnt, rejste han sig og gik, og det var også tydeligt, at krigens mærkedage var hårde for ham at komme igennem, fortæller Mette.

Hendes far hed Poul og var en af de modstandsmænd, der gik under jorden på Strandgården. Birgit og Poul forelskede sig i hinanden, og efter krigen blev han hendes mand og far til de fem børn. Birgit drømte om at blive sygeplejerske og Poul om at blive beslagsmed, men livets tilfældigheder gjorde, at de fik et helt andet liv. For Gunnar, Birgits far, overtalte det unge par til at flytte ind på en benzintank med smedeværksted på Hovedgaden i Jægerspris. De skulle drive stedet sammen, og Gunnar, der meget usædvanligt på den tid, var blevet skilt fra Birgits mor, ville bo på 1. salen, mens de unge kunne få stueetagen for dem selv.

– Jeg tror, at min far og mor følte sig forpligtigede til det, fordi min morfar havde reddet min fars liv under krigen og ladet ham bo på Strandgården. Så de indvilgede i det og flyttede fra deres lejlighed på Slottet i Jægerspris, som min mor var så glad for.

En sej kvinde

Men det endte med at gå helt galt, for Poul og Birgit stiftede gæld for at få værkstedet op at køre, og Gunnar ville ikke være med til at betale regningerne. Til sidst flyttede han fra det hele og efterlod sin datter og svigersøn i suppedasen.

– Jeg må indrømme, at jeg har fældet en tåre over den måde, min morfar bare skred fra det hele og efterlod mine forældre i et økonomisk kaos, siger Mette, der også undrer sig over, at morfaderen tilsyneladende blev tilgivet, fordi han stadig i årene efter blev ved med at komme på besøg i deres hjem.

– Dét ville jeg gerne have spurgt min mor om. Hvordan kan det være, at han stadig kom hjem til os, når nu han havde været så tarvelig? Der er noget, jeg ikke ved. Men mine forældre blev og knoklede videre i alle årene – indtil min far i en alder af 65 år en dag faldt død om i værkstedet.

Efter Pouls død åbnede Birgit mere op og fortalte om deres liv. Hun talte med sine søskende, sine børn og ikke mindst på sine ældre dage også med sine mange børnebørn, der har fået fortalt små fortællinger, inden hun døde.

– Min mor var virkelig en sej kvinde med en fantastisk historie. Men den rette forståelse af hende føler jeg faktisk først, at jeg har fået nu. Hun fortjente større anerkendelse for det slidsomme liv, hun fik. Som voksen har jeg haft et fantastisk forhold til hende. Hun var nærværende, og vi fik nogle gode snakke. Men jeg har også haft gode snakke med hende, efter at hun er død. Hun har fortalt mig, at hun er glad for bogen, siger Mette og smiler.

Hun har fået mange tilkendegivelser fra læsere af bogen. Nogle husker hendes mor og særlige episoder fra værkstedet i Jægerspris, og andre har kunnet kende fortællingen om kvindens rolle i den tidsperiode.

– Jeg er ikke i tvivl om, at det var det her, min mor ønskede. Historien skulle ikke slutte ved hende, men fortælles videre, siger Mette.