Børn har han ingen af. Alligevel har han slidt tre barnevogne op på mindre end et år. Charlie Uldahl Christensen fra Esbjerg har nemlig en plan. En treårs-plan så at sige. Og heri indgår et traditionelt familieliv bestemt ikke.
Den 28-årige filantropiske pilgrim har nemlig udelukkende lastet sit farvestrålende, firehjulede køretøj samt rygsækken med egne sparsomme ejendele. Lige nøjagtigt nok til at klare turen fra Vestjylland til Tanzania i Østafrika. 18.000 kilometer – godt og vel endda. Gennem 29 lande. Og vel at mærke til fods.
Det tidligere sømand og Afghanistan-veteran har lovet at gøre sit til at genoprette vandforsyningen til den lille, afsides masai-landsby Langasti syd for Kilimanjaro, hvor han sin unge alder til trods for tre år siden havde hovedæren for, at stedets børnehjem for forældreløse i det hele taget fungerer. Udsendt mere eller mindre af sig selv – nok inspireret af en faster, der har været sygeplejerske dernede – har han taget det på sine skuldre at bære de af den tredje verdens problemer, han har kræfter til.
Charlie har været et år undervejs, da vi træffer ham på en støvet, sydspansk landevej ved Nerja, hvor venlige mennesker har ydet vore dages udgave af den barmhjertige samaritan et par ugers husly og pusterum. Kvit og frit. Og indtil nu – få dage før han krydser Gibraltarstrædet mellem Europa og Nordafrika – har vestjyden endnu ikke selv punget ud for én eneste overnatning.
Rigmand søges
– Der skal jo trods alt 420.000 US-dollars – eller i nærheden af 2.720.000 danske kroner – til, før omkring 18.000 mennesker ikke dagligt skal slæbe sig 19 kilometer frem og 19 kilometer tilbage til nærmeste reservoir for at hente rent vand til deres familier, der ellers kun har tilbage at drikke, vaske sig i og lave mad af de plumrede dråber fra mudrede vandhuller.
– Det er da også store, gerne multinationale, koncerner, jeg vil have fat i. Forretningsfolk, der i fjernsynet og bladene hører og læser om projektet. Og som samtidig ser deres fordel i at støtte noget, der vil give dem en sådan goodwill, at fremtidige kunder i de ramte områder senere vil overveje at købe netop deres produkter, indrømmer Charlie, der efter at være vendt hjem fra Tanzania stablede Walking for Water på benene. Et velgørende foretagende, hvis formål i det store og hele er at skaffe rent vand til verdens befolkning.
30 kilometer pr.dag
Halvandet år tog forberedelserne til eventyret på fodrejsen. Men navnet til organisationen bag gav sig selv. Walking for Water. Det var og er jo, hvad de hver dag er tvunget til i Langasti. Afsted før morgengry med tomme spande. Og hjem ved solnedgang med fyldte.
– Det tænker jeg tit på, når jeg efter dagens omkring 30 kilometer gør holdt ved aftenstide, hvor jeg også gør status over min aktuelle økonomiske situation. Men selv om jeg før afrejsen havde skilt mig af med det meste af mit jordiske gods, havde jeg vel knap og nap 10.000 kroner på mig, da Esbjerg forsvandt i horisonten. Heldigvis er priserne her sydpå mere lempelige end i Danmark. Så jeg har da endnu lidt kontanter på mig, smiler Charlie, mens han strækker benene for igen at få gang i lægmusklerne efter hviledagene i Nerja.
– Lykkeligvis sponserer en barnevognsfabrikant i Odder køretøjet. Og det varer næppe længe, før det atter er slidt ned. Et skotøjsfirma sørger for støvlerne, siger Charlie, fast besluttet på ikke at gense Vesterhavet, før hans afrikanske opgave er løst. Om det så kræver nok så megen hård hud under fødderne.
