
Jonas var sÄdan en dreng, der elskede at spille fodbold med vennerne, og han sad aldrig stille, medmindre nogen tvang ham til det. Det varede, lige indtil han kom i 3. klasse, og han pludselig blev en helt anden dreng.
Jonas havde altid set op til sin storebror, Joachim, der er to Är Êldre end ham, og han konkurrerede med ham om at vÊre den bedste til alt. SelvfÞlgelig kunne han da ogsÄ klare at vÊre alene hjemme, som storebror havde vÊret det, sÄ han plagede og plagede sin mor for at fÄ lov til at prÞve at vÊre alene hjemme. Mor, Mia Hansen, gav efter, og da Jonas var otte Är, var han alene hjemme et kvarters tid.
Den dag fik han sit fÞrste panikanfald, og fra den dag Þnskede han kun at vÊre sammen med sin mor, sÄ han kunne holde Þje med, at der ikke skete hende noget.
Da angsten var vÊrst, sad han bare hjemme sammen med sin mor. Han gik ikke lÊngere uden for lejligheden, han ville ikke lÊngere gÄ i bad, han ville ikke ud, han udviklede ocd og kunne kun overleve fra dag til dag takket vÊre sine ritualer, der holdt tankerne nogenlunde i skak. Mor og sÞn var sammen dÞgnet rundt i nÊsten to Är.
I dag er Jonas 20 Är og bor sammen med sin mor og storebror i Roskilde. Han er en rask og ganske almindelig ung mand, der lige nu leder efter egen lejlighed. Han er uddannet konstabel og skal i gang med en uddannelse som beslagsmed.
Mor og sĂžn har sluppet hinanden. Jonas er flyveklar, men kun fordi de efter et godt stykke tid endelig fik den hjĂŠlp, de havde brug for, og netop derfor vil de to gerne hjĂŠlpe andre forĂŠldre og bĂžrn, der lider af angst.
â Da Jonas begyndte at blive syg, var der ingen, der vidste, hvad der var galt med ham. Efter han havde haft sit fĂžrste anfald, da han var alene hjemme, blev det kun vĂŠrre og vĂŠrre, og i slutningen af 3. klasse kunne jeg nĂŠrmest ikke fĂ„ ham i skole. Jeg forstod godt Jonas, men lĂŠrerne oplevede ikke, at han var bekymret, sĂ„ de satte spĂžrgsmĂ„lstegn ved, om det, jeg sagde, var rigtigt. Jeg fik at vide, at jeg skulle presse ham ud ad dĂžren og i skole â og sĂ„ blev det meget vĂŠrre. Jeg stod der, alene og magteslĂžs, i meget lang tid, for hvad var der blevet af den glade dreng, jeg kendte? fortĂŠller Mia og fortsĂŠtter:
â Da han var helt lille, kaldte jeg ham âden tasmanske djĂŠvelâ, fordi han altid fĂłr rundt og legede. Nu var han pludselig blevet stille og indadvendt. Jeg var alene med drengene, vi havde det godt sammen, og Jonas havde altid vĂŠret en populĂŠr dreng. Han fik sit fĂžrste angstanfald, da han var alene hjemme, og Ă„ret efter begyndte han at trĂŠkke sig fra vennerne.
â Jeg forstod ikke hvorfor, og han kunne heller ikke selv forklare det. Der var noget galt med samspillet i klassen, men det var ikke kun derfor, Jonas havde det dĂ„rligt.
Jonas selv siger fĂžlgende om, hvad der foregik i ham dengang:
â Jeg fĂžlte mig syg, men det var jeg jo ikke. Jeg var hele tiden ked af det, og lidt efter lidt kom alle tankerne. Katastrofetanker om alt det, der kunne ske. Jeg anede ikke, hvad det var, men det var jo angst, angst for, at dem, jeg holdt af, skulle dĂž, og jeg kunne ikke stoppe tankerne og billederne i mit hoved, siger Jonas.
LÊs ogsÄ om Liva fra Juniorbagedysten
Mia sÄ sin sÞn kÊmpe med panikanfald og sÄ ham kÊmpe for at trÊkke vejret ordentligt, nÄr angsten var vÊrst. Langsomt blev hans verden mindre og mindre. Mia ville det bedste for sin dreng, og derfor var det ogsÄ rigtig svÊrt at se pÄ, at hans barndom blev sÄ begrÊnset af angsten.
â Jeg har presset ham rigtig mange gange: âDu skal gĂ„ i skole. Hvis man ikke fĂ„r en uddannelse, kan man ikke blive til noget som helstâ. Det var det, jeg fik at vide, og jeg Ăžnskede selvfĂžlgelig, at min dreng skulle blive til alt det, han bare ville, fortĂŠller Mia, der ogsĂ„ kĂŠmpede med skyldfĂžlelser over for sĂžnnens problemer.
â Var det min skyld? Hvad hvis han aldrig mere kom i skole, hvad skulle der sĂ„ blive af ham? Jeg bad om hjĂŠlp i skolen, men de vidste ikke, hvad de skulle stille op, og mente vist mest, at jeg bare skulle tvinge Jonas til at gĂ„ i skole. Jeg kontaktede kommunen og bad om vejledning, men de henviste mig til skolen, og sĂ„ var vi lige vidt.
Og situationen blev ikke bedre, tvĂŠrtimod.
â Jonas stoppede med at gĂ„ i skole i 4. klasse. PĂ„ det tidspunkt kunne han ikke klare noget som helst, hvis jeg ikke var lige ved siden af ham hele tiden. Jeg er pĂŠdagog, og de fĂžrste fem uger havde jeg ham med pĂ„ arbejde, men det var for hĂ„rdt for bĂ„de ham og mig og bestemt heller ikke det bedste. Til sidst blev jeg sygemeldt et halvt Ă„r, og sĂ„ var vi bare derhjemme. Jonas fik hjemmeundervisning nogle timer om ugen, og et par af hans drengevenner kom pĂ„ besĂžg, men i virkeligheden var bĂ„de Jonas og jeg i et fĂŠngsel, for han kunne ikke gĂ„ ud, og det kunne jeg sĂ„ heller ikke.
Nu var mor og sÞn mere eller mindre fanget i lejligheden. Storebror forstod ikke, hvad der skete med hans lillebror, resten af familien forstod heller ikke helt, hvad der var i vejen. Der var masser af gode rÄd fra bÄde kommunen, lÊrerne og vildtfremmede mennesker, for skulle Mia ikke bare presse sin dreng og tvinge ham i skole? Var han ikke bare uopdragen?
â Jeg har grĂŠdt, jeg har raset, jeg har tvivlet pĂ„ alt og forsĂžgt alt. NĂ„r jeg sĂ„ pĂ„ Jonas, sĂ„ jeg en dreng, der havde det forfĂŠrdeligt, men somme tider sĂ„ jeg ogsĂ„ en anden dreng: Min glade og kĂŠrlige dreng. Jeg husker, at han engang sĂ„ pĂ„ mig og sagde: âBare rolig mor, nĂ„r jeg er teenager, kan jeg klare mig selvâ.
For bag angsten og ocdâen og alle de andre fĂžlelser, der styrede Jonas, var der ogsĂ„ den anden Jonas, der godt vidste, at han var syg. Han vidste bare ikke, hvordan han skulle holde op med det. Det blev en tilfĂŠldighed, der igen ĂŠndrede hans liv.
â En skolekammerats far arbejdede inden for âCool Kidsâ. Det er et angstbehandlingsprogram, der lĂŠrer bĂžrn at hĂ„ndtere angst. Han fortalte os om det, og det sagde Jonas og jeg straks ja til at prĂžve, siger Mia.
â Kort tid efter kom en pĂŠdagog, jeg kendte fra fritidsordningen, hjem til os. Han foreslog, at vi skulle tage i skoven, bare ham og mig. Jeg har altid vĂŠret glad for at komme ud i naturen, sĂ„ det sagde jeg ja til â og det blev faktisk en fin tur. Jeg vidste, at min mor var hjemme, og at hun ville komme med det samme, hvis der skete noget, men det blev en fin tur, som jeg var rigtig glad for, husker Jonas.
Den fÞrste tur blev til flere smÄ ture ud af lejligheden og altid ud til noget, Jonas godt kunne lide. Det var smÄ skridt tilbage ud i virkeligheden, og gradvist opdagede Jonas, at han kunne styre sine tanker, nÄr han var ude i naturen, og hver gang han klarede at vÊre uden sin mor, fÞltes det som en sejr.
Jonas slap ikke angsten fra den ene dag til den anden. Med smÄ skridt og smÄ nye opgaver for hver gang blev det langsomt bedre og bedre, og i slutningen af 6. klasse kunne han begynde i skolen igen. Det betÞd ikke, at Jonas fra den ene dag til den anden blev den samme glade og ubekymrede dreng, han engang havde vÊret.
Han havde lÊrt angsten at kende, men ogsÄ ensomheden, for hvordan forklarer man andre bÞrn, hvad angst er? Resten af sin tid i folkeskolen havde han meget fravÊr, men han voksede sig til rette og blev den stÊrke, omsorgsfulde unge mand, han er i dag.
â Fra jeg begyndte i skolen igen i slutningen af 6. klasse, har jeg ikke haft et eneste angst-anfald. Jeg er rask, fordi jeg lĂŠrte at hĂ„ndtere de dĂ„rlige tanker, at skubbe dem vĂŠk og at erstatte dem med billeder af gode ting, siger han.
Siden har Jonas levet sit ungdomsliv, som alle andre unge gÞr det. Han ville gerne glemme, at han engang havde angst, men sÄ alligevel ikke.
LÊs ogsÄ om Janes angst (link fjernet)
â Jeg ved, at andre bĂžrn og unge har det, som jeg havde det dengang. Hvis bare en af dem kan have glĂŠde af min historie, fortĂŠller jeg den gerne, siger han, og sĂ„dan har hans mor det ogsĂ„.
â Da Jonas var allermest syg, var vi alene om at klare det. Jeg ville sĂ„ gerne have haft andre forĂŠldre at snakke med, og derfor gik jeg i gang med at lave et netvĂŠrk for bĂžrn med angst og deres forĂŠldre, og det blev senere til foreningen BĂžrn Med Angst, siger hun og fortsĂŠtter:
â Stadig flere bĂžrn fĂ„r angst, men det er stadig et tabu, som vi helst ikke taler om. Som forĂŠldre er vi sĂ„rbare, og jeg ved fra mig selv, at jeg i flere Ă„r kĂŠmpede med skyldfĂžlelse, fordi jeg tĂŠnkte, at det mĂ„tte vĂŠre min skyld. I alt for lang tid pressede jeg min sĂžn til at gĂ„ i skole, og jeg glemte at stole pĂ„ mig selv. Vi forĂŠldre kan ikke fikse alt, sĂ„ rĂŠk ud, vĂŠr Ă„ben, og bed om hjĂŠlp.
Du skal vÊre medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrÊnset adgang til alt indhold.