Sød julenovelle: Astrids jul

Novelle af Caroline Berg Skov

Astrid lod fingrene glide hen over julegaven til sin mor. Hun havde pakket den sirligt ind i avispapir og omviklet den med brunt sejlgarn, der med en stram knude holdt fast om to stykker nobilisgran og et par fyrrekogler. Pynten havde hun rundet af med et lille hjemmeklippet hjerte i vinrødt karton, hvorpå hun havde skrevet ”Glædelig jul” med sølvfarve.

Nu flyttede hun gaven over ved siden af sig i sofaen og drak en slurk af den varme kakao. Adventskransens blussende flammer lagde stuen i et hyggeligt skær sammen med den lyskæde, der hang i den store troldhasselgren over tv’et. Ud af højtalerne flød tonerne fra ”I’m Dreaming of a White Christmas” og satte den helt rette julestemning i det lille hjem. Alligevel flagrede en skygge gennem hendes hjerte og dæmpede juleglæden.

Tankefuldt gled hendes blik op oven på den ældgamle, hvidmalede vitrine, som engang havde stået i hendes oldefars bagerbutik. Heroppe lå de første julegaver klar. Over glaslågen hang en række flettede julehjerter i forskellige størrelser, og på de tynde ruder i lågerne hang fem hæklede iskrystaller. Det meste af julepynten havde hun selv kreeret. Eller også havde børnene.

Drømmende lod hun tankerne flyve tilbage til de mange uvurderlige stunder med familien. Især op mod jul prøvede hun og Niels at afse tid til at klippe og klistre og bage sammen med døtrene. Rundt omkring i køkkenet og stuen prydede deres små mesterværker vinduer, hylder og kommoder.

Selv efter pigernes sengetid havde hun og Niels ofte siddet i sofaen og sludret over en kop gløgg, mens hun havde nørklet med alverdens kreative påfund. Både hun og Niels foretrak samværet med hinanden og børnene fremfor så meget andet. Men de sidste par år var det virkelig begyndt at knibe for dem at få tiden til at slå til.

I det samme lød en knirkelyd fra entréens trappe. Få sekunder efter kom Niels listende ind i stuen. Astrid skubbede mismodet fra sig.

– Så er pigerne faldet i søvn, meddelte han med et gab. – De var ellers ikke til at drive ind under dynerne!

– Nej, det tør siges, istemte Astrid.

Ifølge hende var december den bedste tid på året. Og Clara på fire og Sofie på syv år var fuldstændig enige. Sammen havde de brugt eftermiddagen og aftenen på at bage pebernødder og vaniljekranse til den store guldmedalje.

– Jeg tror, der er nok til mormor og morfar og også deres naboer! havde Clara leet, da de efterfølgende havde fyldt hele tre juledåser med bagværket.

Niels smed sig ved siden af Astrid i sofaen med et par af de lune vaniljekranse i hånden og gav hende et kys på næsen.

– Lad mig gætte: Du faldt først om? spurgte hun drillende og så kærligt på ham.

Niels lo mildt og trak hende ind til sig.

– Hvordan kan du tro det? Sikke flot du har pakket det ind.

Han nikkede mod gaven på den anden side af Astrid. Inde i kassen var der et porcelænsfad, som hun selv havde dekoreret med pastelfarvede blomster. Hun vidste med fred i hjertet, at moren ville påskønne både den hjemmelavede gave og den fine indpakning.

– Men klart ikke nær så flot som de to kunstværker dér, smilede han ironisk og nikkede mod adventskransen og juledekorationen med kalenderlyset på sofabordet, som henholdsvis den ene og den anden datter havde lavet.

– Selvfølgelig ikke. De er bare skønne.

Et skævt smil gled frem på hendes ansigt, da hun lod blikket hvile på kalenderlyset. Et virvar af kogler og strittende småpinde med sølvgrønt mos var stukket tilfældigt ned i leret rundt om lyset. Astrid mindedes den dejlige, frostklare solskinsdag, hvor de havde været på jagt i skoven efter en hel stak naturting til dekorationerne.

Her i huset var det de nære ting, der talte. Samværet med hinanden og historien bag tingene.

Anderledes forholdt det sig vist med Astrids søstre. Deres julegavebudget var for alvor røget i vejret de sidste par år. Astrid turde slet ikke spørge ind til den svimlende sum, deres gaver måtte løbe op i efterhånden. Hun ville heller ikke være bekendt at krybe under søstrenes aftalte beløb, som de tydeligvis havde overskredet.

I et ihærdigt forsøg på at følge trop var hendes julehumør udeblevet til fordel for stress og jag. Hun havde hverken lyst til at bruge så mange penge eller så meget tid på at købe den mængde gaver, nu hvor Clara og Sofie var blevet så gamle og glade for at lave hyggelige juleaktiviteter. I stedet ville hun dedikere tiden til decemberhygge med dem. De havde også nået en alder, hvor de elskede at kreere hjemmelavede gaver til alle i familien. Og den slags krævede såmænd også tid.

Hun sukkede tungt og mistede næsten pusten af at tænke på det alt sammen.

Hun skævede over til krybbespillet på det lille træbord, som hun og hendes far i fællesskab havde fået timevis til at gå med at udforme hjemme i farens værksted. Engang havde højtiden haft et helt andet fokus. I hendes egen barndom havde julen budt på få, men gode gaver. Ofte hjemmelavede. Det var åbenlyst ikke en tradition, søstrene havde båret med sig ind i voksenlivet.

Det var for alvor begyndt at nage hende, men indtil nu havde hun bidt protesterne i sig. Velvidende, at hun for længst burde have taget snakken med dem. Men det sidste, hun ønskede, var at støde dem. I det mindste vidste hun, at Niels var enig med hende, for de havde én gang før vendt problemet for et par uger siden.

– Niels, det der julegaveræs, der er ved at stikke af fra mine søstre … Har du en idé til, hvordan vi skal gribe det an? Jeg mener … for at ændre på kulturen? spurgte hun sagte.

– Det bliver måske lidt svært, men jeg tror bare, at du skal tage en rolig sludder med dem over en hyggelig middag. Jeg skal nok bakke dig op, hvis de protesterer, skat.

Han smilede kærligt til hende og klemte hendes hånd.

– Tak, stønnede hun og rejste sig. – Skal vi ikke lægge et julepuslespil?

Fredagen efter var Astrid på julegavejagt sent om eftermiddagen. Alle byens huse lå indhyllet i nyfalden sne, og julebelysningen ned gennem bymidten glimtede fortryllende i det frosne snelag.

For enden af gågaden drejede hun ind i indkøbscenteret, der var pyntet virkelig smukt op med juletræer indviklet i lyskæder. Men julestemningen udeblev ved synet af det voldsomme kaos af mennesker, der fór fortravlede ind og ud mellem hinanden. Astrid mærkede svimmelheden melde sig. Med ét fortrød hun, at hun havde valgt at tage ind til byens butikker en fredag eftermiddag efter de sidste julegaver. Et dybt suk undslap hende. Men ikke desto mindre var hun her altså nu og måtte se at få det overstået.

En hektisk halv time senere havde hun kun fundet to gaver og følte sig udmattet. Hun var absolut rede til at drage hjem til Niels og børnene, der ventede med nybagt pizza.

På vej mod udgangen blev hendes øjne draget mod det store juletræ, der stod klemt op i det ene hjørne ved en restaurant. Hun styrede derhen for at se nærmere på det. På grangrenene hang et utal af små hjerter. På hvert hjerte stod et navn: ”Mia 2 år, Freja 11 år, Troels 8 år.” Nedenunder hvert navn var et par ønsker noteret.

Hvad mon det skulle forestille? Hun lod blikket vandre om på den anden side af træet, hvor hun fandt en lille informationstavle. På hjerterne stod åbenbart navnene på en række børn, der kom fra trængte familier uden midler til at give dem gaver eller gøre noget særligt ud af julemåneden. Fidusen med hjerterne var, at man kunne donere en passende gave til ét af børnene, som kunne afleveres i en bestemt butik sammen med julehjertet.

Astrid syntes, at det var en fantastisk idé. Måske var det en måde at få søstrene med på spareidéen og i stedet bruge lidt penge på familier, der virkelig trængte?

Endelig oprandt 3. søndag i advent. Det var dagen, hvor de altid samledes med søstrene hjemme hos Astrids forældre. Som en fast tradition mødtes de hvert år for at lave konfekt og spille julebanko. Det plejede at være aldeles hyggeligt, men i år var det nærmere frygt end forventningens glæde, der fik Astrids hjerte til at banke. Hun havde lovet sig selv at tage konfrontationen med sine søstre i løbet af dagen.

Da de ankom, løb småpigerne fulde af forventning ind i køkkenet med strålende øjne og iver i stemmerne, endnu før Astrid og Niels fik krænget overtøj og vinterstøvler af.

– Hej mormor!

Børnene slyngede armene om deres mormors hals, da hun bøjede sig ned for at kramme dem.

– Hej piger! Morfar sidder inde ved sofabordet og læser avisen.

Pigerne fortsatte straks ind i stuen. Gensynsglæden var stor, og morfar gav sig straks til at pjatte med dem.

Kort tid efter sad hele familien bænket omkring spisestuebordet. Også Astrids søstre, Line og Charlotte, var dukket op og havde svinget niecerne rundt efter tur. Ja, endda foræret dem hver især en chokoladejulemand. Selv havde de endnu hverken mand eller børn, men elskede at forkæle Clara og Sofie.

Stuen duftede af kakao og nybagte vafler, og på bordet var der linet op med marcipan, nougat, chokolade, mandler og alverdens krymmel. Der var lagt op til den helt store konfektproduktion.

– Nå, hvordan går det med juleriet derhjemme? spurgte Charlotte, da de havde sat sig omkring stuebordet.

– Jo, vi hygger og har rigtig pyntet op. Især pigerne har været gode til at lave julepynt, ikke også piger? svarede Niels, mens Astrid skruede et tavst smil på.

– Jo! Claras tindrende barneøjne lyste op mod Charlotte. – Mig og Sofie har lavet en duelande! Den kan nå helt henne fra lampen og hen til sofahjørnet.

De voksne smilede og kvalte et fnis, mens de to piger fortalte videre.

Imens sad Astrid og pillede ved juledugen og forsøgte at ignorere den uro, der var begyndt at murre i maven. Det var nok alligevel bedst at vente til sidst på dagen med at diskutere julegaverne for ikke at ødelægge den gode stemning, besluttede hun. Hun håbede inderligt, at samtalen ikke ville skabe tumult og sure miner. Det ville hun ikke være skyld i.

Timerne fløj afsted, og hele flokken hyggede sig. Alle, undtagen Astrid, der fik heftig hjertebanken og svedige håndflader, når der opstod en naturlig mulighed for at bringe sit emne på banen. Hver gang, hun havde kigget på Niels, havde han smilet opfordrende til hende. Alligevel havde hun tøvet. Som altid. Hun var ikke meget for at risikere at rage uklar med søstrene. Men omvendt ville hun heller ikke overlade samtalen til Niels. Det var trods alt ikke hans søstre.

Da Clara og Sofie havde trukket mormor og morfar efter sig ind på legeværelset, sad resten af forsamlingen tilbage og morede sig over børnenes iver og sjove påfund, mens de betragtede konfekten, der var formet i forskellige, sjove figurer.

– Ih, de dejlige unger. De er nu så skønne. Deres umiddelbare og ubekymrede tilgang til tilværelsen er så fantastisk. Og inspirerende.

Det var Charlotte, der udtrykte sin henrykkelse over niecerne, mens hun drejede én af pigernes skøre kreationer mellem fingrene. Noget der, med lidt god vilje, kunne forestille en snemand.

– Ja, tilføjede Line. – Det er da ingen sag at være barn og næsten fri for bekymringer, sagde hun med et glimt i øjet.

Astrid rømmede sig. Det var nu eller aldrig.

– Ja, istemte hun. – Sådan skulle det være for alle børn, ikke?

Hendes blik flakkede rundt og strejfede flygtigt Charlotte og Lines øjne. De nikkede til hende. Stadig smilende. Hendes mundhule var knastør, og hun drak en tår kakao, før hun tog mod til sig og rømmede sig igen.

– Alle børn skulle have ret til at opleve den umiddelbare glæde over tilværelsen. Især i juletiden, sagde hun med let sitrende stemme og vred sig i stolen.

– Ja, netop, indskød Niels med fast stemme.

Hun noterede, hvordan de hver især tilsluttede sig hendes udsagn, mens de kiggede eftertænksomt på hinanden. Så vidt var de tilsyneladende enige. Det burde være nemt for Astrid at finde modet til at springe ud i den næste sætning. Men så blev hun alligevel grebet af panik. Nu havde de det lige så rart, og hun havde ikke den fjerneste lyst til at ødelægge den gode stemning.

Hjertet begyndte at hamre endnu hårdere i hendes brystkasse, og tungen gjorde knuder. Hun sank en klump, og pludselig var det oplagte øjeblik passeret. De to søstre snakkede nu om børnene i den børnehave, hvor Line arbejdede.

Modløsheden ramte Astrid som en mur. Hun forholdt sig tavs og vovede end ikke at møde Niels’ øjne. Dybt skuffet over sig selv slog hun blikket ned i skødet.

Om aftenen, da børnene var faldet trætte om i deres senge, lod Astrid sig glide ind i Niels’ favn. Trist til mode og med blanke øjne. Hun krummede tæer. Fuld af fortrydelse over, at hun ikke havde taget bladet fra munden, da muligheden var opstået.

– Åh, jeg orker ikke det opgør, så vil jeg hellere fortsætte det julegaveræs, udbrød hun opgivende, men vidste, at det sidste var løgn.

– Astrid, det mener du ikke, vel?

– Det er bare ikke rart at skabe røre i andedammen, stønnede hun.

– Ikke rart, men nødvendigt. Lyt til dit hjerte. Børnene bliver jo hurtigt ældre. Inden du ser dig om, er de for store til alt det julehalløj, protesterede Niels blidt.

Det udtryk, hun mødte i ægtemandens øjne, forsikrede hende om, at de stod sammen om det her, og det slog hende, at barndommen var flygtig. Det var jo også hans børn. I det øjeblik vidste hun, at hun altid ville fortryde, hvis ikke hun tog ansvar og sagde fra. Ikke mindst for pigernes skyld. Julen var dog børnenes fest. Eller burde være det.

I det samme mærkede hun retfærdighedssansen overmande sig. Nogen skulle jo være fortaler for de små. Hun hankede op i sig selv.

– Du har ret … Jeg ringer til Charlotte med det samme, afgjorde hun og greb ud efter telefonen.

Charlotte var helt sikkert den, der ville stejle mest over forslaget til ændringerne.

Det var med dirrende stemme og galoperende puls, Astrid omsider fik klemt ordene ud, da søsteren besvarede opkaldet.

– Jeg og Niels har et ønske om at droppe julegaveræset mellem os voksne og … tage den lidt mere med ro. For pigernes skyld. For at undgå stress og jag. Det tager virkelig meget af min tid og energi. Og vi vil så gerne bruge mere tid sammen med pigerne.

Hun tøvede og tog en dyb indånding:
– I stedet kan vi opfordre dig og Line til at donere en gave til trængte familier. Det giver mere mening. Mange forældre kæmper for at få råd til julegaver til børnene. Også julemad for den sags skyld. Men julen bør være en fest for alle børn, både rige og fattige.

Niels greb hendes hånd og gav den et klem, mens hun holdt vejret. Der var tavs i den anden ende. Astrid ventede. Var sikker på, at det var nu, den kom. Den verbale lussing. Hun mærkede nervøsiteten gøre hende svimmel og knuden i maven vokse. Men nu havde hun i det mindste givet udtryk for deres standpunkt.

– Øh … Jeg er fuldstændig målløs. Altså … Jeg giver jo julegaver, fordi jeg holder af jer. Gaver er en stor del af vores juletraditioner, protesterede Charlotte.

Astrid bed sig i læben. Tog så en dyb indånding.

– Vi holder også meget af dig, men det behøver vel ikke afspejle sig i omfanget af gaver, forklarede hun blødt. – Den bedste gave ville faktisk være, om vi fik mere tid med pigerne. Desuden vil vi med glæde fortsat give fødselsdagsgaver.

Nogle lange sekunder var der atter stille i den anden ende. Så lød Charlottes stemme igen i røret.

– Hmm … Altså, tanken bag din idé, Astrid, er måske ikke helt tosset … December skulle gerne være en hyggelig måned. For både børn og voksne. Jeg mener … Julegaverne er måske nok ved at tage lidt overhånd, indrømmede hun stilfærdigt.
– Det har slet ikke strejfet mine tanker, at det kunne være et problem for jer.

Astrid drog et lettelsens suk, da hun havde afsluttet samtalen. Glad over, at Charlotte havde lyttet til hendes argumenter.

Hun mødte Niels’ øjne, som lyste op i et anerkendende smil. Du store, hvor gjorde det hende glad. Glad for, at hun havde taget sig sammen til at åbne munden. Været tro mod sig selv og sagt fra. For sin egen skyld, for Niels’ skyld og for pigernes skyld. For julen handlede for dem om de nære værdier. Ja, ikke kun julen, men livet. Og tiden med de små måtte de altid sætte højt. Uanset andres mening. Pigernes barndom ville aldrig komme igen.

– Jeg elsker dig, Astrid, hviskede han, og hans ord varmede hele hendes krop og fik den store knude i maven til at forsvinde.

– Og jeg elsker dig, svarede hun. Let om hjertet.