Opskrifter

Hjemmebagte tyske fristelser: brød og kager

Fredag, 19. februar 2021Af Line Holt Nielsen. Foto: Maria TegnerFoto: Maria Tegner
Turen går til Tyskland. Her får du opskrifterne på kløben, kirsebærlagkage og brezels, der hører til i det tyske køkken.
3 slags tysk bagværk

Kløben

(15 stk.)

  • 50 g gær
  • 3½ dl lunkent vand
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1 dl A38 eller et andet syrnet mælkeprodukt
  • 3 spsk. olivenolie
  • 675 g hvedemel
  • 100 g marcipan
  • 75 g mandler
  • 75 g cocktailbær eller andre kandiserede frugter
  • 50 g rosiner
  • 40 g sukat
  • 75 g blødt smør
  • 2 æg

Pensling og pynt:

  • Perlesukker
  • Mandelflager

Prøv også: Bradepandekage med kardemomme og vaniljesmørcreme

Fremgangsmåde:

Opløs gær i lunken vand. Tilsæt salt, sukker, kardemomme, A38, olivenolie og halvdelen af hvedemelet. Riv marcipan, og hak mandler og cocktailbær groft. Bland det i dejen sammen med rosiner, pomerans, sukat og blødt smør. Ælt mel i, indtil dejen bliver glat og blank, men stadig er meget fugtig.

Lad den efterhæve i 45 minutter. Vend dejen ud på et meldrysset bord, og lav en fordybning i midten. Pisk æggene let i en kop. Hæld det meste i dejens fordybning, og gem resten til pensling. Vend æggene ind i dejen, så den bliver sammenhængende, men stadig har en rustik konsistens.

Del den i 15 grove stykker, og fordel dem på 2 bageplader med bagepapir. Efterhæv bollerne i 30 minutter, imens ovnen varmer op til 200° varmluft. Pensl bollerne med æg, drys med perlesukker og mandelflager, og bag dem i 18-20 minutter, til de er gyldne.

Prøv også: Hjemmebag: 3 klassiske franske fristelser

Tysk kirsebærlagkage

(12 personer)

  • 340 g blødt smør + lidt til formen
  • 320 g sukker
  • ¼ tsk. salt
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 6 æg
  • 240 g hvedemel
  • 1½ tsk. bagepulver
  • 115 g rent kakaopulver
  • 1 dl mælk

Fyld og pynt:

  • 225 g dessertkirsebær eller Amarena-kirsebær
  • ½ dl kirsebærlikør, f.eks. kirsch
  • 8 dl piskefløde
  • 35 g chokoladespåner

Prøv også: Ristrifli med kirsebær

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 180°. Pisk smør, sukker, salt og vaniljesukker. Pisk æggene i ét ad gangen. Bland mel, bagepulver og kakao. Sigt halvdelen i dejen sammen med mælk, og rør grundigt. Sigt resten af melblandingen i, og rør til en ensartet dej. Fordel dejen i en smurt springform (Ø ca. 24 cm). Bag den i ca. 40 minutter. Afkøl kagen helt, og flæk den til 3 bunde.

Fyld og pynt: Hak kirsebær let. Kog dem ind i den lage, de ligger i, ved svag varme i 25-30 minutter. Tilsæt likør, og stænk blandingen over de 3 bunde. Pisk fløde til skum. Fordel fyldet på de 3 bunde, og læg kagen sammen. Drys med chokoladespåner.

Tip: Prøv også at stænke chokoladebundene med portvin eller madeira i stedet for kirsebærlikør.

Prøv også: 3 lækre desserter med frugt

Brezels

(10 stk.)

  • 25 g gær
  • 3 dl lunken vand
  • 1 tsk. salt
  • ½ tsk. rørsukker
  • 25 g smør
  • 500 g hvedemel
  • Smagsneutral olie til skålen
  • 2½ l vand
  • 70 g natron
  • 1 æg til pensling
  • Groft salt

Prøv også: 3 slags kager og brød, der kan bages unden en ovn

Fremgangsmåde:

Opløs gær i lillefingervarmt vand. Tilsæt salt og sukker. Bland halvdelen af melet i dejen. Tilsæt smeltet smør, og fortsæt med at ælte mel ind i dejen, til den er lind og slipper skålens kanter. Ælt dejen i 5-7 minutter, gerne på en røremaskine.

Smør skålen med lidt olie, og lad dejen hæve til dobbelt størrelse i ca. 1 time. Tænd ovnen på 200°.

Bland koldt vand og natron i en gryde. Del dejen i 10 stykker, og rul hvert stykke til en pølse, hvor midten er tykkere end enderne. Form kringler ved at lægge dejen i en U-form, og sno enderne omkring hinanden to gange. Fold enderne ind imod midterstykket, så der dannes en kringle. Lav et snit på kringlernes tykke stykke.

Bring natronblandingen i kog, og lad kringlerne efterhæve imens. Dyp kringlerne i det kogende vand ca. 30 sekunder på hver side. Læg dem på en bageplade med bagepapir, pensl med sammenpisket æg, og drys med groft salt. Bag kringlerne i 16-18 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Prøv også: Jordbærtærte med rosin og sherry