Fem gode, gamle råd

Onsdag, 15. juni 2011
af Redaktion
Lær at rense fisk med tandbørsten og få styr på æggestanden

Du kender sikkert situationen, hvor et eller andet driller i dagligdagen, og du står og mangler et godt råd.
Her serverer vi fem nyttige tips, der gør din hverdag nemmere.

Rens fisk med tandbørste
E.M.H, Thisted: Når skæl er skrabet af fisken og hoved og indvolde fjernet, er det ofte et stort arbejde at fjerne de sidste blodrester. Køb en tandbørste og brug den til det formål. Rens, skold og gem tandbørste sammen med fiskesaksen, så er tingene klar til næste gang, der ligger frisk fisk på køkkenbordet

Fin æggestand
J.P., Tommerup: Hælder man æggemassen i en frysepose og bevæger den rundt i en gryde med kogende vand, får man den fineste blanke æggestand uden risiko for at massen brænder på.

Kærnemælkskoldskål
til en person

B.N. Allingåbro: I en meljævner kommes der 2 dl kærnemælk, knap ½ dl piskefløde og 2 spsk. sukker. Rystes, og man har den herligste koldskål. Hurtigt og nemt.

HAR DU OGSÅ ET GODT RÅD?

Så kan du måske tjene 100 kr.!
Hvis dit råd offentliggøres i Familie Journal, honorerer vi det med 100 kr. Send dit råd til goderaad@familiejournal.dk
Rådene her på siden er fra Familie Journals læsere.

Sjove servietringe
K.H., Glamsbjerg: Når jeg steger osso buco, gemmer jeg benene, som jo har facon som ringe. Jeg gør dem godt rene og maler dem i forskellige farver. Det bliver til fine servietringe, og det gør ikke noget, at de ikke er helt ens. Det er også fine værtindegaver.

Varme til glassene
I.C., Hadsund: Hvis du har et nyt glas med marmelade eller pastasauce, som er svært at få låget af, så er her et råd: Hæld lidt vand i en lille gryde og lad det koge op, indtil dampen stiger op. Hold så glasset vandret ind i dampen, så den kommer ind under lågets kant. Bagefter er det nemt at skrue låget af.

Se vores test af iskugleskeer


Deltag i konkurrencerne her