Jeg er bange for at miste min datter

For ca. to og et halvt år siden valgte jeg at gå fra en mand, jeg på det tidspunkt havde været sammen med i fem år.

Vi var gift, havde købt et stort hus, som vi selv ville sætte i stand, men jeg kedede mig, vi havde aldrig sex, kærestetid eller ferie, hygge eller andet. Det var kun, hvad han ville og ikke andet. Der var ikke plads til os andre i huset; larmede vi for meget, blev han gal, flyttede vi rundt på noget, blev han gal. Det blev så voldsomt, at min datter nægtede at være hos os, og det resulterede i, at jeg traf beslutningen om at gå.

Jeg ville skilles. Han var sønderknust og ville gøre alt for, at vi lykkedes. Men jeg fik ikke lov til snakke med ham, for min familie straffede mig, når jeg gjorde. Så vi fik det aldrig talt igennem.

Men med tiden fandt vi lykken, og den fortsætter. Vi er glade, for vi har valgt at bo hver for sig, og han er sjældent en del af os i hverdagen. Men vi laver sjove ting med ham og tager på ferie.

Nu er min far desværre gået bort, og hele familien har vendt sig mod mig – og vendt min datter mod os.

Jeg føler mig fuldstændig fanget, for skal jeg glæde mig selv og gøre nøjagtig, som jeg vil, eller miste mig selv og føje min familie?

Jeg er helt i vildrede, for jeg er så bange for at miste mit barn på nu 15 år.

Jeg kan godt forstå, du er i vildrede.

Jeg tror, din familie er bekymret for dig. Det er nok derfor, de reagerer så voldsomt på, at du er sammen med din mand igen. Der har åbenbart været nogle episoder, hvor din mand har opført sig dårligt og været vred og ubehagelig, og nu er din familie bange for, at du skal opleve det hele igen.

Din datter har også set, hvad der kan ske, når din mand bliver sur, og hun er helt sikkert også bange.

Du er nødt til at se det fra deres side også. Jeg vil gerne rose dig for at have sat nogle grænser og indset, at det ikke var en god løsning at bo sammen. Det er et stort og svært skridt. Og jeg vil også rose dig for at forlade et forhold, som er utrygt og utilfredsstillende. Det er slet ikke nemt.

Jeg synes, du skal tale rigtig godt med din datter. Spørg hende, hvordan det var at være i huset, da hun boede sammen med din mand. Jeg tror, hun har brug for, at du anerkender, at det var hårdt for hende. Hun er et barn, og hun har ikke kunnet vælge selv, hvem hun ville bo med. Det er svært at blive tvunget til at bo med et menneske, der gør en utryg. Hun skal mærke, du forstår hende, og at du anerkender hendes angst og uro.

Du er den voksne, og du skal tage ansvaret for den gode samtale. Før I kan forenes, er du nødt til at fortælle din datter, at du godt kan forstå, hun er vred. Hun er vred på ham, men hun er nok også vred på dig, fordi hun ikke kan forstå, at du vil finde dig i alt det en gang til.

Vis hende kærlighed og forståelse, og gør hende rolig ved at fortælle hende, at du passer på dig selv, og netop derfor bor du heller ikke sammen med ham. Hun skal have luft for sine følelser, og du skal vise hende, at du elsker hende.

Det er første skridt, og derefter kan du tage samme snak med resten af familien.