Livah er mit livs lys

Mandag, 26. september 2011
af Anne Kjøge
Det er lidt af et under, at det lykkedes Vibeke Jensen fra Glyngøre at blive mor til Livah. Både mor og datter måtte kæmpe en hård kamp på hospitalet, da Livah skulle til verden...
Livahs fødselsdag er 15. juli, men hun skulle i virkeligheden først være født i oktober. Foto: Henrik Bjerg
Livahs fødselsdag er 15. juli, men hun skulle i virkeligheden først være født i oktober. Foto: Henrik Bjerg

Fra Vibeke blev gravid, og til Livah kom til verden alt for tidligt i sommeren 2007, var der næsten ingen ende på fortrædelighederne.
- Jeg har hormonsygdommen PCOS (PolyCystisk OvarieSyndrom), som gør det vanskeligt at blive gravid. Alligevel fik jeg p-piller, for de kunne muligvis afhjælpe nogle af sygdomssymptomerne. Men p-pillerne fik åbenbart mine hormoner til at opføre sig mere normalt, og i januar 07 opdagede jeg til min store forbløffelse, at jeg var gravid, fortæller Vibeke.
Nogle uger tidligere havde hun ligget i sengen med en slem omgangssyge, og hun tænkte, at hun simpelthen havde kastet pillerne op, hvorfor de naturligvis ikke kunne virke.

En hård kamp
Under graviditeten fik Vibeke både graviditetssukkersyge og løst bækkenbund, og i den 18. uge gik fødslen i gang. Efter søsterens opråb kom hun på hospitalet, men Vibeke vidste, at det var for tidligt at føde, hvis Livah skulle overleve.
- Min verden brød sammen, og jeg bare græd og græd. Var jeg ikke kommet på hospitalet, havde jeg født hende herhjemme, og det havde hun ikke overlevet. Overlægen var da også rimelig kontant. Hun fortalte, at det var rigtigt nok, at barnet var på vej ud, og at det så sort ud. Jeg følte virkelig, at vi var oppe imod naturens kræfter, og det eneste, jeg kunne, var at ligge helt stille. Jeg turde knap nok trække vejret.
Vibekes kæreste og forældre sad også åndeløse og veg ikke fra hendes side, og sådan gik et rædselsfuldt døgn. Uden at der skete yderligere. Så blev Vibeke lagt i narkose og fik lagt en tråd om livmoderhalsen, der skulle holde fostret tilbage. Måske. Oddsene var elendige, men værre uden tråden. Og så var det ellers hovedet ned og benene op.

Et sandt mirakel
Vibeke stilede imod at nå frem til uge 28, for så var der gode chancer for, at alt ville gå godt, og søndag den 15. juli 2007 - akkurat som Vibeke var på vej ind i uge 28 - blev Livah født efter et temmelig kompliceret døgn. På det tidspunkt havde Vibeke ikke stået på sine gene ben i to måneder. Og efter fire døgn kom Livah ud af sin kuvøse.
- Hun bliver nok et enebarn, er mor sikker på.
- Hvis jeg skal føde en gang til, skal jeg formentlig også være totalt sengeliggende under graviditeten, og hvordan skal jeg så samtidig være en ordentlig mor for Livah? Og hvis det nu ikke skulle gå godt, hvordan har man det så bagefter? Nu har vi det så godt. Livah er mit livs lys - et sandt mirakel, og jeg tør næsten ikke tro på et til...

Kender du Facebook-siden "Jeg elsker mor"
Blev mor på trods af sygdom
Mor og datter var gravide samtidig