
Jeg har en 14-årig datter, der, som så mange på den alder, har bumser, og det er hun ret ked af.
Vi har været hos lægen, som ikke mener, at problemet er særlig stort. Hun har udskrevet noget gel, men min datter er ikke meget for at bruge det, for huden bliver lidt irriteret og pudebetrækket misfarvet.
Hvad kan vi gøre?
M.
Akne rammer mere end 80 procent af alle danske teenagere, og 20 procent af dem har moderat til svær akne.
Ved en lokalbehandling, som den jeres læge har udskrevet, kan man forvente nogen effekt efter fire til seks uger og fuld effekt efter ca. 12 uger. Sker der ikke meget, kan lægen skifte til en anden behandling, og det vil i første omgang typisk være en anden gel.
Alle disse lokalmidler irriterer nemt huden, og det kan afhjælpes ved en forsigtig opstart, hvor gelen bruges hver anden eller tredje dag og derefter optrappes. Er irritationen for stor, kan det blive nødvendigt at holde pause undervejs.
Har behandlingen ingen effekt, er der mulighed for, at antibiotika i tabletform ordineres. Den behandling bør dog begrænses og ikke anvendes alene, men sammen med gelen.
Det er vigtigt at understrege over for de unge, at akne rammer rigtig mange, og at meget kan gøres, men at de fleste må finde sig i en vis grad af uren hud eller gener ved den lokale behandling.
Tabletbehandling skal gemmes til de alvorlige tilfælde med fare for ardannelse, for der er risiko for, at vi udvikler resistens mod behandlingen, hvis der bare bruges løs, og så har vi jo intet at gøre godt med, når bakterier med alvorlige sygdomme er på spil.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk
Lægen tager ikke min datters akne seriøst
Hvad er den ideelle prævention?
Hvorfor undgik nogen forgiftningen?
Førstegangsmor: Hvordan undgår vi rød numse?
Hvorfor har jeg nedgroede tånegle?
Hvorfor får vores søn næseblod?
Hvorfor får jeg hele tiden blærebetændelse?
Åreknuder og øget risiko for blodprop?