
På TV 2 og TV 2 Play kan man følge værten Lene Beier og hendes team bestående af Marianne Gammelgaard – organiseringsekspert og indehaver af firmaet Simple Life – og håndværkeren Dennis Nielsen, når de yder førstehjælp til familier, hvis rod har vokset sig uoverskueligt stort. Vi er nået til sæson 4 af ”Vi drukner i rod”, hvor teamet rydder op og bygger løsninger, mens familierne sorterer deres ejendele i en stor hal for atter at skabe plads til hamonien.
Hvordan føles det at hjælpe folk, der er ved at drukne i rod?
– Det er dejligt. Og i løbet af de foreløbig 4 sæsoner er vi tilmed blevet bedre til opgaven, fordi vi lærer mere om processerne og deres virkning på folks liv. Deltagerne er efterhånden meget bevidste om, hvad de går ind til. Og selv er vi blevet bedre til at bruge den korte tid, vi har til rådighed til hver familie. Til gengæld er det et krav fra vores side, at de sorterer halvdelen af deres ting fra. Rod er ofte et symptom på andre ting, der er sket eller fortsat sker i folks liv. Hvor gode de efterfølgende er til at holde fast i den fornyede orden i deres hjem, afhænger af, hvor meget de arbejder med sig selv, og hvad de finder ud af undervejs i forløbet.
Hvor stammer din ordenssans fra?
– Jeg er ikke som sådan opdraget til at være et ordensmenneske. Mine forældre var 19 og 20 år, da de fik mig. De var ikke fattige, men de passede på deres ting. Allerede som barn sørgede jeg for, at alt på mit værelse stod snorlige, men mine forældre indrettede sig faktisk på samme måde, og den dag i dag er min fars hjem præget af orden. Han er ikke typen, der gemmer og opbevarer alt muligt. Da jeg flyttede hjemmefra, blev jeg bedt om at tage alle mine ting med sig. Når nutidens børn flytter hjemmefra for at rykke ind på et lille værelse, ser man ofte forældre agere opbevaringscentral for et betydeligt antal kasser med deres børns ting, som børnene måske først ser igen efter mange år. Og hvis man vil have styr på sine sager, gør den slags ikke projektet lettere.
Hvem inspirerer dig?
– Da jeg i sin tid fandt ud af at gøre min organiseringsevne til min levevej, var det helt klart japanske Marie Kondo, der dannede grundlag for det. Hun og jeg arbejder ikke på samme måde, men hun gjorde idéen om organisering og oprydning kendt og banede dermed vejen for sådan en som mig. En anden vigtig person for mig i begyndelsen blev forfatteren Courtney Carver. Hun opfandt en idé, som hun døbte Projekt 333, og som jeg fortsat benytter mig af i dag. Kort fortalt går det ud på, at man har en basisgarderobe bestående af 33 stykker tøj, som man bruger i tre måneder i forskellige kombinationer. Formålet er at undgå spontane tøjindkøb og støt voksende tøjbunker. Og selv med en relativt begrænset garderobe kan man sammensætte sit tøj på et utal af måder. Jeg er ikke minimalist, men jeg er fortaler for, at hvis man vil have noget, må man skille sig af med noget andet. Vi vil alle gerne have mere tid og nærvær, men vi fylder konstant vores hverdag med ting, som der skal tages stilling til, fordi vi har en hang til at gemme og samle. Heldigvis er bæredygtighed blevet in, og hvor det før var skamfuldt at købe genbrugsting, er det i dag hipt.
Har du et godt råd, som vi alle kan have gavn og glæde af?
– Vær ærlig over for dig selv. Skuffer og skabe i mange hjem er fyldt med bristede drømme. Det kan være i form af et gigantisk monster af en pastamaskine, som man har købt efter en ferie i Italien, men aldrig er kommet i gang med at bruge. Det kan også være de bukser, man ikke længere kan passe. Hjemmet skal ikke være en udstilling af din fortid eller fremtid, men udelukkende afspejle den person, du er her og nu.