Kommende førstegangsforældre: Hvad gør vi med de uvaccinerede kusiner?

Hvor risikofyldt er det for en nyfødt, som i sagens natur endnu ikke er vaccineret, at tilbringe tid med store, ikke-vaccinerede børn? Få Familielægens svar her.
Af
Lotte Bang
Pige læner sig mod gravid mave
– På min mands side er der to små kusiner, og da vi ved, at vores lille baby også er en pige, er der forventninger om meget leg og samvær, forklarer den kommende mor.
Foto: Colourbox

Kære Lotte Bang

Min mand og jeg står i lidt af et dilemma. Vi venter vores førstefødte om et par måneder, og hele familien glæder sig.

På min mands side er der to små kusiner, og da vi ved, at vores lille baby også er en pige, er der forventninger om meget leg og samvær.

Men de to kusiner har ingen børnevaccinationer modtaget, så vi er meget i tvivl, om vi udsætter vores datter for unødig smitterisiko, hvis hun tilbringer tid med dem, inden hun selv er færdigvaccineret i en alder af ca. 15 måneder.

Til den tid vil hun jo være beskyttet mod mæslinger, fåresyge og røde hunde samt kighoste, difteri, polio og nogle former for meningitis, som jeg har læst mig til, vaccinationsprogrammet består af.

Hvad synes du? Skal vi holde os væk eller håbe på det bedste?

Mvh. De kommende forældre 

Kære Kommende forældre

Jeg kan godt forstå, det er noget, I tænker over og er lidt bekymrede for, men fordi de fleste børn netop er vaccinerede, er risikoen for at blive smittet ikke særlig stor. I og med så mange er vaccinerede, er det svært at blive syg og dermed videregive smitte med de sygdomme, du nævner.

Når det er sagt, synes jeg nu godt, man kan lufte sine tanker og selvfølgelig aftale, at man holder sig væk, hvis ens barn har feber, udslæt eller andre sygdomstegn, men det bør vel bare være helt almindelig hensyntagen, også selv om alle er vaccinerede.

Jeg kan jo intet garantere, men umiddelbart er risikoen, som jeg vurderer den, meget lille, fordi langt størsteparten af børnene i vores land er vaccinerede.

Det er meget svært at diskutere den slags i familien uden at blive uvenner, for man stiller jo spørgsmålstegn ved andres måde at opdrage børn på, og det er et følsomt emne.

Men vælger man den lidt utraditionelle vej, som det er, når man ikke lader sine børn vaccinere, må man være forberedt på, at andre sætter spørgsmålstegn ved det valg og måske også tager visse forholdsregler.

Kærlig hilsen Lotte 

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.