Min kæreste påstod, at hun blev stalket – del 1:2

Mit første indtryk af Sille var, at hun var fuldkommen perfekt. Hun var lille, smuk og smilede meget. Hun var også utrolig god til at få mig til at føle mig som mand. Egentlig er jeg en ret blød type, og med hende følte jeg mig for første gang maskulin. Jeg tror, det handlede om, at der var noget sårbart over Sille. Hun havde sådan et skær af ”lille, forladt fugleunge” over sig, og det gav mig en enorm lyst til at passe på hende. Med hende fik jeg for alvor nogen at være noget for.

I takt med at Sille og jeg lærte hinanden bedre at kende, åbnede hun op omkring sin barndom. Den havde ikke været for sarte sjæle. Begge hendes forældre drak, faren var voldelig, og Sille selv blev nådesløst mobbet det meste af sin skoletid.

Jo mere hun fortalte, desto mere imponeret blev jeg over, at hun havde været i stand til at tage en frisøruddannelse og nu klarede sig godt. Selv kom jeg fra en tryg kernefamilie, så det, hun fortalte, var helt uden for mine erfaringer.

Silles og mit forhold udviklede sig hurtigt. Efter bare to måneder flyttede hun ind hos mig i det gamle hus, jeg for nylig havde købt og nu var ved at renovere. Jeg var 26 og følte, at mit liv for alvor var ved at tage form.

Mine forældre syntes godt nok, at tingene gik lige lovlig stærkt, og det var også, som om min mor og Sille havde svært ved rigtigt at finde hinanden.

Men alt i alt var det ren idyl i begyndelsen, og jeg var frem for alt meget, meget glad.

Efter et par måneder var vores hverdag efterhånden kommet ind i en fast rytme. Sille tog på arbejde i salonen, jeg selv passede mit job som elektriker, og når vi havde fri, arbejdede vi på huset.

En dag, ud af det blå, fortalte Sille om en ekskæreste, der hed René. De var sammen i to år, og forholdet bar primært præg af, at han udsatte hende for psykisk vold. For et års tid siden gjorde hun det endeligt forbi med ham, og lige siden havde han stalket og chikaneret hende.

Jeg rynkede panden og spurgte, hvorfor i alverden hun ikke havde fortalt mig om det noget tidligere. Vi boede trods alt sammen og delte en hverdag, og indtil nu anede jeg ikke, at hun blev stalket.

– Jeg var bange for, du ville vælge mig fra på grund af det. Flere af mine veninder tør ikke se mig længere, fordi de er utrygge ved René, mumlede Sille.

Men nu var det altså, som om han havde intensiveret sin forfølgelse. I hvert fald var han igen begyndt både at skrive og ringe til hende og det rigtig meget. Hun frygtede, at det var, fordi han havde hørt, at hun var flyttet sammen med en ny kæreste, og så vidt hun vidste, boede han stadig i vores landsdel.

Fra da af begyndte Sille jævnligt at vise mig truende beskeder, som hun modtog fra et ukendt nummer. Ordlyden var ikke til at tage fejl af: Det var ækle, truende beskeder, hvori Sille blev kaldt både det ene og det andet. Ligeledes var der også trusler mod mig. Også hendes opkaldsliste var domineret af et ukendt nummer, der igen og igen og igen forsøgte at få fat i hende, men hun besvarede dem aldrig.

Det hele gav mig en knude i maven af bekymring, men mest af alt på Silles vegne. Jeg kunne jo ikke være ved hendes side døgnet rundt, og hun havde ikke ret mange andre. Hendes netværk var lille, for hun havde kun minimal kontakt til sine temmelig ustabile forældre, og hendes veninder lød heller ikke som nogen, der var til at regne med.

Vi talte meget om det. Jeg spurgte selvfølgelig, hvorfor hun ikke havde skiftet nummer, men hun forklarede, at det havde hun allerede gjort flere gange, og på en eller anden måde fandt han altid frem til hendes nye nummer igen. Så nu holdt hun bare fast. At blokere hans nummer på telefonen hjalp heller ikke, for så fik han sig bare et nyt, han kunne kontakte hende fra.

Med stigende frustration spurgte jeg, hvorfor hun dog ikke anmeldte René til politiet, men for Sille gav det tilsyneladende sig selv. Hun ville ikke risikere at provokere ham yderligere. Desuden kunne politiet ikke stille meget op imod stalking, forklarede hun. Man var grundlæggende overladt til sig selv.

Hun så så bange ud, da hun sagde det, og jeg trak hende spontant ind til mig og lagde armene tæt omkring hendes spinkle overkrop. Jeg svor for mig selv, at ingen skulle få lov at krumme et hår på hendes hoved.

Det var, som om vi pludselig var blevet tre i forholdet. René føltes som en konstant skygge, der hele tiden lurede i baggrunden, og han holdt sig ikke længere kun til at række ud via telefonen. Ret hurtigt stod det klart, at han nu vidste, hvor vi boede.

En dag, hvor jeg åbnede vores postkasse, var brevene og reklamerne smurt ind i frisk hundelort. En anden dag var vores skraldespande væltet og skraldet spredt ud i indkørslen. Det var rystende at opleve problemet rykke helt ind på vores dørtrin.

Episoderne gjorde både Sille og mig lidt paranoide. Vi låste hoveddøren på alle tider af døgnet og trak rullegardinerne ned, så snart det blev mørkt. Jeg fik også installeret en alarm, selv om det kostede mig en mindre formue. Hver eneste gang, jeg forlod huset, tjekkede jeg, om der var nogen mistænkelige personer at se. Det var der aldrig, men det gjorde det på en eller anden måde bare mere stressende.

Jeg begyndte også at følges med Sille så meget som muligt. Folk drillede os med, at vi da nærmest var vokset sammen ved hoften, men vi havde heller ikke fortalt nogen om René. Heldigvis lod Sille til virkelig at nyde mit nærvær fremfor at føle sig kvalt. Hun ville gerne holde i hånd og lave alting sammen.

Hvis René havde håbet at skille Sille og mig ad, så havde det den modsatte virkning: Vi kom endnu tættere på hinanden. Dels, fordi vi tilbragte al den tid, vi kunne, sammen, og dels, fordi kærligheden mellem os voksede ved, at jeg så tydeligt viste Sille, at jeg var der for hende i tykt og tyndt.

Hver gang, hun græd af frygt eller stress over endnu en chikaneepisode, trøstede jeg hende. Jeg lovede, at jeg altid ville passe på hende, og at vi nok skulle finde en løsning.

Indeni var jeg dog ikke helt så sikker på det med løsningen. Jeg havde hørt om stalking-sager, der stod på i årevis og fuldstændig nedbrød de involverede. Alene tanken var til at få koldsved over.

Jeg overvejede at sælge huset, så vi kunne flytte langt væk og begynde forfra sammen, men det var mit drømmehus, og jeg havde heller ikke lyst til at stikke af med halen mellem benene. Hvis bare Sille dog ville gå til politiet!

Efter fire måneders chikane kom jeg hjem til en grædende Sille, der viste mig, at dækkene på hendes nye cykel var skåret op. Det, at der var brugt en kniv, fik hårene i nakken på mig til at rejse sig. Hvad skulle forhindre René i at bruge kniven mod os næste gang?

Så jeg satte foden ned: Nu skulle vi altså søge hjælp hos politiet. Sille hidsede sig op og nægtede pure, og det gav ingen mening for mig. Det endte i et stort, frustreret skænderi.

Skænderiet om kniven fik mig til at tage en beslutning: Jeg ville selv kontakte René og true ham til at lade os være én gang for alle. Godt nok ville jeg aldrig selv gøre en flue fortræd, men det vidste René jo ikke, og i hvert fald kunne jeg jo true ham med politiet.

Dog var jeg helt sikker på, at Sille aldrig ville lade mig gøre det, så jeg måtte få fat i hendes telefon, hvor Renés nummer lå, uden hun opdagede det.

En aften sad Sille og jeg og så en tv-serie sammen. Hun tjekkede som altid sin telefon konstant, men på et tidspunkt lagde hun den på sofabordet og gik på toilettet. Så var det nu.

Jeg greb telefonen og fandt hurtigt opkaldslisten med de utallige opkald fra det samme nummer. Mit hjerte hamrede, mens jeg for sidste gang memorerede den lille, rasende tale, jeg ville slynge i hovedet på ham, så snart han tog den.

Jeg trykkede på opkaldssymbolet. I det samme begyndte en hidsig brummelyd. Det tog mig et øjeblik at forstå, at lyden ikke kom fra telefonen, men fra et sted i vores hus. Forvirret rejste jeg mig og gik omkring i et forsøg på at lokalisere lyden. Imens havde jeg endnu Silles telefon klistret til øret. Den ringede stadig op.

Brummelyden kom fra Silles taske, der hang over en stol i vores køkken. Den telefon, der havde ringet og skrevet til Sille gennem fire måneder, befandt sig lige her. I vores hus. I Silles taske.

Det føltes, som om bunden faldt ud af min mave. I det samme hørte jeg lyden af toilettet, der skyllede ud.