
Jeg synes, rigtig mange mennesker er optagede af de såkaldte KRAM-faktorer og nu endnu flere faktorer, nemlig noget med fire s’er.
Det er vildt stressende med alt det sundhedshejs, og det kan da i sig selv ikke være særlig sundt. Skal man ikke hellere leve et liv, man er glad for, og så ikke gå så meget op i sundheden?
Mvh. Den magelige og glade
Du har ret i, at der i vores del af verden er et meget stort fokus på sundhed og de nu otte livsforlængende faktorer. De fokuserer på kost, rygning, alkohol og motion, som står for KRAM.
Så er der de fire s'er: Stress, socialt samvær, søvn og stoffer. Her anbefales det at stræbe efter socialt samvær og en regelmæssig, god nattesøvn samt at undgå stress og stoffer.
Jeg synes faktisk, det er godt, at fagfolk oplyser befolkningen om forskningsresultater, der kan være med til at mindske risikoen for sygdomme og hjælpe en til at leve et længere og raskere liv. Så er det jo op til den enkelte at vælge og vrage i rådene, så de tilpasses det, man selv synes, giver det gode liv.
Selvfølgelig går nogle mere op i sundhed end andre, og efter min mening kan det bestemt fylde så meget, at det rent faktisk forhindrer et dejligt, velafbalanceret liv.
Jeg foreslår, du lever dit liv efter dit eget hoved, men samtidig orienterer dig i de gode sundhedsråd. Måske er der noget, du vil kunne lide, og det er jo ingen skam at passe lidt på sig selv.
Kærlig hilsen Lotte
Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.
Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk