Fylder min mands afdøde hustru hele pladsen i hans hjerte?

Min dejlige mand, som jeg er gift med, mistede sin første kone til KOL på en voldsom måde.

Efterfølgende fandt han sammen med mig, og vi har haft det godt. På Facebook foreslås hendes profil hele tiden som et ”vennematch”, og jeg har spurgt min mand, hvorfor han og familien ikke får profilen slettet, nu hun ikke er her mere. Men det er et meget ømt punkt for ham, hvilket jeg godt forstår. Jeg har dog selv den holdning, at når man ikke længere lever, skal den slettes, og det gør mega ondt på mig, at han holder fast i den.

Men jeg forstår hans fortid, og jeg har insisteret på, at f.eks. hendes kunst bør have en plads i vores fælles hjem, og at han skal tage på kirkegården til fødselsdag og jul osv.

Vi taler om hende, og jeg forsøger at rumme deres tid sammen. Men nu har jeg bare ramt en mur. At hendes Facebook-profil skal holdes i live, er ud over, hvad jeg forstår. Hvorfor er det vigtigt?

Han delte 14 år med hende. Alle billederne fra profilen har han, og minderne har han jo.

Hvorfor er det så svært for ham og hendes søster at slette den profil? Søsteren vil ikke engang møde mig, og hun har sagt til min mand, at hun hader mig. At jeg har stjålet ham. Jeg har ikke stjålet ham. Han var enkemand, da jeg mødte ham.

Vi er gift, og vi taler meget frit om alt. Men den seneste tid har han haft meget kontakt til sin tidligere svigerinde, og nu er der ”grus i maskineriet”.

Jeg har forsøgt at rumme det hele, og jeg lytter altid, når han vil fortælle om sin afdøde kone. Hun virker som et meget spændende menneske.

Jeg kan bare ikke helt slippe tanken om, at jeg måske bare ikke matcher. At jeg ikke er nok.

Jeg beder jo ikke om, at han glemmer hende. Mere at vi siger: Nu skal vi videre. Hun var, og vi ER. Vi taler om hende, hun har en plads. Nu handler det om os.

Jeg er 44, han er 59.

Jeg har to børn, han har ingen.

Mine børn er klar til livet på egen hånd, i gang med uddannelser og flytter snart hjemmefra, så min mand og jeg er egentlig frie som fuglene.

Jeg har ikke været forberedt på hans reaktion. Kan det være en senreaktion på hendes død?

Og hvad kan jeg gøre for at støtte ham mere, end jeg gør?

Jeg synes, det virker, som om du og din mand har en masse godt sammen. Jeg føler mig faktisk sikker på, at I også kan tale om det her.

Du virker til at være et varmt og meget rummeligt menneske, og du har tacklet tabet af hans hustru meget ordentligt. Nu har du ramt muren, og derfor skal du bede ham om hjælp.

Jeg tror, at sorg har mange forskellige faser, og at sorgen kan dukke op og vise mange ansigter også over en lang årrække, måske endda resten af livet. Det er noget, I to skal finde ud af sammen, og du skal skære ”støjen” fra resten af familien fra.

Sæt dig ned og fortæl din mand, at du har brug for ham. Dine følelser er lige så vigtige som hans. Forklar ham, som du har forklaret mig, at du er løbet tør for overskud nu. Sammen må I finde ud af, hvad I skal gøre.

Lad ikke søster eller svigerinde forurene jeres forhold. Hold fokus på din mand og jeres kærlighed og tag ham i hånden og lad ham vide, at han skal træde frem til pladen og gøre dig tryg. Det må du gerne bede om. Også selv om han bærer på sin sorg. Mød dig selv og dine behov med samme omsorg, som du møder andre mennesker.