”Nu vender vort mismods mørke vinter, ved denne Yorksol, til en prægtig sommer”.
Nå ja, frit efter Shakespeare, men det er sommer, og dermed ferietid for mange. Måske har man muligheden, og ikke mindst lysten til, at have hunden med på ferie, og det kan fint lade sig gøre, hvis man kører på ferie.
Fint og godt for nogle, men med en hund bliver man jo lidt bundet i sine udfoldelser, og går turen sydpå, skal man være meget opmærksom på varmen. En bil bliver hurtigt 60-70 grader varm, og det er ikke et godt opholdssted for en hund. Selv om man parkerer i skyggen, går tiden hurtigt, solen flytter sig, og uden vand og skygge kan opholdet få en fatal udgang for hunden. Det kræver planlægning, men der er mange feriesteder, hvor hunde vil have det fint, og hvor det er sjovt at have dem med.
Skal Buller ikke med, skal den i pension, med mindre man er så heldig at have en privat pasningsordning. Jeg er så heldig, at vores søn flytter hjem og passer hundene, men ikke alle er så privilegerede, og så er løsningen en god pension.
Udvalget er både stort og uoverskueligt, og der er stor forskel på tilbuddene.
Der er gode og dårlige pensioner, og det er en god idé at undersøge forholdene først. For når man tager på ferie, skal man føle sig tryg ved, at hunden har det godt, så ferien ikke ødelægges af spekulationer. Man skal groft sagt kunne glemme alt om hunden, for det bedste er gjort, og ferien skal nydes, og det kan man roligt gøre, hvis man lægger både omsorg og omhu i at finde det rigtige sted til hunden.
Overvej blandt andet, om din hund må luftes med andre eller kun alene? Ring rundt til flere pensioner og hør om deres tilbud. Lad være med at spare; de gode steder koster næsten det samme, og nej, det er ikke billigt, men der er også et stort arbejde forbundet med at have hunde i pension. Og er det for billigt, er det måske ikke godt nok. Tjek, om pensionen har en forsikring, hvis din hund kommer til skade, løber væk eller sågar dør under opholdet.
Som udgangspunkt ville jeg finde et sted, hvor jeg synes om dem, der skal passe min hund. Jeg vil være langt tryggere ved at aflevere Buller til en, jeg synes, er sympatisk, end til en, jeg ikke bryder mig om, for så at håbe, at vedkommende er god ved dyr …
Så er det tid til en visit: Er der rent og ordnede forhold? Hundene sidder typisk i hver deres rigelige bur, og den tanke bryder mange sig nok ikke om, men tag voksenbrillerne på, for hunde, der jo ikke er en flok og ikke skal være det, kommer ikke op at slås, de er samtidig ikke alene, og opholdet er jo for en begrænset periode, som Buller på ingen måde tager skade af.
Rigtig god sommerferie – med eller uden hund!
Verden ifølge min terrier
Nej tak til gæster
Du træner også din hund, når du ikke træner
Min hanhund er opslugt af dufte
Kan hunde miste livsglæden?
8 gode råd til kommende hundeejere
Er jeg for gammel til at få en ny hund?
Den svære beslutning: Tid til at tage afsked