Han rydder buffeten for alt det gode kød

Vi er en gruppe veninder fra gymnasiet, der hvert år holder julefrokost sammen. Det har vi gjort i snart 20 år, og siden gymnasietiden er der kommet både partnere og børn til, som også er med hvert år.

Jeg synes, det er enormt hyggeligt, at vi har formået at holde fast i traditionen, og at alle vores partnere er blevet en del af vennegruppen.

Men nu til dilemmaet: Vores ene veninde blev skilt for nogle år siden og har fået en ny kæreste, som har været med to gange. Begge gange har vi købt mad udefra, der bliver serveret som buffet med sild, fiskefileter, flæskesteg og hvad, der ellers hører til en traditionel julefrokost.

Men hendes nye kæreste har ingen hæmninger i buffeten. Han er altid en af de første til at tage, og det eneste, han spiser, er kød. Han skovler nogle enorme portioner op på sin tallerken uden tanke på, at der skal være til andre. Han er nærmest oppe efter sin anden portion, før alle har fået første gang.

Han er kræsen, så det er selvfølgelig okay, at han kun spiser de ting, han kan lide. Men er det for meget at bede om, at alle får lov at tage én gang, før han gafler halvdelen af flæskestegen i sig?

Det ene år sad han med et tårn af frikadeller, mens andre slet ikke fik smagt dem.

Der var nogle, der forsøgte at lave lidt sjov med ham, men det lader ikke til, at det rører ham – eller vores veninde – det mindste. Og det undrer os lidt, for vores veninde går normalt meget op i takt og tone.

Nu er vi ved at planlægge dette års julefrokost, og jeg kan mærke, at det går mig på.

Bør vi konfrontere ham på forhånd? Eller skal vi bare sige pyt og spise en ekstra sildemad, mens han nyder stegen?

Det er altid interessant, når et eneste menneske formår at skabe uro og dilemma for en hel gruppe. Hvad er det mon, der gør, at det ene menneske, der handler ”uhensigtsmæssigt”, gør det svært for alle andre end sig selv. På en måde er det fascinerende. Hvorfor er det alle andre, der retter ind og tier stille?

Det er ikke kun i det tilfælde, du beskriver her, men også i mange andre situationer, hvor et menneske får alle andre til at vride sig i stedet for, at man bare siger, ”hør her, kammerat, du er gal på den”.

Jeg tror, at jeg på et tidspunkt vil dykke ned i den dynamik og tale med nogle eksperter, der kan svare mig.

Nå, men tilbage til din venne-julebuffet. Kunne I ikke, når I præsenterer menuen, sige, hvor meget der er til hver?

Jeg synes altid, det er sådan på arbejdspladser, når man kommer i kantinen, så er der et skilt med f.eks. ”2 frikadeller pr. person” eller ”1 fisk til hver”.

Det er vi vant til fra hverdagen.

Det er ret almindeligt, og det er der ingen, der tager ilde op. Jeg synes, I skal byde velkommen og fortælle om de forskellige retter og så lige sætte reglerne og nævne antal.

Og så kan man jo sige, at når alle har smagt det, de ville, kan man bare gå amok i resten.

Jeg synes ikke, det burde være et problem at komme med den information. Særligt når den bliver sagt som en besked til alle og ikke til den enkelte.

Jeg håber, I får en dejlig julefrokost. Det er stærkt at holde sammen gennem så mange år.