Har jeg fremskyndet hendes undergang?

I dag skulle jeg hente en pakke i en kiosk lidt uden for mit nærområde, og derfor kendte jeg hverken personalet eller kunderne i butikken.

Foran mig i køen var en gammel dame; hun var muligvis kun ”ældre”, men hun så gammel ud, og hendes fremtoning var mindre velplejet og næsen lilla. Hun forsøgte igen og igen at betale for en flaske vin og en pakke cigaretter; men hendes kort var spærret, og den flinke ekspedient forklarede damen, at hun skulle ringe til banken for at få kortet åbnet.

Kvinden fik tigget fire cigaretter fra ekspedienten på den tid, selv om vedkommende sagde ”du har allerede fået otte af mig i formiddag”.

Jeg blev efterhånden lidt utålmodig, køen voksede, og tilbød derfor at betale for kvindens indkøb for at komme videre til min ekspedition, hvilket blev accepteret af både kunde og ekspedient. Førstnævnte var meget taknemmelig, og hun virkede ikke påvirket.

Da hun var ude af døren, og jeg fik min pakke udleveret, fortalte ekspedienten mig, at kvinden er dement, og at hendes søn har arrangeret med banken, at hun kun kan hæve et vist beløb hver dag – det beløb var så overskredet kl.12.

Min overvejelse eller spørgsmål er:

* Hvis kommunen vurderer, at kvinden er frisk nok til at bo hjemme og hente forsyninger – og ikke skal på plejehjem for alkoholdemente – forstyrrer jeg så hendes behandling ved at sponsere forbruget af alkohol og nikotin, og gør den flinke ekspedient det samme ved at udlevere cigaretter?

* Hvis kvinden har lysten og midlerne til at dulme smerterne/drikke sig ihjel, skal hun så ikke have lov til det, uden at gå tiggergang mellem genboer, nu hun ikke har fuld adgang til sine egne midler?

Jeg er virkelig i tvivl, om jeg har skubbet til hendes undergang ved at være utålmodig, men det er vel næppe en ny udfordring, der er opstået i dag.

Tak for en fin brevkasse

Du har af et godt (og lettere utålmodigt) hjerte taklet en situation på samme måde, som mange andre ville have gjort. Jeg kunne have handlet præcis som du og betalt for hendes indkøb.

Vi kender ikke folks historie, når man mødes tilfældigt i køen, og det er menneskeligt at ville hjælpe. Om du har skubbet til en undergang, der allerede har taget sin begyndelse, er svær at slå fast. Men du har handlet i god tro. Hvis du har lyst til at gøre yderligere ved det, du har set, kan du kontakte kommunen med en bekymringsskrivelse – som jeg tror, det hedder.

Det er fuldstændig umuligt for mig at svare på, om kvinden skal have lov til bare at drikke sig ihjel, som du skriver, eller have ubegrænsede midler til at ryge og drikke. Ingen af os to kender hendes situation, men for mig lyder det meget fornuftigt at begrænse undergangen så meget som muligt.Det er uværdigt at sejle rundt i gaderne eller gå til på den måde.

Det lyder umiddelbart, som om der er brug for mere støtte omkring kvinden, og derfor ville det da være rigtig fint, hvis både du og ekspedienten kunne finde en måde at gøre opmærksom på hendes adfærd. Det er helt utrolig svært at dømme andre i sådanne situa­tioner og have en mening om, hvad man bør og ikke bør. Der kan ligge tusind historier bag det øjebliksbillede, du var vidne til, men jeg forstår dine overvejelser.

Hvis du vil gøre noget, kan du tage tilbage til butikken og snakke med ekspedienten om de muligheder, der er, for at kontakte kommune eller familie. Det er altid rart, når vi udviser omsorg for hinanden.