Jeg kan ikke holde ud at høre mere om klimaet og jorden, der brænder alle steder. Der er oversvømmelser og naturbrande, og jeg ved ikke, hvad jeg som lille person kan gøre andet end at sidde i sofaen og skrue ned for nyhederne eller slukke.
Jeg kan ikke sove om natten, fordi jeg føler mig magtesløs, og jeg kan ikke forstå, man ikke kan gøre mere, end man gør.
Lille mig – hvad kan jeg dog stille op? Jeg er bange.
Lille mig
Jeg kan godt forstå, du er bange. Jeg tror du sætter ord på noget, der optager mange af os, og det er fint at få sagt det højt.
Jeg bliver også bange, når jeg ser oversvømmelser og store områder i brand. Der findes nu et begreb, der hedder klimaangst, og det bliver der talt mere og mere om. For nogle år tilbage var det angsten for corona, der fyldte.
Når verden ændrer sig, opstår der nye ting at være bange for. Måske har du i forvejen et alarmberedskab, der er let at aktivere. Måske er du ængstelig af natur eller ængstelig pga. opvækst, og når du så ser alle de billeder med katastrofer, bliver du virkelig bange og måske også hurtigere bange end andre, du kender.
Når man bliver bombarderet med voldsomme nyheder i mediebilledet, skal man huske, at man ikke altid ser det fulde billede. Der er virkelig mange grønne omstillinger i gang, og mennesket har gang på gang bevist, at hvis vi virkelig vil ændre noget i fællesskab, så kan vi også gøre det.
Der er ingen tvivl om, at vi skal handle nu, men selv om du føler dig magtesløs hjemme i sofaen, betyder det ikke, at der ikke bliver arbejdet på højtryk på løsninger ude omkring i verden. Der sker også positive ting på klimafronten.
Somme tider hjælper det at være aktiv, når man er bange. Føle, at man gør en forskel. Du kan måske engagere dig i noget, der er godt for kloden. Hjælpe organisationer med at dele mad ud, så det ikke går til spilde, sortere genbrugstøj, samle plastik i naturen eller andet, du føler giver mening, og som er godt for vores jord.
Tænd for fjernsynet én gang om dagen, og husk at se nogle dejlige film og gode programmer også.
Du får et stort kram fra mig. Både for at bringe emnet op og for at være modig nok til at fortælle du er bange.
Vi må se at få styr på det.
Varme hilsner fra Puk