Min søn mener, at jeg fordeler hjælpen til mine børn uretfærdigt

Jeg er pensionist og bor tæt på mine to voksne børn, som begge er kommet godt i vej med ægtefælle, børn, hus og gode jobs.

Jeg har altid hjulpet dem begge så meget, det har kunnet ladet sig gøre, men de seneste to år har jeg hjulpet den ene familie væsentligt mere end den anden.

Hjælpen har bestået i at være barnepige, for deres ene barn er lettere handicappet, og det giver nogle udfordringer i forhold til pasning. Jeg har dog stadig også passet børn i den anden familie, men de har et større netværk og har ikke samme behov.

Gennem længere tid har forholdet til sidstnævnte skrantet, for de er blevet sure på mig og mener, at det ikke er rimeligt, at jeg ikke hjælper dem nær det samme. De mener, at jeg bør drosle min hjælp ned til familien med det handicappede barn.

Jeg holder selvfølgelig lige meget af begge mine børn og deres familier, men jeg føler, at jeg må lægge min hjælp der, hvor behovet er størst.

Hvad mener du? Er jeg uretfærdig, når jeg ikke deler min hjælp ligeligt?

Skal jeg efterkomme deres ønske om at drosle ned for hjælpen hos den ”svage” familie?

Sommetider forstår jeg ikke andre mennesker.

Hvis situationen er, som du beskriver, forstår jeg ikke, hvorfor familien uden det handicappede barn ikke har forståelse for, at de andre med et handicappet barn har brug for mere hjælp.

Måske skal årsagen til surheden findes et andet sted. Hvordan er dine børns forhold indbyrdes? Har de været gode søskende i deres opvækst, eller har der været konkurrence mellem dem? Har den ene følt, at opmærksomheden mest gik i den andens retning? Måske ligger svaret i deres forhold som børn. Kan du se et mønster?

Under alle omstændigheder er de voksne nu og må agere som voksne. Også over for deres mor.

Du må træffe de beslutninger, du bedst kan leve med, og som du synes, er de mest rationelle, og så må du lade være med at lade dig koste rundt og blive talt ned til.

Stå ved de valg, du træffer, og forklar gerne dine valg, men lad dig ikke kue.

Det lyder, som om du er en meget hjælpsom mormor. Tag en voksen samtale med den af dine børn, som er sur på dig. Få prikket hul på bylden og hør, hvad det egentlig handler om.

Verden er ikke delt op i lige store portioner. Mennesker har forskellige behov og har forskellige goder. Det gælder også for dine to børn. Måske handler det om, at du fortæller, at din kærlighed til dem er lige stor, også selv om du hjælper lidt mere det ene sted. Somme-tider hjælper det at få at vide, at man er elsket, og at kærlighed ikke nødvendigvis hænger sammen med det antal dage, du bruger sammen med dem.

Det her handler i virkeligheden om børnebørnenes behov og ikke direkte om dine børn. Dine børn er voksne. Tal med dem som voksne.

Jeg håber, at I finder hinanden.