Puks brevkasse: Min familie støtter mig ikke på nogen måde

Jeg er 26 år og har, siden jeg var omkring 13 år, haft et meget dårligt forhold til min far. Vi kan ikke være i samme rum, uden jeg skal have skældud for ingenting. Jeg har tit svaret igen, og vi skændes med det samme.

Læs også: Puks brevkasse: Kan ikke få ro til at arbejde hjemme

Her under corona fandt han ud af, at jeg ikke kan bære visir eller mundbind, og gav derfor mig skylden for corona i Danmark. Jeg får skylden for alt. På grund af det med mundbind havde jeg lyst til at rejse hjem igen, følte ikke, jeg var velkommen. Også højtider ødelægger han. Jeg har ikke haft en god jul i flere år, nu er det bare noget, der skal overstås.

Hos mine søstre føler jeg mig som en, der bare er der. De ringer kun, hvis de har brug for hjælp til et eller andet, eller hvis de skal af med noget – det kan jo være, jeg kan bruge det. De ser mig stadig som den hjælpeløse lillebror, og de “opdrager” stadig på mig. For eksempel når vi skal noget, siger de altid “husk at gå i bad, husk at børste dine tænder” osv. Det har jeg flere gange sagt, de skal stoppe med, men de gør det stadig, og jeg bliver ked af, at de ikke tror, jeg kan klare mig selv.

Læs også: Brev til Puk: Vores mor er ikke til at holde ud af være sammen med (link fjernet)

Noget, de især ikke kan indse, er, at jeg gerne vil have indflydelse på, for eksempel hvilke gaver der gives. Hvis jeg ikke mindst to måneder før siger til dem, at jeg selv finder på noget, så har de købt en gave, og så skal jeg bare lige betale 200 kr. for noget, jeg ikke ville være med til.

De ved, at jeg nu ikke vil have noget at gøre med vores far, men det kan de ikke indse. Jeg var nødt til kort og kontant at sige til dem, at jeg ikke vil være med i en gave til ham, for jeg vil ikke have noget med ham at gøre. Men stadig skriver de mig ind i kortet, og jeg bliver ked af, at de ikke forstår det.

Læs også: Puks brevkasse: Min søster har meldt sig ud af familien

Jeg får aldrig besøg af dem. Min mor, der som den eneste altid har støttet mig, kommer nu kun, hvis der er noget. Men hun besøger mine søstre og deres børn. Resten af min familie har aldrig set, hvordan jeg bor. Jeg har tit inviteret dem til kaffe, hvis de var i byen, men de kom ikke.

Når hele familien er til fest, og jeg er med, bliver jeg bare sat for enden af bordet. Mange af dem vil ikke rigtig tale med mig. Mens jeg ser dem alle hygge sig og feste, græder jeg indeni, for ja, jeg er der bare. Når så nogle vil høre, hvad jeg nu har fundet på at lave, får jeg altid “Lad os nu se, hvor længe det så går”. De støtter mig ikke på nogen måde i det, jeg laver, så jeg mister lysten til at lave det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Den Ensomme

Læs også: Puks brevkasse: Mit voksne barnebarn har mistet gnisten

Kære Den ensomme

Hvor er du bare modig. Tusind tak, fordi du har skrevet til mig og delt dine tanker. Det kræver stort mod, og jeg respekterer dig så meget for at sætte dig ned og skrive til mig.

Jeg kan virkelig godt forstå, du føler dig ensom. Ensomhed er en af de sværeste følelser i hele livet. I gamle dage kunne det betyde liv eller død, når man blev udstødt fra flokken, men i dag har vi heldigvis andre muligheder. Og det er de muligheder, jeg vil opfordre dig til at se på.

Læs også: Brev til Puk: Min venindes sønner svigter hende

Din familie respekterer dig ikke, som de burde. Det kan de ikke være bekendt. Din far kan heller ikke være bekendt at give dig skylden for corona. Dine søstre burde respektere, at du er voksen nu og har dine egne behov og meninger. Men når det ikke er lykkedes at få dem til at forstå, hvordan du har det, så synes jeg, du skal søge fællesskab et andet sted. Hele din lykke må ikke afhænge af, om din familie behandler dig ordentligt. Livet kan byde på mere, og du er en super fyr, der kan sætte ord på dine følelser, og du har meget at tilbyde.

Den sorg og ensomhed, du føler, kan jeg love dig, at mange andre også sidder med. Du føler dig alene nu, men du er ikke alene om at have det sådan. Gennem mine mange år med brevkassen er jeg stødt på breve som dine, og jeg håber, det kan få dig til at tænke på, at det måske ikke er dig, der bærer skylden for ikke at passe ind i familiens fællesskab.

Læs også: Brev til Puk: Føler mig pludselig meget overset

Kunne du tænke dig at opsøge nogle venner og måske melde dig ind i en forening? Kunne du tænke dig at gå til noget, der interesserer dig, og der møde andre, du kan tale med?

Der er af og til læsere, der i brevkassen opfordrer til, at man søger fællesskab gennem den lokale kirke. Det har jeg ikke prøvet, og jeg er ikke selv religiøs, men som jeg har forstået det, kan man deltage, hvad enten man er troende eller ej. Måske var det et sted at begynde?

Læs også: Puks brevkasse: Hvor er veninderne nu, hvor jeg har brug for dem?

Jeg synes ikke, du skal holde op med at se din familie, og jeg synes, du skal blive ved med at sige fra, som du gør nu, men jeg vil opfordre dig til at begynde at tænke om dig selv, at du er god nok. Lige meget hvad de siger. Du er god, som den du er, og det skal du holde ved. Det er flot, at du kæmper for din ret, og du må ikke stoppe, men du må ikke længere lade din familie være det eneste afgørende for, om du dur eller ikke dur.

Mit svar blev lidt langt. Håber du kan bruge det. Hvis du har behov, så skriver du igen. Og hvis du ikke kan finde nogen fællesskaber, du kan træde ind i der, hvor du bor, så skriver du også igen. Så kan jeg måske hjælpe dig med at kigge i dit nærområde.

Mange tanker og hilsner fra Puk

Læs også: Brev til Puk: 91 år og alene med min hund