Tænk på vores veteraner – også til nytår

Ikke kun hunde og sarte sjæle hader fyrværkeri. Det støjende lysorgie er også en årlig udfordring for vores veteraner, skriver en hustru til en PTSD-ramt veteran.
Af: Puk Elgård
Lysglimt og brag fra fyrværkeri er forfærdeligt for mange  veteraner
Lysglimt og brag fra fyrværkeri er forfærdeligt for mange veteraner.
Foto: Colourbox
Annonce

Kære Puk

Jeg vil gerne fortælle om et problem, som hvert år er en udfordring i vores familie.

Jeg er gift med en veteran med PTSD, og nytårsaften er en stor udfordring for os. Al den larm og pludselige bulder og brag og lysglimt. Jeg tror ikke, folk ved, hvor skræmmende det er, når man har været i krig.

Jeg vil også gerne bede folk tænke over, når de fyrer fyrværkeri af uden for de lovlige perioder.

Min mand har det virkelig svært og må beskytte sine ører, og han er meget urolig i perioden op til nytår.

Vil du ikke tage problemet op her i brevkassen, for jeg synes, der er alt for lidt fokus på vores skadede krigsveteraner?

En hustru til en tidligere udsendt

Kære En hustru til en tidligere udsendt

Mange tak for dit brev. Det er lige så, jeg får kuldegysninger, når jeg læser dine tanker og linjerne fra dig.

Du kan tro, at jeg vil sætte fokus på den problematik.

Jeg synes bestemt heller ikke, vi taler nok om vores PTSD-ramte soldater. Jeg deler livet med en tidligere soldat og kender en del soldater, der er hårdt ramt af krigens rædsler. Jeg ved også, det er svært for andre at sætte sig ind i, hvordan det er, hvis ikke man selv har været udsendt, eller hvis man ikke kender tidligere soldater.

Jeg har været på veterancenterets hjemmesiden, veterancenter.dk, og fundet et opslag om veteraner og fyrværkeri. Jeg har tilladt mig at kopiere og citere fra deres hjemmeside, for de siger det bedst – læs de gode råd herunder. Jeg håber, det kan belyse veteranernes situation, når man læser med.

Tak igen for at bringe emnet på bane. Jeg ønsker jer godt nytår, trods alt, og håber, at jeres tilværelse hænger nogenlunde sammen.

Veterancenterets fem gode råd

1. Forbered dig mentalt

Det er især de pludselige og uventede høje lyde fra fyrværkeri, der kan være ubehagelige, når du har PTSD. Derfor kan det være en fordel, hvis du har mulighed for at forberede dig mentalt på, at det kun er i en begrænset periode, det kommer til at buldre og brage. Det er kun lovligt at bruge fyrværkeri i perioden mellem den 31. december og til og med den 1. januar, så det vil helt naturligt være i denne periode, generne fra fyrværkeri vil være størst.

2. Reducér støjen

Ved at benytte ørepropper eller støjreducerende hovedtelefoner kan du tage toppen af de brag, der kan udløse et flashback eller en stressreaktion. En anden mulighed er at have noget beroligende musik kørende i baggrunden, når det nye år skydes ind.

3. Godt og trygt selskab

Det kan være fornuftigt at alliere sig med sine nærmeste venner eller familie nytårsaften. Når du er i godt selskab, kan det være med til at fjerne fokus fra de høje brag fra raketter og bomberør, og dine nærmeste kan samtidig være en god støtte, hvis der opstår behov for det.

4. Tal med naboen

Det kan også være en god idé at tale med dine naboer, så de er klar over din situation og bliver bekendte med, hvordan de kan tage bedst muligt hensyn, når de bruger fyrværkeri.

5. Søg væk fra byen

Hvis du bor i byen, kan generne fra fyrværkeri føles ekstra voldsomme. Derfor kan du overveje, om du eventuelt har mulighed for at invitere dig selv hjem til en ven eller familie, der bor på landet. Det kan også være, du kender nogen, der har et sommerhus, du kan låne nytårsaften, så du på den måde kommer lidt på afstand, når nytåret skydes ind. Er du hårdt ramt og føler dig særligt påvirket af fyrværkeri, skal du også være meget velkommen til at kontakte Veterancentrets døgntelefon, tlf. 72 81 97 00, for nærmere råd og støtte.

Varme hilsner fra Puk

Annonce

Bliv medlem af Familie Journal+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.