
Jeg er førtidspensionist og kommer nok til at arve en lille smule penge. Må man købe fast ejendom som førtidspensionist uden at blive økonomisk straffet på nogen måder?
Jeg tænker ikke noget med lån, for det ved jeg, jeg ikke kan. Jeg tænker, hvis jeg køber kontant?
Jeg vil ikke straffes økonomisk. Vi er jo straffet nok i forvejen ved ikke at kunne flytte sammen med nogen, uden at cirka huslejebeløbet bliver taget fra os.
Der er jo nogen, der mener, man sparer ved at flytte sammen. Hvad sparer man? Måske lidt el og indboforsikring, men huslejen er da den samme og skal deles i to. Og når der bliver taget 3.000-3.500 kr. udbetalt fra en om måneden, så er der ikke meget tilbage.
Vædderen
Som førtidspensionist har man ret til at have en formue, uden at det påvirker udbetalingen af førtidspension.
Men hvis formuen giver et renteafkast, kan det have betydning, fordi renterne betragtes som indtægt og dermed kan reducere pensionsudbetalingen.
Hvis du arver et beløb, som er så stort, at du kan købe fast ejendom, tænker jeg derfor, at det er en god idé at gøre det i forhold til påvirkningen af pensionsudbetalingen i stedet for at lade pengene stå og trække renter.
Dine overvejelser om, at det er en ”straf”, at førtidspensionen påvirkes negativt af, at man er samlevende eller gift, er tankevækkende.
De politiske overvejelser er, at man ønsker at tilgodese enlige førtidspensionister, da der alt andet lige er færre penge at gøre godt med, når man har én indtægt frem for to. Men jeg forstår godt, at det kan ses som en straf, når man bliver ramt af det.
Uanset hvordan man vender og drejer det, vil jeg dog stadig mene, at det er billigere at bo i én husstand frem for to. Både i relation til indboforsikringen og elregningen, som du selv er inde på, men også i forhold til, at der kun er én husleje og f.eks. én varmeregning, ét internet og én tv-pakke.
De daglige indkøb kan også blive billigere, da man kan købe større portioner og dermed måske få lidt mængderabat, plus at der er mindre madspild, fordi der er to til at spise maden, mens den stadig er frisk.
Og så er der jo alle sidegevinsterne ved at leve sammen med en, man holder af. Dem er der gudskelov ingen, der regner på.
De bedste hilsner Bettina

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver siden 1988 og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk






Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver ubegrænset adgang til alt indhold.