Farmor er hele familiens corona-helt

Mandag, 15. november 2021
Anne Bruhn Jørgensen Foto: René Schytze
Når nøden er størst, er farmor nærmest. Sådan er det i hvert fald med 64-årige Inge-lis Bertelsen. Under nedlukningerne hjalp hun sin søn og svigerdatter gennem corona-pandemien, da hun agerede dagpleje for barnebarnet Anna.

De fleste danskere kan formentlig huske, hvor de befandt sig den onsdag aften tilbage i marts 2020, hvor Danmark for første gang blev lukket ned grundet den på det tidspunkt helt nye og ukendte coronavirus. Fra den ene dag til den anden blev hverdagen vendt på hovedet, og for tusindvis af småbørnsfamilier landet over var den helt store udfordring, at daginstitutionerne lukkede ned. Særligt udfordrende var det for de forældre, som ikke blev hjemsendt fra deres jobs, men som tværtimod fik endnu mere at se til.

I Thy så familien Bertelsen også det berømte pressemøde. Jeanette Bertelsen er sygeplejerske, og på det tidspunkt var hun under uddannelse og i praktik på corona-afsnittet på Thisted sygehus. Hendes mand, Søren, er mellemleder i den lokale tømmerhandel, som heller ikke lukkede ned. Tværtimod skulle det vise sig, at de fik rigtig travlt det forår. Sammen er Jeanette og Søren forældre til deres datter, Anna, som på daværende tidspunkt var knap to år gammel. Hendes dagpleje lukkede nu ned på ubestemt tid.

– Jeg havde både dag-, aften- og nattevagter, Søren arbejdede stadig meget, og det hele var enormt presset. Det var faktisk rigtig hårdt at få hverdagen til at gå op, for jeg følte mig ikke tilstrækkelig nogen steder, hverken på arbejdet eller derhjemme, fortæller Jeanette, som samtidig frygtede for sit og sin families helbred. Som praktikant blev Jeanette nemlig ikke testet for coronavirus ligesom de uddannede sygeplejersker.

– Men jeg skulle på arbejde lige meget hvad, for jeg kunne ikke undværes.

Særlig forbindelse

Kun syv kilometer fra familien bor Sørens forældre, og særligt Sørens mor, 64-årige Inge-lis Bertelsen, har haft et specielt bånd til sit første og eneste barnebarn, siden Anna kom til verden og gjorde Inge-lis til farmor.

– Det var virkelig lykken at skulle være farmor. Det kan ikke beskrives med ord, hvor glad jeg blev, da jeg fandt ud af det. Og hvor meget vi glædede os, fortæller Inge-lis.

Kun en times tid efter, Anna var kommet til verden, besøgte de nybagte bedsteforældre deres lille barnebarn ude på fødegangen. Hun lå hos Jeanette, og da Anna hørte sin farmors stemme for første gang, reagerede hun straks.

– Det glemmer jeg aldrig. Hun vendte sig om mod mig, og det var som om, hun kendte mig med det samme. Jordemoderen sagde, at hun aldrig havde oplevet noget lignende. Det var som om, der var en helt særlig forbindelse, fortæller Inge-lis.

Jeanette havde en kompliceret fødsel, og det gjorde, at der allerede tidligt i Annas liv var brug for farmor.

– Inge-lis var meget dedikeret lige fra begyndelsen, og det har hjulpet os rigtig meget. Hun flyttede nærmest ind de første tre måneder af Annas liv. Hun støvsugede og hjalp, hvor hun kunne. Hun tog også vores vasketøj med hjem og returnerede det både nyvasket og nystrøget, fortæller Jeanette.

Sammen med farmor hver dag

Også under nedlukningerne blev Inge-lis familiens redning. Hun arbejder deltid som bogholder i en korn- og foderstofforretning, og den fortsatte med at holde åbent, selv om resten af landet lukkede ned. Alligevel fik Inge-lis ved hjælp af lidt afspadsering og en fleksibel chef, som gav hende lov til at bytte lidt rundt på sine timer, mulighed for at hjælpe den pressede familie.

– Jeg føler mig meget privilegeret, at jeg får lov til at hjælpe. Det er jo ikke nødvendigvis alle farmødre, som får lov til at være så stor en del af deres børnebørns liv. Så jeg føler mig meget heldig, fortæller Inge-lis.

Løsningen blev, at Anna næsten dagligt blev passet af sin farmor. Sommetider arbejdede Søren om formiddagen, mens Inge-lis havde Anna, og så byttede de om eftermiddagen. Andre gange var det omvendt, og så blev det en fast tradition, at Inge-lis hver torsdag passede Anna hele dagen, og om aftenen kom Søren og Jeanette så og spiste med til aftensmad.

– Anna elsker sin farmor og bedstefar. Selv om hun ser dem de fleste af ugens dage, står hun alligevel og hopper af glæde, når hun skal over til dem. Særligt Inge-lis har altid været en stor del af Annas liv, og de har et helt speciel bånd til hinanden, fortæller Jeanette.

Sammen brugte Anna og Inge-lis timerne på gåture, puslespil og højtlæsning. Og så blev der også brugt tid i køkkenet. Særligt under anden nedlukning sidste vinter, hvor Anna var blevet lidt større. Her blev Anna sat ved køkkenbordet med en klump dej, og sammen producerede de to massevis af småkager til familiens jul.

Fortjener alt i verden

Som en anerkendelse for sit store bidrag til familien under corona-nedlukningerne har Jeanettes mor og Annas mormor, Bessie Ladekjær, sammen med Familie Journal valgt at give Inge-lis en meget velfortjent julekurv.

– Hvis ikke vi havde haft Inge-lis, måtte vi have hyret en barnepige, som kunne hjælpe os under corona. Det havde været den eneste løsning, for vi kunne umuligt have klaret det uden hende, fortæller Jeanette.

Selv mener Inge-lis ikke, at hun rigtigt gør noget særligt. Hun fortæller, at hendes egen mor ligeledes var en stor hjælp, dengang Søren og hans bror var små, og for dem er det en selvfølge at hjælpe, hvor de kan.

– Det giver os en hel masse livskvalitet at have fået et barnebarn. Vi har så mange gode oplevelser sammen med Anna, hvor vi tager på ture og på ferier, men også bare de små hverdagsting. Anna betyder jo alt for os. Hun er vores lille solstråle, og jeg forstår til fulde dem, der siger, at børnebørn er livets dessert, fortæller Inge-lis.

Flyvende farmor

Torsdags-traditionen har varet ved på den anden side af corona. Her henter farmor Anna i børnehaven, og så hygger de sammen indtil om aftenen, hvor hele familien spiser sammen. Anna overnatter desuden tit hos sin farmor og bedstefar, og hun har også sit eget værelse hjemme hos dem.

– Vi kalder hende flyvende farmor, for hun kan klare det hele. Hun er så energisk, enormt omsorgsfuld og helt fantastisk. Vi er meget heldige at have hende. Hun fortjener alt i verden og i virkelig meget mere end den her anerkendelse, fortæller Jeanette.