Lillans store kærlighed blev ramt af coronavirus: Jeg sang for ham til det sidste

Da Lillan Albeck for 20 år siden tog på en uges diabeteskursus i Jylland, var hun ikke imponeret. Faktisk var hun så uimponeret over undervisningen og forholdene, at hun var tæt på at rejse hjem til København igen.

Men nu havde hun jo betalt. Og hun var alligevel for nærig til at lade pengene gå til spilde. Så hun blev.

En lykkelig beslutning, viste det sig. For som hun siger: – Det endte med at blive mit livs bedste kursus.

Det var nemlig på det kursus, hun mødte Henning. Der skulle dog lige gå nogle dage, før hun fik øje på ham. Henning var derimod hurtig til at bemærke Lillan. Faktisk var det hendes stemme, han i første omgang faldt for, når hun stillede sig op og sang morgensang.

Kom til at kysse igen

Efterhånden blev Henning så forelsket, at han kom til at gå i bad med sit fodtøj, fordi Lillan fyldte alle hans tanker.

Det anede Lillan selvfølgelig ikke noget om. Men sankthansaften sørgede hun for, at alle borde og stole i fællesrummet blev skubbet til side, så der var plads til dans, og til musik fra en ghettoblaster kyssede Henning hende.

– Og jeg kom simpelt hen til at kysse tilbage.

Modsætninger mødes

Efter kurset havde Lillan planlagt en overnatning hos nogle venner i Jylland. Men opholdet blev noget kortere end aftalt, for Lillan hoppede på et tidligere tog, og da det kørte ind på hovedbanegården, stod Henning klar. Han nærmest løftede hende ud af toget og tog hende med hjem til Brønshøj. Og siden slap de to ikke hinanden.

De var modsætningerne, der mødtes. Modsætninger, som havde prøvet lidt af hvert hver for sig. Henning var snedker og gartner. Og Lillan var skuespiller, sanger, sangcoach og sagsbehandler. Men de udgjorde den perfekte cocktail, og for 10 år siden fandt de et halvt dobbelthus i Lyngby, hvor Henning kunne passe haven. Og hvor de kunne blive gamle sammen.

Henning foranrdede sig

Men Henning nåede ikke at gøre ret meget ved den have. For kort efter de var flyttet ind, begyndte han at forandre sig.

– Han blev mere vredladen. Vi har tit skændtes, så det bragede, men vi blev altid gode venner bagefter. Nu var han mere stædig. Han var ikke til hverken at hugge eller stikke i, husker 63-årige Lillan.

Troede alle mænd stjal

Hun husker også, hvordan Hennings ting begyndte at forsvinde. Pludselig var hans barbermaskine væk, og selv var Henning overbevist om, at det var en sygeplejer, der havde taget den, da han kom for at skifte en forbinding på hans ben. Det måtte jo være en mand, der havde stjålet den. Og pludselig så han alle mænd som tyveknægte. Da en kæde på traileren også forsvandt, var han så sikker på, at det var skorstensfejeren, at han fik Lillan til at ringe til politiet.

– Jeg har aldrig stjålet noget. Det kunne jeg ikke drømme om, forklarede den fortvivlede skorstensfejer, da han sammen med sin mester mødte op hjemme hos Lillan og Henning.

– Det var skrækkeligt, at Henning mistænkte folk for det ene og det andet, siger Lillan, som er taknemmelig for, at skorstensfejerens mester var med den dag. Han håndterede nemlig situationen meget flot og talte Henning lidt efter munden, selv om han stolede på sin medarbejder. I dag er Lillan overbevist om, at mesteren kendte til demens.

For det var nemlig det, der havde ramt Henning. Efter halvandet års undersøgelser fik han diagnosen Alzheimers.

Så var der en forklaring på, hvorfor Henning opførte sig, som han gjorde. Og hvorfor Lillan undertiden kunne finde de forsvundne genstande gemt rundtomkring i huset.

Læs også: Hjertet har jo ikke demens

Kæmpede for at få hverdagen til at hænge sammen

I flere år kæmpede Lillan stædigt for at få hverdagen til at køre, mens Henning blev mere og mere ramt. Men det sled på kræfterne.

– Jeg stillede mad frem til Henning, når jeg tog på arbejde. Når jeg var hjemme, fulgte han mig i hælene hele tiden. Også ind på badeværelset, indtil jeg lærte at sige: Her kan du altså ikke være. Toilettet var det eneste sted, jeg havde fred.

Farlige drømme

Til sidst var livet med Henning ikke bare opslidende. Det blev også farligt.

Om natten drømte Henning nemlig, at sengen var en brændende båd, og når han vågnede, tænkte han kun på en ting: Hans elskede Lillan skulle reddes. Så han løftede hende og smed hende overbord.

Handlingen var gjort af stor kærlighed. Men Lillan endte ofte med at blive kylet ind i et skab eller et cd-stativ, og hun begyndte derfor at planlægge sin egen flugtvej ud af huset, hvor hun kunne gribe en pakket taske og sætte en stol for døren.

To gange styrtede hun ud på bare tæer og kørte væk i bilen. Og hver gang stoppede samme tanke hende efter få kilometer:

– Henning kan da ikke være alene.

Når hun vendte tilbage, faldt han til ro, og i perioder var han den gamle Henning.

Men situationen var ikke holdbar, og til sidst anbefalede en demenskonsulent, at Henning fik plads på et plejehjem.

Læs også: herrerklub for demente: Rigtige mænd giver ikke op

Rigtig men svær beslutning

Det var den rigtige beslutning. Men det var også en beslutning, som stadig får Lillan til at fælde tårer.

– Det var så svært at få ham til at forstå, at jeg ikke skulle bo der sammen med ham. Den første aften fik vi lidt at spise sammen, og bagefter kom en sosu-assistent ind og signalerede diskret gennem øjenkontakt, at det var nu, jeg skulle gå. Det er nok det værste, jeg har prøvet i mit liv, da jeg gik ned ad gangen, mens jeg hørte Henning kalde på mig, siger Lillan. Hun holdt dog hovedet højt og blev ved med at gå. Først ude i bilen brød hun sammen.

Hun blev ramt af fortvivlelse endnu en gang, da hun kom hjem og så alle de tomme pladser, hvor nogle af møblerne og billeder var blevet fjernet. Heldigvis ringede telefonen lidt efter. Det var sosu-assistenten fra plejehjemmet. Hun ville bare sige, at Henning var faldet ned efter 10 minutter, og at han nu sov.

Et vigtigt opkald

Det opkald betød alverden.

– Tusind tak, fordi du ringer, fik Lillan sagt.

– Jeg skal ikke kun tage mig af Henning. Jeg skal også tage mig af dig, svarede sosu-assistenten.

Præcis det budskab har Lillan siden brugt meget tid og energi på at give videre.

For hun ved, hvor meget det betyder. Derfor deler hun blandt andet ud af sine erfaringer, når hun underviser sundhedspersonale i pårørendekontakt, ligesom hun snart skal undervise andre pårørende i kommunalt regi.

For kun nære pårørende ved, hvordan det er at være pårørende. Selv de bedste venner og den mest velmenende familie forstår det ikke helt.

Selv har Lillan fundet stor trøst og glæde i at mødes med andre pårørende til mad og snak et par gange om måneden i grupperne Pusterummet og Madklubben, og det har også hjulpet hende at sætte sig til computeren og skrive med pårørendegrupper på Facebook.

Plejehjemmet var også Lillans hjem

Den største glæde var selvfølgelig, når hun hver dag var sammen med Henning på plejehjemmet, som hun også kaldte sit hjem.

– Jeg var heldig, for Henning kunne stadig kende mig og give udtryk for sin kærlighed til mig. Jeg er overbevist om, at det skyldes, at jeg var der så meget, siger Lillan.

Hver besøg sluttede hun med at tage Henning i hånden og lægge hovedet på hans skulder, mens hun sang en sang for ham. Det var jo hendes stemme, der første gang ramte ham. Og det gjorde den til det sidste.

Men Lillan synger ikke længere for Henning. I foråret blev Henning nemlig ramt af Covid-19. Han kæmpede for sit liv i tre uger, hvor Lillan fik lov at være hos ham på hospitalet det meste af tiden. Engang imellem troede hun, at han ville klare den. Andre gange mistede hun håbet.

Ville ikke undvære et sekund

Torsdag den 14. maj skrev Lillan et opslag på Facebook: "Jeg er ulykkelig over at fortælle jer, at jeg mistede min elskede Henning i forgårs."

Lillan og Hennings kærlighedshistorie har i 20 år været fuld af sang, sjov og svære kampe.

- Jeg ville ikke have undværet et sekund, selv når det var hårdt. Selv når det var forfærdeligt. For Henning gav mig sin kærlighed hele tiden, og jeg bærer ham i mit hjerte.