Kære Puk
Skal fotos af hans kone stå fremme?
Organisten varmer op med ”Nu titte til hinanden”, mens busserne triller op foran Vor Frelser Kirke.
Mange er i kørestol, men der er endnu flere, der går selv, måske med en støttende arm. De forreste rækker inde i kirken fyldes først - det er der, hvor duften af påskeliljer og forsytiagrene er kraftigst.
Rikke Petersen deler små, buttede og bløde trækors ud til alle. Lars Hagensen giver hånd og ser hver enkelt i øjnene. Rikke er fløjtenist, Lars præst, og de er bare to ud af en stor flok, der fire-fem gange om året sørger for et særligt tilbud til demente i Odense. En gudstjeneste, hvor der spilles på alle sanser og trækkes på de bedste minder.
I dag er det ca. 30 beboere fra plejecentrene Herluf Trolle, Marienlund og Øst, der er inviteret til demensgudstjeneste, kaffe og fællessang.
Læs også: Vil du være ven med et menneske, der har demens?
- Åh, hold da op, det er jo frygteligt at høre på… hvad er det her for noget?
En dame i kørestol i midtergangen tænker højt – så højt, at ingen er i tvivl om, at hun ikke synes om fremførelsen af ”Nu titte til hinanden”.
Men Rikke på tværfløjten og Preben Berg på pianoet vil altså ”titte til hinanden” – både i musikalsk og helt konkret forstand. For det er præcis det denne torsdag handler om. At se hinanden – og ”at plante smil og plante solskin”, som alle synger en halv times tid efter over kaffen inde i det blomsterpyntede sideskib.
Dagens kirkegængere har demens – eller rettere deres hjerner har demens. For hjertet har jo ikke demens, så Lars, Rikke og Preben taler til alle følelser med billeder, berøringer, dufte og toner. . Rikke kan kunsten både at spille tværfløjte, så tonerne triller veloplagt gennem kirkerummet, og samtidig holde øjenkontakt med de kirkegængere, der vil.
- Raske, velfungerende lader hurtigt øjnene flakke og lukker ned, hvis jeg fastholder øjenkontakten længe. Demente er ofte længere tid om at respondere, og hvis de viser, at de ikke ønsker kontakten, træder jeg straks et skridt tilbage. Men ofte smiler de efter en tid, og jeg kan mærke, at jeg når dem.
Jeg tænker, at plejerne i hverdagen har så sindssygt travlt, at der ofte ikke er mulighed for at give sig så meget tid til hver enkelt, siger Rikke, der har prøvet sig frem. Faktisk har arbejdet været så spændende, at hun sideløbende med musikerkarrieren er begyndt at læse musikterapi.
Læs også: Kirsten har Alzheimer
Damen i midtergangen har været stille længe, men kommer med endnu et halvfrustreret ”så skru dog ned”. Rikke og Preben taber ikke takten, men Lars kommenterer reaktionen, da han genoptager sin prædiken:
- Der er ingen knap på Preben, så man kan ikke skrue ned for ham, men lige om lidt skruer vi op for kaffen…
Smilene breder sig, og det er, som om vi nu også kan dufte drømmekagen fra Brovst og Connys hjemmebagte rosinboller med tandsmør.
Med de bløde trækors i hænderne slutter den korte gudstjeneste af med trosbekendelsen og Fadervor, og selv om flere af gæsterne ikke kan huske, hvor de var i går, er der mange, der kan bønnen udenad.
Læs også: - Min mor har demens
Med kaffe og kage i maven og tonerne af Lille sommerfugl og Musens sang i øregangene er stemningen helt i top. Ved flere borde gynges der med på fællessangen i bedste sejle op ad åen-stil, og der er adskillige damer, der åbenlyst filmer lidt med fotografen med det nysgerrige kamera.
- Når jeg hører, at en meget dement mand fløjter til musikken, synes jeg, at vi er nået i mål. Og damen, der i dag bad om at få skruet ned, er i virkeligheden til fest og farver, og på en bedre dag kunne hun have sunget med på det hele, siger Helle Pia Christiansen, der er koordinator i OK Aktiv i Odense kommune.
Demensgudstjenesterne holdes i forskellige kirker i Odense, og Lars husker en mand, der glædestrålende fortalte, at han var døbt, konfirmeret og gift i dagens kirke.
- Det var han nu ikke, men det betyder ikke noget, for han havde en god og varm følelse ved at komme i kirken, siger Lars.
Læs mere om baggrunden for demensgudstjenesterne i Fyens Stift her