Dansktop Prisen 2019: Stem på din favorit til Læserprisen

Fredag, 4. januar 2019
af redaktionen, foto Søren Lamberth
AFSTEMNINGEN ER SLUT: Familie Journals Læserpris er din mulighed for at få direkte indflydelse på Dansktop Prisen i Boxen. Og for at sikre, at så mange som muligt får mulighed for at stemme på netop deres yndlingskunstnere, laver vi denne gang et udskilningsløb i to runder: Ud fra nedenstående liste over både etablerede stjerner og nye talenter kan du være med til at nominere 20 kandidater ud af de 50, som går videre til den egentige sms-afstemning om Familie Journals Læserpris 2019.

AFSTEMNINGEN ER SLUT: Når Dansktop Prisen 2019 løber af stablen den 23. marts i Boxen i Herning, skal der traditionen tro uddeles en masse priser. Det er juryen, der består af kompetente og bredt funderede musikeksperter, som peger på en vinder i alle kategorierne.

Undtagen én. Nemlig Familie Journals Læserpris. Her er det ganske enkelt folket – Familie Journals læsere – der vælger vinderen.

Vi vil gøre alt for, at så mange dansktopfans som muligt får mulighed for at støtte netop deres absolutte yndlingskunstnere. Men feltet vokser år for år, og der skal både være plads til de veteraner, som dansktopscenen skylder alt, og det stigende antal nye talenter.

Derfor vil vi hermed lave en indledende nomineringsrunde, hvor du kan stemme på din favorit blandt 50 kunstnere. De 20 kunstnere, der får flest stemmer, går videre i konkurrencen.

Sidste frist for at afgive din stemme er torsdag den 17. januar.