En rigtig Dario

Torsdag, 18. januar 2018
af Jørgen de Mylius, foto: AOP og Polfoto
Storcharmøren Dario Campeotto udødeliggjorde nummeret ”Angelique” ved det Dansk Melodi Grand Prix i 1961, gjorde kometkarriere og er still going strong. Her er historien om den store, folkelige smørtenor.
Jørgen de Mylius

Dario Campeotto

Da jeg begyndte at lave udsendelser i Danmarks Radios P3 i 1963, var Dario Campeotto et af de navne, man tit så i de kulørte magasiner og en af dem, der i efterdønningerne fra sin grandprix-sejr i 1961 med ”Angelique” stadig udsendte en regelmæssig stribe af singleplader. Alle vi, der var unge dengang, havde også en fornemmelse af, hvad en Dario var. En storcharmør med en latinos overtalelsesevner og en slags skørtejæger, vel nok. Selv har Dario denne herlige forklaring:

– Jeg endte i datidens ordbog med begrebet en Dario. Hvad det betyder, ved jeg ikke, men det er næppe helt galt gættet, at det er noget med en latinotype, der render og trækker trusserne af pigerne. Det er dybt uretfærdigt, for det ved gud, jeg ikke gjorde. Jeg flåede dem af.

Smørtenoren vandt

Dario startede sin karriere allerede som teenager. Dario blev født i Danmark, hvor han boede på Frederiksberg med sine italienske forældre og to storesøstre. Familien kom hertil, fordi hans far, Ernesto, skulle arbejde som teknisk chef for Fiat i Danmark.

Opera var en stor del af familiens kultur, og det var et hjem med klaver. Både Ernesto og mamma Emma var glade for sønnens musikalske interesse. Når italienske orkestre kom til København, skulle de ofte ud til Ernesto og have eftersyn på deres biler, inden turen gik tilbage igen. Og når far og søn gik i byen for at se de samme italienske orkestre, var det ikke så sjældent, at lille 12-årige Dario fik lov til at synge et enkelt nummer med dem til stor begejstring for publikum.

Det var i tiden, hvor den italienske barnestjerne Robertino var blevet populær i en tv-udsendelse, og klokkerene italienske drengestemmer var i høj kurs. Dario blev hurtigt shanghajet til amatørkonkurrencer af enhver art, og han har stadig et sjovt udklip fra en annonce for et af tidens mange underholdningsshows i KB Hallen i København: ”Mød barnestjernen Dario Campeotto. Endvidere medvirker Oswald Helmuth og Wandy Tworek.”

Læs også: 6 hurtige til Dario Campeotto

Karrieren sparkes i gang

Dario var 10 år og skulle synge opera. På en skoleudflugt nogle år senere til Landskrona med Scarlett-bådene fik klassekammeraterne Dario til at synge et nummer med bådens hyggepianist. Dagen efter fandt han i sin lomme et visitkort fra Evald Bøjlesen, som viste sig at eje pladeselskabet ”Crescendo”. Det blev startskuddet til den pladekarriere, der siden blev en stor del af Darios karriere.

Dario blev sat til at synge den italienske sang ”Io”, som 1950’ernes italienske grandprix-helt Domenico Modugno lige havde haft et hit med. Darios udgave blev indspillet i krypten under Kildevældskirken med stedets herretoilet som ekkorum. Karrieren var sparket i gang.

Og den blev hjulpet endnu mere på vej, da Volmer-Sørensen kiggede forbi Ernestos værksted med sin sportsvogn. Her fik Volmer kendskab til den unge Darios sangtalent. Det førte til en anbefaling om at gå til Statsradiofoniens mikrofonprøve, som sjovt nok havde Volmer som formand, og i modsætning til navne som Gustav Winckler og Otto Brandenburg, der dumpede adskillige gange, gik Darios stemme rent igennem. Dario kom som nyt ungt talent med i en del af Volmer-Sørensens tv- og radioudsendelser, og det gav pote.

Volmer var den tids showmaster i Danmarks Radio, og da Otto Brandenburg med stort besvær havde fået lov til at synge i statsradiofonien, fandt Volmer på at lave en kvintet ud af de unge talenter Grethe Sønck, Katy Bødtger, Birgit Brüel, Otto Brandenburg og den helt nye Dario.

I videoen kan du se Dario optræde med "Angelique" ved Dansktop Prisen 2016

Filmrolle og det store grandprix

Det medførte også den første rolle i den danske film ”Eventyrrejsen”, hvor han spillede rejsefører – til Italien naturligvis. Her fik han sit første lille hit ”I gondolernes by”, og så gik det bare slag i slag. Indtil det store grandprix-slag blev vundet i februar 1961. Det var igen Volmer-Sørensen, som udvalgte solister til 1961-grandprixet, og han syntes, at sangen ”Angelique” ville passe godt til den unge, fremadstormende Dario.

Resten er historie.

Det blev en vild tid for Dario efter grandprix-aftenen i Fredericia. Men egne ord mener han, ”at han nok havde lidt svært ved at tackle den store interesse,” og på et tidspunkt ”gik der måske lidt mere Dario i ham, end godt var”.

I første omgang blev det til en massiv omtale i aviserne af denne unge italiano med den opera-agtige stemme med en sang, skrevet af den 61-årig invalidepensionist Axel V. Rasmussen fra Køge.

Det var historien om den unge mand, der vandt over de garvede solister, og den ældre sangskriver, der vandt over alle de garvede komponister. Artiklerne ville ingen ende tage. Se & Hør skrev efter finalen: ”Angelique” er det eneste amatørproducerede nummer i den danske finale. Komponisten Axel V. Rasmussen, Nørregade i Køge, og invalid efter mange års svær sygdom, kan nu se frem til gode indtægter af sin melodi. Musikforlæggere har stået i kø foran Rasmussens hoveddør, og den første grammofonplade med ”Angelique” er allerede lavet”. Og sådan fortsatte dag- og ugebladene i månedsvis med rapporter fra Nørregade i Køge og fra Darios Frederiksberg, hvor både han og forældrene blev belejret.

”Angelique” blev med det samme lavet i en italiensk, svensk og finsk udgave. Og fik en 5. plads ved Eurovisionens finale seks uger efter.

Læs også: Richard Ragnvald - Jeg bliver ved til hjertet siger stop

Stor showbiz-romance

Og så gik det slag i slag med turnéliv i Sverige og Finland og flere filmroller i Danmark. Den største succes blev filmen ”Han, hun Dirch og Dario” i 1962, hvor Dario skulle levere stormkur til den forsømte hustru, spillet af Ghita Nørby. Det blev en skæbnerolle for Dario. Og for Ghita.

Dario fortæller:

– Jeg skulle danse, og så stod der i manuskriptet: ”Dario giver Marianne (Ghita) et kys på kinden”. Og det gjorde jeg, men jeg kom også lidt tæt på munden. Jeg kan stadig huske instruktør Annelise Reenbergs: ”Tak tak tak, vi er færdige”. Men vi var alt andet end færdige. Det sagde bare plingeling-bum-bum midt under optagelsen.

Det blev til den tids største showbiz-romance. Danmarks mest populære skuespillerinde og den nye unge sang-komet.

i 1964 flyttede Dario og Ghita til Torino for at åbne en butik med danske kunstting. Det var Darios drøm, efter at hans forældre var gået på pension og var flyttet tilbage til Torino.

Det blev både spændende og broget tid for Dario. Selv om han er italiener, havde han aldrig prøvet at have fast bopæl i Italien, og selv om han havde sine søstre til at hjælpe med butikken, var det noget ganske andet end idol- og sangertilværelsen i Danmark.

Dario og Ghita gik ind i det med liv og sjæl. Sammen fik de sønnen Giacomo, som i dag er succesfuld dansk filminstruktør. Ghita konverterede til katolicismen, og det var med den største positive ånd, de forsøgte sig med et helt andet liv i det italienske.

Men Ghita havde taget det forbehold, at hun nogle måneder om året kunne indspille film i Danmark, og som tiden gik, blev månederne flere og flere. Hun var eftertragtet i Danmark, og en dag i 1968 revnede ballonen. Ghita besluttede at flytte permanent tilbage til Danmark. Kort tid efter sendte Ghita et brev til Dario i Torino, hvori der stod, at hvis han hørte, at hun blev set sammen med skuespiller Jørgen Reenberg, så var det helt rigtigt.

Retur til Danmark

Dario slikkede sårene i Torino, og i den periode havde han ikke lyst til at tage de ture til København, som han havde gjort før, når der var et godt engagement eller en ny pladeindspilning. Men en dag ringede Gustav Winckler til Dario i Torino: ”Hvad er det, du laver dernede?”, spurgte han. ”Kan du så se at komme hjem og synge igen.”

På sammen tid ringede impresario Eugen Tajmer og sagde, at Palmehave-feberen var kommet til Danmark. Eksisterende restauranter blev ombygget til gammeldags romantik, og Dario ville passe rigtig godt ind i den ramme. Så efter at have pakket gaver ind i Torino i nogle år tog Dario flyet tilbage til København. Det har han aldrig fortrudt. Italiensk af afstamning, men dansker i hjertet.

Palmehave-arrangementerne gav ham et forrygende comeback. Pludselig stod han i rampelyses skær igen, iført hvid smoking med Josephine Baker på den ene side og konferencier Stig Lommer på den anden. Hans liv havde taget et kvantespring. Og det skulle blive endnu bedre.

Lynforelsket

På vej til et job i Rønne mødte Dario i flyet Inge Merete, der fortalte, at hun glædede sig til at se Dario optræde. Hun skulle have sin lillesøster med. Lillesøster hed Gertrud, var 17 år og kendte ikke ret meget til Darios tidligere karriere. Det er hun bestemt kommet til sidenhen. Dario fortæller selv, hvordan han blev lynforelsket, men Gertrud boede hos sine forældre, og nu var situationen den modsatte af starten på hans og Ghitas forhold, hvor han var for ung til den modne Ghita. Han var for gammel, syntes Gertruds mor – 15 år ældre. Men de blev pennevenner, og da Gertrud kom til København i 1971 for at gå på husholdningsskole og fyldte 18 år, tog forholdet fart. Dario og Gertrud har været sammen lige siden og har i dag to voksne børn, Claudia og Filippo.

Siden det store Palmehave-comeback i 1970 har Dario arbejdet i Danmark. Det er blevet til en stime af store sommerrevyroller, medvirken i en del musicals som ”Kys Hinanden”, ”Pajama Game” og ”Sommer i Tyrol”, en halv snes spillefilm, hvoraf den sidste store rolle i ”Flyvende Farmor” fra 2001 introducerede ham for et stort, nyt og yngre publikum.

Og Dario er stadigvæk en flittig entertainer i en alder af 77 år. I de seneste år har han udsendt både cd og dvd med titlen ”Mit skønne Italien 1 og 2”, med hovedsagelig italienske sange.

Han er også den, der stadig giver den gas ved mange byfester, på Tivolis friluftsscene, til Frelsens Hærs arrangementer og meget mere. ”Angelique” er stadig en favorit, men ellers står den på operette, musical, slagere, rocknumre, italienske favoritter og utallige genrer derimellem. Se det er en rigtig Dario...

Artiklen er udgivet i samarbejde med Ude og Hjemme