Grethe Sønck
Jeg lavede et tv-portræt af Grethe Sønck i 2009. Egentlig var det en hyldest til Grethes 80-årsdag og hendes revy nr. 50 ”Revyperler”, men i stedet endte en del af interviewet som en mindeudsendelse om en af vores store folkelige kunstnere på DR1 i februar 2010.
Jeg optog programmet i hendes hus i Rågeleje, som hun havde købt sammen med sin mand, tv- og revykongen Volmer-Sørensen. Hans kontor stod fuldstændig, som det gjorde den dag, han døde i 1982. Grethe forklarede mig, at det ikke skulle opfattes som en mindestue eller noget i den retning, men at hun simpelthen ikke havde haft brug for rummet til andre gøremål efter Volmers død. Altså stod det, som det var, med Volmers gamle skrivemaskine slået op på skrivebordet, hans billeder og samme kuglepenne, som han skrev med dengang.
Volmer og Grethe var stærkt forbundne. De havde et tæt fælleskab i showbusiness, hvor de havde optrådt sammen i et væld af revyer, bl.a. med deres store fælles succes ”Pensionistvisen” om en lettere deprimerende hverdag for et dansk pensionistpar – leveret med humor og professionel elegance.
Deres kærlighedsliv var tæt, om end det også havde buler og skrammer. Men det til trods var de et uadskilleligt par, og Grethe bevarede sin kærlighed og sit savn frem til sin egen død i 2010.
Syngepige i ”Sommerlyst”
Grethe Sønck var med på en hel del af de hitlister, jeg lavede for P3 i mine første år i DR.
Med numre som ”Tak for alle kyssene”, ”Medicin med det samme” og ”Klara, Carla og Trine”, som hun sang sammen med Ulla Pia og Gitte Hænning, tog hun kampen op med Beatles, Elvis, Cliff og Rolling Stones.
Allerede dengang i midten af 60’erne var hun også godt på vej til at blive en af vores store revystjerner.
Men Grethes fantastiske karriere begyndte mange år tidligere. På én gang som syngepige på Bakken og som jazz- og swingsangerinde i Sverige.
Det var kort efter 2. Verdenskrig, og lettelsen over friheden fik også den konsekvens, at hele den skandinaviske underholdningsbranche arbejdede tæt sammen om sange, kunstnere og al den musik, man var gået glip af i krigsårene
Grethe havde godt nok trådt sine tidlige barnesko i Hjerm ved Struer. Hendes mor var blevet gravid med sin italienske kæreste, men da forholdet gik over, og hun måtte flytte tilbage til Danmark for at føde lille Grethe, fik hun arbejde i landsbyen Hjerm, tæt ved Struer.
Forskellige jobtilbud førte imidlertid familien inklusive en stedfar, mejeristen Hans Marius Hald, til København, hvor de mange underholdnings- og dansesteder trak i Grethe, da hun blev teenager.
Samtidig med at hun arbejdede som elevatorpige i Magasin på Kgs. Nytorv i København, meldte hun sig til talentkonkurrencer og deltog med tidens swing og jazz. Hun optrådte til Magasins personalefester og fik blod på tanden efter alle de klapsalver, hun modtog, når hun swingede med alle de jazzsange, som folk sugede til sig efter de fem nøjsomme krigsår, hvor al amerikansk og engelsk musik var forbudt.
Hun meldte sig til optagelsesprøve på Bakken til en sæson som syngepige i ”Sommerlyst”, der dengang var en lidt mindre vovet udgave af ”Bakkens Hvile”. Det var den slags steder, hvor agenter og impresarioer også kom for at finde nye talenter, så en dag blev hun set af den svenske impresario Aksel Gläsner. Han tilmeldte hende en talentkonkurrence i Halmstad i Sverige, og snart var Grethe på en større swing- og jazz-turné gennem de svenske folkeparker.
Dengang havde hun sin mors pigenavn Søncksen, bl.a. fordi hun aldrig havde fået et godt forhold til sin stedfar. Men i Sverige mente man, at der var mere show og salg i Sønck. Og sådan blev det derefter.
Læs også: 50 år med Dansktoppen: Da det hele begyndte
Skandinaviens Doris Day
Grethe Sønck var ved at blive stjerne i Sverige og fik et eksklusivt engagement i 1950 på det berømte danse- og underholdningssted Nalen i Stockholm. Her boede hun i over et år og blev anmeldt og beskrevet i de svenske aviser som Skandinaviens Doris Day.
Det gav også genklang i den danske presse, og med lidt hjemve og gode tilbud kom Grethe retur til Danmark i 1952.
Her stod Bent Fabricius-Bjerre parat med en pladekontrakt til den unge nye stjerne, og selv om det var tidens nye slagere og ikke swingnumre, som Bent ville have Grethe til at synge, tog hun udfordringen op. Og der var masser af jobtilbud fra de store danserestauranter og fra selveste Statsradiofonien.
Gennembruddet
I 50’erne havde Volmer-Sørensen fået gang i karrieren som både radio- og tv-vært, og det var ham, der fik øje på Grethes talent.
Det fik han på både det professionelle og personlige plan. Samtidig med at han lancerede Grethe i dansk tv og radio, forelskede de sig i hinanden og dannede par, til Volmer døde i 1982.
Det var også ham, der overtalte Grethe til at indsynge en dansk udgave af den svenske succes ”Är du kär i mej ännu, Klaus-Göran”. Den var skrevet af Stickan Andersson – selvsamme Stickan, der flere år efter blev manden, der førte Abba til tops.
Den sang var Grethe i første omgang ikke meget for. Men Volmer var overbevist om, at den ville blive en succes. Det fik han ret i.
Ved lanceringen i tv i Tivoli i 1959 fik han en ko på scenen, og Grethe sang historien om kæresten, der var flyttet til USA, mens hun sad som malkepige hjemme på gården og ventede.
Den sang blev Grethes danske gennembrud. Og i mange år efter var Klaus Jørgen på alles læber, og Grethe malkede sig i årevis igennem den ene byfest efter den anden. Den blev så populær, at amerikanske pladeselskaber ønskede at lave en specialudgave. Grethe indsang ”Just a letter to me, won’t you send me”.
Mens Volmer-Sørensen stadig arbejdede på tv og radio i begyndelsen af 60’erne, blev Grethe en stadig større del af den danske underholdningsscene. Hun udsendte den ene slager efter den anden og kom med i Dansk Melodi Grand Prix hele fire gange og scorede en pæn succes med sangen ”Hjemme hos os” i duet med Raquel Rastenni i 1961.
Læs også: Raquel Rastenni: Her kommer mutter...
Gæt og grimasser
Allerede i 1962 blev Grethe hyret af Cirkusrevyen, hvor hun bl.a. sang duet med Gitte Hænning i nummeret ”Rytmologi,” og her indledte hun en ny karriere, der medførte ikke mindre end optræden i 50 revyer, fordelt over resten af karrieren.
Højdepunktet var årene, hvor Volmer overtog direktørposten i Nykøbing F. Revyen og omdøbte både den og byen til Revykøbing. Volmer og Grethe blev også direktørpar på Cirkusrevyen og på Amager Scenen i perioder.
Grethe nåede samtidig at blive en institution i tv’s underholdningsudsendelser efter Volmers død.
Hvem husker ikke ”Gæt og Grimasser”, hvor man kunne opleve hende kravle rundt på alle fire med numsen strittende i vejret for at agere en struds i færd med at finde en hugorm, fordi de skulle til dans sammen.
Hun blev i lange tider en fast del af det populære ”Gæt og Grimasse”-team, og i de sidste mange år af sit liv optrådte hun overalt i Danmark med Henrik Krogsgaard som fast pianist og medspiller. Og så sent som ugen før sin død havde de leveret en suveræn koncert sammen på Frederiksberg ved København.
Grethe fik mange priser i sin karriere, bl.a. Bakkens Oscar og Årets Thorleif for sin indsats i dansk revy. Men hun var allermest stolt af sit Ridderkors, som hun modtog af Dronning Margrethe for sin store indsats som kunstner i en menneskealder.
For folkelig kunstner var hun. Ingen genrer var ukendte for Grethe. Hun svingede lige godt med jazzen som med poppen og som med revy- og tv-roller. Hun var en af vores bredt favnende festlige kunstnere, så det var den helt rigtige titel, da hun i 1996 fik udsendt erindringsbogen ”Hele Danmarks Grethe”.
Læs mere om Dansktop Prisen 2018 her
Artiklen er udgivet i samarbejde med Ude og Hjemme
I videoen kan du lytte til Grethe Søncks "Klaus Jørgen"
