Det vækker en strøm af minder, når dansktopsangerinden og revyskuespilleren Anne Karin Broberg bliver bedt om at udpege sin yndlingssang inden for dansktopgenren. Og hun bliver lige på stedet tryllet tilbage til en anden tidsalder:
– Da jeg var barn, hørte jeg Dansktoppen med Jørn Hjorting som vært hver eneste lørdag. Jeg glædede mig, til udsendelsen gik i luften. Og jeg sad klar i skrædderstilling på gulvet lige under indskudsarrangementet i teaktræ, hvor B&O-radioen stod på det øverste og længste bord, husker Anne Karin med sikker sans for stemningsfulde detaljer.
– Når tiden nærmede sig, skruede jeg på de små knapper og ventede spændt på, at kendingsmelodien startede. Som man tydeligt vil huske, hvis man selv var blandt den tids lyttere, var det en instrumental udgave af ”Music! Music! Music!” – også kendt som ”Put Another Nickel In”. Og så sad jeg ellers klar med min egen, hjemmelavede stemmeseddel og noterede.
– Min mor var også interesseret i musik, og hun syntes rigtig godt om ”Lille sorte stær” med Katy Bødtker. Det gjorde jeg også. Jeg syntes ofte det samme som min mor dengang.
Gåsehud af fryd
– Da min egen smag så småt begyndte at trænge sig på, faldt jeg med et brag for ”Hvis tårer var guld”. Det var en helt forrygende melodi, og Susanne Lana sang den efter min mening fantastisk. Min far var impressario hos Eugen Tajmer dengang, og han skaffede mig et billede af Susanne Lana, hvorpå hun havde skrevet en personlig hilsen til mig. Jeg var revnefærdig af stolthed!
At den helt unge Anne Karin i det hele taget havde et blødt punkt for store, svulmende ballader leveret i en strøm af brusende følelser, står helt klar, da hun fortsætter:
– Da ”Rør ved mig” kom frem, faldt jeg også pladask for den. Søstrene Lecia & Lucienne repræsenterede på sin vis noget nyt. Selve lyden og den måde, deres stemmer klingede sammen på, er i dag legendarisk. Og da de når til den passage, hvor de synger ind over hinanden, og teksten lyder ”Jeg er bestandigt alene – Uuuuh – Kom og kys mig for sidste gang”, fik jeg helt enkelt gåsehud på armene af fryd. Hold op, hvor lød det bare godt!
Se, hvordan det gik, da Anne Karin mødte Familie Journals journalist her.
– Senere begyndte jeg selv at synge. I den periode stod jeg hver eftermiddag med hovedet stukket helt ind på øverste hylde af min bogreol. Der var akustikken nemlig bedst. Så satte jeg lp-plader på og sang til dem. På det tidspunkt var det blandt andet Sanne Salomonsen, jeg dyrkede. Sangen ”Roselil” med teksten ”Pas på Roselil. Alle de mænd, hun smiler til” står lysende klart endnu. Sanne er uden tvivl en af de bedste sangere, vi har haft herhjemme. I hvet fald i min bog, siger Anne Karin Broberg.
Læs om Katrine Daugaards bud på den perfekte sang her.
